Mugsters

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 23. juli 2018 - kl. 15:33
Del denne artikel:
0 0

Mugsters fra finske Reinkout Games er et overraskende underholdende fysik-baseret action-puzzlespil, som gør tingene lidt anderledes. Læs anmeldelsen her.

Rumvæsnerne har overtaget herredømmet og menneskerne er én gang for alle besejret og alt er tabt. I Mugsters er du en af de få overlevende mennesker og du skal over 25 levels kæmpe mod overmagten fra rummet, befri tilfangetagne mennesker og forhåbentligt redde verdenen.



Mugsters er et fysik-baseret action-puzzle spil, hvor ens hjerne bliver udfordret og ens tørst for ødelæggelse bliver stillet. Spillet udspiller sig på nogle forskellige øer hvor man får stillet en række mål og så er det op til dig at finde ud af, hvordan du får dem løst. To af de tre mål er altid faste; nemlig at redde en række tilfangetagne mennesker og indsamle nogle krystaller. Det tredje mål kan variere fra ø til ø.

Disse mål kan være alt fra at smadre en stor parabolantenne, til at aktivere en form for maskine eller rydde landskabet så nogle laserstråler kan nå rundt på øen via nogle antenner. Rundt på øen er der placeret automater, hvor man kan trække eksplosive tønder, der er kontakter som åbner op for porte og ikke mindst er der placeret en række forskellige køretøjer. Det kan være alt fra biler, varevogne, forskellige former for lastbiler, campingbusser og busser til helikoptere og varmluftballoner - der er i alt mere end 30 forskellige fartøjer og køretøjer. Om du vil bruge dem, er op til dig - faktisk er det, som nævnt tidligere, helt op til en selv, hvordan man vil løse de opgaver man har fået og hvilke ting på den pågældende ø, man vil gøre brug af.



Øerne er også befolket af nogle skabninger, som ligner nogle røde siamesiske tvillinger og de vil gøre alt for at slå en ihjel. Øerne er også spækket med forskellige fælder, laserkanontårne og ikke mindst nogle store UFO’er, som alle er ude på at gøre det af med dig. Specielt de store UFO’er er frustrerende insisterende.

Man behøver ikke at løse alle opgaverne, for at forlade en ø. Man kan nøjes med at befri nogle af menneskene og finde nogle af krystallerne - og så kan man vende tilbage til øen for at fortsætte - og får man løst alle opgaverne, åbnes der op for Time Attack på den pågældende ø. Det er i øvrigt også muligt at spille i lokal co-op sammen med en ven.



Som det tit er med gameplay, så er det gerne det simple gameplay som er mest underholdende. Man smides ned på de her øer og så kan man bare gå i gang. Man kan fjolle rundt og udforske spillets fysik, finde ud af hvordan man bruger fælderne til ens egen fordel og smadre det meste på øen, eller man kan gå målrettet efter opgaverne - og det er nok i området midt i mellem i de to tilgange, at Mugsters er bedst.

Det meste af Mugsters fungerer fint, men der er specielt to ting, som kan gøre gameplayet lidt unødvendigt frustrerende. Det første har jeg berørt ovenfor; det er de meget aggressive UFO’er, som jagter en over hele øen i deres forsøg på at bortføre en. De er virkeligt irriterende og ikke så lette at slippe af med, men de kan uskadeliggøres med noget forberedelse.



Det andet irritationsmoment er de mennesker man redder. Når man får dem reddet ud af deres fangeskab i nogle kapsler på øen, følger de efter en, lige indtil man sætter sig ind i det fly, så man kan komme væk fra øen. Disse mennesker er meget sårbare, så man kan let miste dem og endnu værre, så kan de kan sidde fast i omgivelserne - så fast, at man aldrig kan få dem fri igen og så er den redningsaktion gået i vasken. Så må man redde dem som stadig render en i hælene og så vende tilbage til øen igen, for så at gøre et nyt forsøg på at redde den sidste, som nu igen er fanget i en kapsel på øen.

Grafikken i Mugsters er, som du kan se på disse screenshots, ret simpel og farverig og for det meste velfungerende. Nogle gange kan det være lidt svært at bedømme afstande, fordi grafikken er så simpel, men det er ikke det helt store problem. Lydsiden er lige så simpel. Der er stort set ikke noget soundtrack, men lydeffekterne er fine og effektfulde. Der er dog lidt uligevægt i mixet mellem de forskellige lydeffekter - nogle er ret høje mens andre er noget lavere. Det er ikke noget som på nogen måde ødelægger spillet, men dog værd at nævne.



Mugsters er et overraskende underholdende lille puzzlespil. Det åbne gameplay indbyder i høj grad til leg og destruktion og der er rig mulighed for begge dele. Variationen er stor, da tilgangen til at løse opgaverne er helt op til spilleren selv - og hvis det bliver kedeligt, så ligger skylden hos en selv og ens manglende fantasi.

Hvis du savner et spil til at slappe af med efter en lang dag - eller savner du måske lidt variation i dine puzzlespil, så tag en kig på Mugsters, som er overraskende velfungerende og fængende. Køb det på PlayStation Store til 109 kr.
+ Spilverdenen inviterer til leg, åbent og frit gameplay, velfungerende simpel grafik
De forbandede UFO’er, de reddede mennesker kan sidde fast i omgivelserne
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.