Moving Out

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 24. april 2020 - kl. 08:03
Del denne artikel:
0 4

Elsker du også at flytte? Nå ikke - men så skulle du prøve Moving Out, som er et virkelig underholdende sofa co-op flytte-spil for hele familien.

Det værste ens venner kan sige er: “Gider du hjælpe mig med at flytte i weekenden?” Man har lyst til at råbe “Det kan du glemme alt om!”, men det ender jo gerne med at ens gode hjerte løber af med en og man stiller på 4. sal lørdag morgen kl. 8.00.



I Moving Out bydes der på det samme hektiske co-op gameplay som i Overcooked og også her bliver ens venskaber og parforhold bliver sat på en prøve. Som med så mange andre gode spil, så er målet og gameplayet i Moving Out simpelt; fra et top-down view tager man kontrol over sin Furniture Arrangement & Relocation Technician (forkortet til F.A.R.T.) - eller med andre ord, ens lille flyttemand.

Man får nu i over mere end 50 levels til opgave at flytte for forskellige folk og virksomheder. Det kan være kontorer der skal flyttes, en bondemand der skal have flyttet sine dyr eller et passagerfly, som skal have tømt kabinen for bagage mens det flyver. Ting der skal flyttes er tydeligt markeret og så er det bare, alene eller sammen med op til tre venner, at komme i gang, da tiden tæller. Da Moving Out foregår i 1980’erne, er det store fjernsyn, store køleskabe og store printere, som skal flyttes.



Det hele ender naturligvis med at blive langt mere hektisk end hvad det burde, da man blive stresset af en timer oppe i hjørnet, fordi ens flyttebil typisk er for lille og fordi de andre tosser man spiller sammen med, ikke har nogen som helst forstand på hvordan man bør flytte og pakke en flyttebil. Der er dog ingen grund til at gøre det ordentligt, da spillet lægger op til at der skal kastes med tingene - det vigtigste er at få fyldt den flyttebil i en fart.

Når en level er gennemført, bliver der åbnet op for nogle delmål, som for eksempel kan være at skulle foretage flytningen uden at smadre et vindue, huske at få skildpadden med i flyttebilen, undgå at træde på riven på græsplænen og andre lignende ting, så der er en god grund til at genbesøge den pågældende level. Klarer man disse mål belønnes man med mønter, som kan bruges i byens spillehal, hvor man kan spille en række minispil.



Moving Out er et spil for alle i familien. Hvis man vil have en seriøs udfordring kan man gå efter de førnævnte delmål og forsøge at gennemføre flytningen inden for tidsgrænsen. Hvis man på den anden side synes at det er for svært, kan man gøre brug af spillets Assist Mode, hvor man kan gøre tidsgrænserne mere medgørlige, man kan vælge at tingene forsvinder når de er placeret i flyttebilen og andre ting. Det er altsammen med til, at man kan finde en sværhedsgrad så alle kan være med.

Moving Out er, ligesom Overcooked, skabt med henblik på co-op, men det kan spilles alene. Da gameplayet er fysikbaseret, så vælter man noget rundt når man slæber rundt med tingene og det kommer der mange ret sjove situationer ud af. Dog kan fysikken virke lidt underlig og til tider spænde en smule ben for gameplayet, men det er ikke noget der skaber de store problemer.



Moving Out er et rigtigt sjovt og underholdende spil, som er det perfekte co-op spil til disse tider hvor vi skal blive hjemme. Det er sjov underholdning for alle i familien - og ens venskaber og parforhold bliver sat på en prøve, når man vælter rundt mellem hinanden, eller i et forsøg på samarbejde, får en sofa til at sidde fast i døråbningen.

Det har i hvert fald aldrig været sjovere at flytte, end med Moving Out.
+ Sjovt co-op gameplay, flot farverig grafik, let tilgængeligt for alle
Fysikken kan drille lidt ind imellem
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.