Minecraft – PlayStation 4 Edition

Anmeldt af: Hoder Jensen - 8. november 2014 - kl. 12:39
Del denne artikel:
0 0

Mægtige Minecraft er klar til PlayStation 4 - næsten et år efter, at det udkom til PlayStation 3. Vi har kigget nærmere på den nye udgave til PlayStation 4.

Minecraft er efterhånden et fænomen, der ikke kan stoppes og bliver kaldt for digitalt LEGO, hvilket er en glimrende sammenligning. Minecraft har i hvert fald fanget de unge i dag, som LEGO gjorde for 20 år siden. Minecraft kan spilles af børn i alle aldre. Det populære spil, udviklet af svenske Mojang, startede sine dage på PC og har over de sidste par år rykket videre til konsollerne, hvor de sidste udgaver har været til PlayStation 4 og PlayStation Vita. Det er den fysiske udgave af Minecraft til PlayStation 4 ,vi tager et kig på - den er identisk med den digitale udgave, som man kan købe igennem PlayStation Store. Begge udgaver indeholder nogle pæne forbedringer over PlayStation 3 udgaven, bl.a. med support for 4-spiller splitskærm multiplayer, 8 spiller online multiplayer og op til 36 gange så store verdener. Disse forskelle betyder dog også, at de 2 udgaver ikke er kompatible med hinanden, hvilket betyder at gemte spil fra PlayStation 4 udgaven af Minecraft ikke kan overføres på PlayStation 3 eller PlayStation Vita. Man kan dog importere gemte verdener fra både PlayStation 3 og PlayStation Vita for så bygge videre på PlayStation 4, hvis man altså ejer de forskellige udgaver, da der ikke er nogen cross-buy support.




Skulle man være en af de få, som ikke kender til Minecraft, vil det første gang man ser det fremstå meget grimt og klodset. Men ligesom LEGO heller ikke nødvendigvis virker detaljeret, når man kigger på et par enkelte klodser, så kan man i Minecraft også bygge store detaljerede bygninger eller verdener, hvor det kun er ens kreativitet, der sætter grænserne. Inden man når så langt, skal man dog lære de grundliggende ting i Minecraft. Hvis man slår på et træ med sine bare næver, får man træ, som man kan bruge til at lave f.eks. en hakke af. Den hakke kan man så bruge til at hakke sten ud med, og de sten man får ud af det, kan man bruge til bygge våben, smelteovne, jernbanespor samt meget mere, og meget hurtigt ruller snebolden sig stor. Modsat PC udgaven indeholder Minecraft til konsollerne en byggemenu, hvor man slipper for at skulle sammensætte mønstre for at bruge sine materialer rigtigt, og selvom det er nok er en smagssag, så syntes jeg personligt, at det er en god tilføjelse, da man i PC udgaven af Minecraft ofte endte med at sidde med en Wikipedia-side ved siden af for at have de rigtige opskrifter klar.

At bygge nye ting er den grundlæggende spilmekanisme i Minecraft, og det er en fantastisk fornemmelse at starte op med ingenting og kort efter have bygget sig et lille hus, for et par timer efter at have et stort slot eller hvad man nu drømmer om.




Ønsker man dog bare at bygge uden at skulle samle ressourcer, så findes der en spilmulighed der hedder ”Creative Mode”. Her får man fri adgang til alle de ressourcer man ønsker, og så kan man bygge alt det ens hjerte begærer, lige fra det lille hus til en kopi af et Star-Trek rumskib, ja kun fantasien sætter grænser. Personligt fandt jeg dog mest underholdning i spillets ”Survival Mode”, hvor man har fjender om natten, man skal sørge for at holde sulten væk samt udforske ens verden for at finde de nødvendige ressourcer. Man kan starte sit spil i en hel ren verden, der bliver tilfældig skabt, eller man kan bruge spillets prøveverden, som er en lille verden, der fint guider én i gang med Minecraft, så man lærer de mest basale ting.

Verdenerne i Minecraft indeholder mange forskellige landskaber lige fra ørken til snelandskaber, og i de ellers tyndt befolkede verdener finder man mange overraskelser, lige fra landsbyboere der vil handle med én til forladte huler og skjulte fæstninger. Man finder også mange fjender, hvis man bevæger sig ud om natten, eller hvis man bevæger sig under jorden i de mørke huler.




Minecraft handler dog ikke kun om at bygge det man nu lyster, der gemmer sig faktisk også en boss i spillet. Det er dog ikke helt oplagt, hvordan man finder hen til bossen, men det er en del af morskaben og det at udforske den verden, man er i. Men nogen stor historie i forbindelse med den her boss finder man ikke i Minecraft. Historien skal man stort set selv skabe og her kræver det igen lidt kreativitet. Minecraft har aldrig haft og får formentlig aldrig en stor historie eller et stort mål, og det er helt okay, for så kan man danne sine egne. Man kan dog bruge PlayStations trofæsystem til at sætte sig nogle mål, hvis man har svært ved at komme i gang og føler, at man har brug for en pegepind.

Har man brug for benzin til ens fantasi, så kan man tilkøbe skin og texture pakker til spillet. Skins er kun til ændring af ens figurs udseende, men texture pakkerne forandrer udseendet i spillet markant – der er pakker som gør grafikken mere realistisk og pakker der ændrer hele spillet til at ligne noget fra en eventyrverden eller fra en moderne by, men der bliver dog aldrig ændret mere end at man ikke er i tvivl om, at det er Minecraft man spiller. Disser pakker koster 7 kroner stykket, og man kan endda afprøve dem i sin verden inden man køber dem.




PlayStation 4 udgaven af Minecraft kører glimrende selv med de nye store verdener. Indlæsningstiden er hurtig, og spillet står skarpt i 1080p. Både lokal og online multiplayer virkede perfekt, og uanset hvor mange der var med i spillet, så kørte det stabilt. Grafikken er som man forventer fra Minecraft. Det er samme soundtrack, som man finder i de alle udgaver. Dette betyder, at lydsiden er lidt kedelig og musikken i spillet er lidt ligegyldigt, så det er noget man slår fra efter lidt tid. Teksten, som guider én i prøveverdenen, er en smule utydelig, og jeg kunne få spillet til at fryse, når jeg afbrød en ekstra spillers controller fra en lokal session, men ud over det, er der intet teknisk at sætte på PlayStation 4 udgaven.




Remote Play blev testet fra en PlayStation Vita, og det virkede perfekt. Styringen tilpasser sig, når man forbinder med en Vita via Remote Play, og der er ingen problemer med at styre spillet fra en PlayStation Vita over Remote Play. Selve styringen fungerer naturligvis også fint, når man spiller direkte på PlayStation 4 med en DualShock 4, hvor de mange knapper på controlleren gør, at man hurtigt og let har adgang til de menuer og funktioner, man skal bruge i spillet.

Minecraft er et fantastisk spil, specielt for den lave pris på omkring 150 kr., men det er ikke et spil for alle, det skal man være opmærksom på. Men hvis man kan lide at bygge ting, så kan Minecraft anbefales, og når man først får prøvet det af, så vil man forstå, hvorfor det er så fængende - når man er fanget, så er man fanget i lang tid. Man bruger hurtigt mange timer på at samle ressourcer og bygge store bygninger eller tilpasse landskaber, så de bugter sig som man ønsker det.





Minecraft fans vil føle sig hjemme i PlayStation 4 udgaven, og de nye tilføjelser gør Minecraft endnu bedre og åbner op for flere muligheder. Det er ærgerligt, at PlayStation 4 udgaven ikke er kompatibel med PlayStation Vita og PlayStation 3 udgaven, men fordelene ved det, i form af større verdener og bedre multiplayer, gør tabet acceptabelt, specielt da Remote Play virker perfekt.
+ God prøveverden, store verdener med rig mulighed for at bruge ens kreativitet, god multiplayer, god Remote Play support og teknisk godt udført.
Lidt kedelig lydside, ikke et spil for alle.
Gameplay:9.0
Grafik:5.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.