Mortal Kombat Deception

Anmeldt af: - 4. februar 2005 - kl. 09:26
Del denne artikel:
0 0

Midway er klar med det næste spil i den fantastiske Mortal Kombat serie, som denne gang har fået undertitlen Deception.

Mortal Kombat serien har altid været en af de bedste kampspil på diverse platforme, og nyeste skud på stammen holder lige så hårdt som sine forgængere og kan sagtens klare sig i kampen med andre beat’em-up spil.

Historien er som man kender den fra alle andre Mortal Kombat spil (undtagen Special Forces og Mythologies: Sub-Zero). De onde kræfter er på spil, og man må som spiller tage stilling til, om man vil kæmpe på de gode eller de ondes side. Hvilken side man vælger betyder ikke så meget, da det ikke ændrer noget på spillets forløb. Det eneste, der ændres, er den filmsekvens, man ser i slutningen af Arcade Mode.

Gameplay
Hvis man ikke på et eller andet tidspunkt har stiftet med et af Mortal Kombat spillene, og er man samtidig fan af kampspil, så er det absolut på tide, at man skynder sig ud og prøver bare et af spillene i serien - og så er Deception jo et ganske udemærket sted at starte.
Mortal Kombat Deception screenshot

Som mange nok har gættet nu, så er Mortal Kombat Deception et kampspil, hvilket i bund og grund betyder, at det går ud på at smadrer hinanden i forskellige modes og omgivelser. Den nok mest kendte og populære mode er Arcade Mode, hvor man vælger en karakter og kæmper sig igennem en række modstandere bestående af andre karakterer fra spillet, og til sidst møder man så en eller anden form for boss, som – selvfølgelig - er meget sværere end de andre modstandere. Ligesom man gjorde i Deadly Alliance, så modtager man for hver sejr penge, som kan bruges til at låse op for bonusguf i The Crypt.

Den næste mode man kan kaste sig ud i er Versus Mode, hvor man kan kæmpe enten mod en ven i samme lokale eller mod en anden gamer rundt omkring på kloden via Xbox Live eller PS2 Online.

Nu er det så, at vi kommer til et par nye tiltag i Deception. Det første jeg vil nævne er Chess Combat. Som navnet antyder er det skak, men ikke almindelig skak – næh nej det er selvfølgelig Mortal Kombat skak. Chess Combat fungerer ved, at man vælger de karakterer, man vil have i sin opstilling. De fem positioner man skal vælge er Grunt (bonde), Shifter, Sorcerer, Champion og Leader (kongen).

Som man nok kan se, så lyder disse navne ikke som typiske skaknavne, men de fungerer nogenlunde som i et almindeligt spil skak. Dog er der enkelte tricks, man kan bruge. F.eks. kan ens Shifter ændre form til den modstander, man skal kæmpe mod (dog er dette ikke altid en positiv ting). Desuden kan Sorcerer bruge forskellige spells blandt andet Kill, Teleport og Resurrect ved hjælp af L1.

Nu er man nået til selve spillet, hvor man først skal placere to fælder på brættet. Dernæst går man igang med at spille, og det fungerer ligesom almindelig skak med, at de forskellige brikker kan flyttes rundt på forskellige måder. Men når man forsøger at erobrer et felt, hvor en af modstanderens brikker står, skal man kæmpe om feltet. Det betyder, at det er ikke sikkert, man erobrer feltet, da man kan risikere at tabe til den brik, der allerede er på feltet.

Puzzle Combat er også et nyt koncept i MK: Deception og går i bund og grund ud på, at man vælger en fighter, og derefter spiller man en variation af Tetris mod hinanden. Efterhånden som man får fjernet blokke fra sin egen skærm oplader man energi i en særlig måler, som giver adgang til et specialmove, når måleren er fyldt helt op.

En genganger fra Deadly Alliance er Konquest Mode. Her har man en anonym karakter, som man styrer rundt i forskellige områder og løser forskellige missioner. Disse missioner varierer så i sværhed og kan være alt fra at udføre forskellige moves rigtigt (en slags tutorial) eller f.eks vinde kampe uden selv at miste energi. Konquest Mode er en god måde at lære spillet at kende på, men det kan hurtigt blive en lille smule kedeligt. Dog skal det nævnes, at der er nogle enkelte bonusting i The Crypt, der kun kan låses op gennem Konquest Mode.

Mortal Kombat Deception screenshot

Grafik
Grafisk er Deception ikke flottere end forgængeren Deadly Alliance, men dette er ikke nødvendigvis en negativ ting. En ting, Mortal Kombat serien aldrig har sparet på, er mængden af blod, der kan sprøjtes ud over det hele. Heldigvis kan man skrue ned for mængden, og det er godt, for det bliver hurtigt kedeligt, hvis der er alt for meget blod, der står ud i lange stråler, bare fordi man giver sin modstand en lille lussing.

Hvad angår karaktererne, så har Midway altid haft en bred vifte af forskellige og fantasifulde karakterdesign, og karaktererne i Deception er ingen undtagelse. Siden Deadly Alliance er der igen kommet nye karakterer til, og man undrer sig nogen gange over, hvordan Midway kan blive ved med at finde på nye, flotte og spændende karakterer uden at lave forskellige variationer af den samme karakter.

Lyd
Også på lydsiden har Midway formået at forbedre men samtidig beholde de klassiske dele af lydsiden, som også har været en stor del Mortal Kombat seriens succes. Musikken er stadig hurtig og adrenalinpumpende med et hint af orientalsk stemning over den. Det eneste minus er, at musikken - som i så mange andre spil - hurtig bliver kedelig, og mange vil nok vælge at skrue en lille smule ned for musikken.

Lydeffekterne derimod er stadig helt i top, og intet fryder denne anmelders ører mere, end når han hører lyden af ”Fatality” eller Scorpions ”Get over here!”, som han bruger i forbindelse med sit spydangreb. Skal man finde et eller andet at beklage sig over omkring spillets lydeffekter, så kan man nævne en lille lyd, der lyder lidt a la ”DING!”. Denne lyd har lidt en tendens til at skære i ens ører, og man tager en gang i mellem sig selv i at ønske, at man bare kan fjerne den ene lyd (som også var irriterende i Deadly Alliance).

Mortal Kombat DeceptionHoldbarhed
Mortal Kombat Deception er et beat’em-up spil, der har alt, hvad der skal til for at holde spilleren fanget i rigtig lang tid. Der er masser af skjulte bonusser i form af karakterer, film, billeder osv.

Alle disse bonusser kan man kun låse op for ved at købe sig adgang til de mange kister i krypten – som de, der spillede Dedly Alliance, nok kender alt for godt.

Har man spillet Deadly Alliance vil man også vide, at for at købe sig adgang til kisterne, bliver man nødt til at spille. For uanset hvad du laver i spillet, så får du penge for det. Når du kæmper i Arcade Mode, får du penge, når du vinder i Puzzle Kombat, får du penge og sådan fortsætter det bare derud af.

Desuden er spillets levetid blevet yderligere forlænget efter, at Midway har indført muligheden for at spiller mod hinanden online, der nu gør, at man kan få megen sjov ud af at kæmpe mod folk fra den anden side af kloden.

Overall
Mortal Kombat Deception er et rigtig cool kampspil, som stadig er lige så fængende som det første Mortal Kombat spil. Midway har fanget et helt rigtigt koncept og forstår virkelig at fortsætte en successerie, uden at spillerne nogensinde føler, at der bliver ”kogt suppe på gamle ben”.

Med Deception har Midway igen ramt hovedet lige på sømmet, og spillet er en værdig tronfølger i et af de bedste kampspil nogensinde. Har man på noget andet tidspunkt haft en god oplevelse med et spil i Mortal Kombat serien, så er Deception helt klart et kig værd.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.