Max: The Curse of Brotherhood

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 7. november 2017 - kl. 15:02
Del denne artikel:
0 0

Fire år efter at have været udkommet til Xbox, kommer det danske Max: The Curse of Brotherhood til PlayStation 4 - læs her i vores anmeldelse, om det stadig holder.

Max: The Curse of Brotherhood kommer fra danske Flashbulb Games og hvis du synes at du har hørt om spillet før, har du helt ret; det udkom nemlig til Xbox One i december 2013 og til Xbox 360 i sommeren 2014.



Spillet var oprindelig udviklet af det Microsoft ejede Press Play fra København, som desværre blev lukket tilbage i marts sidste år. Stifterne af Press Play grundlagde efter lukningen et nyt spilstudie kaldet Flashbulb Games og det er nu dem, som står bag Max: The Curse of Brotherhood til PlayStation 4.

Max: The Curse of Brotherhood er et bud på et anderledes platformspil - og selv om spillet har en lille håndfuld år på bagen, føles det stadig underholdende og friskt. Man spiller som drengen Max, der kommer hjem fra skole og ser, at hans irriterende lillebror Felix, igen leger med hans legetøj - og han behandler det ikke pænt. Max ønsker hans irriterende lillebror hen hvor peberet gror, en følelse som man som storebror formentlig godt kan genkende. Det usædvanlige er her, at Max’ ønske faktisk går i opfyldelse og hans lillebror Felix bliver suget igennem en portal og bortført af den onde Mustacho. I samme øjeblik fortryder Max hans ønske og han når at hoppe med igennem portalen, for at redde Felix.



På overfladen ligner Max: The Curse of Brotherhood som sagt et klassisk platformspil, hvor man som skal hoppe fra platform til platform, svinge sig i reb og undgå forskellige typer af fjender. Man bliver dog hurtigt introduceret til Max’ magiske tuschpen, som han kan bruge til at manipulere omgivelserne med. I starten kan man tegne søjler af jord, som gør at Max kan nå op til platforme, som han ellers ikke ville kunne nå. I løbet af spillet får denne tuschpen flere nye egenskaber, hvor man for eksempel kan tegne lianer man kan svinge sig i, grene man kan hoppe på og vandsøjler der kan skyde Max af sted gennem luften. Flere af disse egenskaber kan kombineres, så man for eksempel kan sætte lianer fast på grene eller jordsøjler, og dermed lave et reb man kan gå i armgang over.

Man får tuschen frem ved at holde R2 inde og føre den hen til et punkt hvorfra man kan tegne, så holder man X inde og bruger venstre styrepind til at bevæge tuschen. Vil man fjerne det man har tegnet, tager man tuschen frem og holder firkant inde, mens man med venstre styrepind, swiper tværs hen over det element man har tegnet. Det kan måske lyde en smule knudret og selv om det egentlig er let nok, skal man hver gang man vil bruge tuschen, lige bruge et øjeblik på at tænke sig om, hvordan det nu var man gjorde. Det er ikke noget stort problem, men denne mekanik kommer aldrig rigtigt til at ligge på rygraden og den skriger på, at udviklerne havde gjort brug af PlayStation 4 kontrollerens touchpad på en eller anden måde.



Max: The Curse of Brotherhood er ikke et platformspil man bare løber igennem. Man kommer ud for mange opgaver, der skal løses og man gør tit klogt i, lige at stoppe op og lægge en plan for, hvordan man vil klare den næste sektion. Sværhedsgraden er forholdsvis høj og man vil dø mange gange, indtil man har fundet løsningen, der stort set altid er lige foran næsen på en - man skal bare lige få øje på den. Heldigvis genstarter spillet med det samme efter man dør og man bliver sjældent sendt ret langt tilbage.

Max kommer igennem en række forskellige verdener, lige fra en ørken og en skov med høje træer og til mørke grotter, grotter med lava, regnfulde sumpe og mærkelige fabrikker. Banerne, og de forskellige udfordringer, er ganske snedigt udformet og kræver at man sætter de små grå på arbejde.



Styringen af Max er en smule flydende og det kan visse steder føre til frustrerende dødsfald, men man lærer dog på sin vej gennem spillet at tage højde for dette, så det bliver aldrig et stort problem. På trods af den lidt flydende styring og den lidt ulogiske måde at bruge tuschen på, fungerer gameplayet faktisk ganske glimrende. Der er ikke de store problemer med spillet, blot lidt tilvænning fra spillerens side og faktisk føles Max: The Curse of Brotherhood som et ganske gennemarbejdet produkt.

På det grafiske kan man godt se, at spillet har et par år på bagen, da grafikken varierer fra ganske flot i de udendørs områder, hvor ørkenen og skoven er badet i flot lys og med overbevisende støv- og vandeffekter, til lidt kedelig og grov i de mørke og dystre grotter. Max har et hyggeligt og venligt udseende og han er flot animeret. Lydsiden er som man kunne forvente i et spil som dette, dog virker soundtracket i visse sektioner en smule malplaceret, mens det andre gange fungerer rigtigt godt.



Max: The Curse of Brotherhood er et ganske habilt platformspil, hvor de traditionelle platforms-elementer bliver udfordret og det byder på nogle fine nye elementer. De mange udfordringer som Max kommer igennem er godt udtænkt og selv om de mod slutningen af spillet kan være temmelig udfordrende, virker de aldrig umulige og følelsen af at klare en gåde, der for få minutter siden virkede helt uigennemskuelig, er altid god.

Der er en god portion timer gemt i spillet og efter at have gennemført det kan man vende tilbage og gå på jagt blandt andet efter de 75 Evil Eyes, der er Mustachos onde øjne på stilke, som er placeret rundt omkring i spillet. De kan være svære at finde og ikke mindst nå frem til, når de først er fundet.

Max: The Curse of Brotherhood udkommer både digitalt og i butikkerne den 10. november.
+ Gode puzzles, et godt bud på et anderledes platformspil
Lidt svingende grafisk kvalitet, klodset håndtering af den magiske tusch
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.