Mosaic

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 21. februar 2020 - kl. 14:35
Del denne artikel:
0 0

Mosaic gør os opmærksom på, hvilket trivielt og ensformigt liv vi alle lever - mens vi på Instagram forsøger at male det perfekte maleri. Læs anmeldelsen her.

Vi kender det nok alle sammen. Dagene kan føles ens, den ene dag tager den anden og det hele kan ind imellem føles lidt meningsløst. Mosaic er et surrealistisk eventyrspil, hvor man lever et monotont liv i storbyen. Man står op, tager på arbejde, kommer hjem og sover. Man lever i social ensomhed, selvom man er omgivet af mennesker det meste af tiden og telefonen er den evige meningsløse distraktion på vej til arbejdet - og hver dag håber man, at tingene vil være anderledes, lige netop den dag.



Mosaic kommer fra norske Krillbite Studios og er indtil videre årets mest stilsikre spil. Den visuelle side er meget speciel; ens karakter har unaturligt lange ben, alle andre karakterer end hovedpersonen selv, har ingen ansigter og det hele er meget minimalistisk, simpelt og har et strømlinet, koldt og corporate look. På samme tid er det smukt og anderledes og den visuelle stil fængede og fascinerede mig hele vejen igennem.

Mosaic er et meget ensformigt spil, men det er med garanti helt bevidst - for at understrege en pointe. Man tager kontrol over en unavngiven kontormus og spillet udspiller sig hen over fem sammenhængende dag, hvor man laver stort set det samme hver dag. Mosaic simulerer ens ensformige og indholdsløse liv, hvor man dag ud og dag ind står op, børster tænder, går ud af døren, står i elevatoren med de samme mennesker, der kigger i de samme telefoner og når man prøver at få øjenkontakt, kigger de væk. Man kan dog også lade være med at forsøge at få øjenkontakt og passe sig selv - og så tage ens egen telefon frem. Præcis som i det moderne og isoleret liv mange af os lever, selv om vi er omgivet af andre mennesker hele tiden - kig bare rundt i bussen og i S-toget om det ikke er sådan vi næsten alle ser ud.



Man møder ind på det samme job hver morgen og hver morgen får man en SMS på ens telefon, som gør opmærksom på, at hvis man møder for sent x-antal gange mere, vil ens kontrakt blive annulleret. Man arbejder i øvrigt i en virksomhed, som har flere demotiverende slogans, blandet andet: “Don’t stop when you’re tired - stop when you’re done”. Prøv i øvrigt også at tage medarbejderundersøgelsen på spillets officielle website - det giver en fin idé om hvad det er for en virksomhed ens karakter arbejder i.

Man er udstyret med en mobiltelefon, hvor man som sagt modtager SMS’er, man kan downloade apps hvor man for eksempel kan investere penge og hvor det lader til at være umuligt at tjene penge. På ens telefon er der også installeret et spil som hedder BlipBlop, som er et simpelt “clicker spil”, hvor man hurtigt skal trykke på en knap for at tjene point, opnå opgraderinger og lignende. Det er underligt fængende og jeg brugte alligevel noget tid på det i Mosaic - lige indtil jeg opdagede, at Krillbite faktisk har lavet BlipBlop til både iOS og Android og det kan hentes gratis. Det gjorde jeg selvfølgelig.



De jeg spillede Mosaic sagde min kæreste på et tidspunkt: “Det er godt nok et underligt spil du spiller”. Ja, ved første øjekast kan det se meget mærkeligt og ensformigt ud. Der er heller ikke meget gameplay i det; for det meste bevæger man sig blot fra venstre mod højre og klikker på tydeligt hotspots i baggrunden og lignende.

Der hvor det meste gameplay ligger, er faktisk på ens job. Her får man hver dag stillet en opgave om at gennemføre et underholdende lille puzzlespil, som bliver sværere og sværere dag for dag. Det er lidt svært at beskrive, men det er lige før at det spil kunne fungere som selvstændigt spil til for eksempel en smartphone. Det er ganske underholdende og kræver lidt taktisk tænkning.



Mosaic er klart et spil med noget på hjerte - og den trofaste læser vil vide, at det er noget vi kan lide her på PSlife. Det gør os opmærksom på, hvilket isoleret og strømlinet liv mange af os lever. Det mest ubehagelige er, når ens unavngivne karakter oplever noget man kan genkende fra ens eget liv - det er ikke den fedeste oplevelse.

Men min kæreste har ret - det ér et underligt spil. Hvorfor har man lyst til at gennemleve et trivielt og ensformigt liv i spilform? Hvorfor har man lyst til at spille et spil, hvor der nærmest ikke er noget gameplay. Og hvorfor har man lyst til at spille et spil, hvor man stort set hele vejen igennem, gør det samme igen og igen? Det gør man lige præcis fordi at det er et spil med noget på hjerte og ved at gentage det samme igen og igen, bliver vi gjort opmærksom på, om vi ikke også i vores egen hverdage, bare gør det samme igen, igen og igen?

Mosaic er bestemt ikke et spil for alle, men giver man det en chance (hvilket jeg anbefaler at man gør), så får man lidt at tænke over. Mosaic kan købes på PlayStation Store for 149 kr.
+ Et spil med noget på hjerte, unik visuel stil, bevidst ensformigt for at understrege en pointe
Ikke et spil for alle, grafikken er lidt grov i kanterne
Gameplay:5.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.