Mushroom Wars 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 20. januar 2022 - kl. 21:51
Del denne artikel:
0 1

Det lille hyggelige strategispil Mushroom Wars 2 har taget hoppet fra telefonerne og over på PlayStation - læs i vores anmeldelse her, hvordan det er gået.

Det originale Mushroom Wars udkom til PlayStation 3 tilbage i 2009 og blev i 2013 konverteret til iOS og Android. Styrkeforholdet mellem mobile platforme og konsoller har siden dengang ændret sig og det kan ses på, at Mushroom Wars 2 startede med at udkomme på iOS og Android i 2016 og senere kom det til PC og Nintendo Switch. Nu er det så endelig udkommet på PlayStation 4.



Mushroom Wars 2 er et simpelt og let tilgængeligt realtime strategispil. Det er langt simplere end de fleste andre spil i genren, men det gode er, at det skærer ind til essensen af RTS genren og det er her at mobil-rødderne kommer til syne. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Gameplayet er simpelt; man skal forsøge at nedkæmpe fjenden ved at bygge forskellige strukturer, fremavle tropper og angribe når man er klar til det - og naturligvis også forsvare ens egne bygninger. Der er tre forskellige spiltyper; Conquest hvor man skal nedkæmpe og overtage alle fjendens bygninger, Domination hvor man vinder ved at få kontrol over nogle specielle bygninger og endelig King of the Hill, hvor en man skal overtage nogle specielle bygninger og holde dem længe nok til at en tæller når ned på nul. Den spiller, der først får tømt tælleren, vinder.



Man kan bygge tre forskellige strukturer; landsbyer (der fremavler tropper), tårne (som forsvarer et område med kanoner) og smedier (som gør ens tropper stærkere og mere modstandsdygtige). Landsbyer og tårne kan opgraderes og jo større ens landsbyer er, jo stærkere er deres forsvarsværker og jo flere soldater kan de producere.

Oven i dette, kommer der et simpelt moral-system. Jo flere fjender man angriber, jo flere bygninger man opgradere og jo mere man formår at forsvare sig selv, jo mere stiger ens moral. Når moralen stiger, bliver ens soldater bedre i kamp, de er bedre til at forsvare sig og de bevæger sig hurtigere. Ens moral falder igen hvis man ikke holder sig i bevægelse, så dette system er med til at sørge for, at man hele tiden bevæger sig fremad.



Alt efter hvilken af de 10 heroes man spiller med, får man adgang til fire skills, som kan bruges under kampene. Man kan for eksempel give ekstra beskyttelse til en af ens strukturer i en kort periode, man kan give sig selv et skud ekstra moral, man kan få ens tropper til at bevæge sig hurtigere i en kort periode og man kan sætte agenter til sarbotere fjendens bygninger og evt. overtage dem, hvis de står tomme.

Gameplayet er dejligt let tilgængeligt, men er noget til den simple side. Det går mest af alt ud på at finde en balance mellem at producere tropper i landsbyerne, hvornår man skal opgradere ens bygninger (man er sårbar mens opgraderingen står på, da det kræver soldater til at udføre opgraderingen), hvor ens tropper skal placeres og hvornår man skal angribe.



Det er underholdende i kortere perioder, men det vil være for tyndbenet for RTS fans - og specielt i kampagnen går det hen og bliver noget ensformigt, da der ikke er den store afveksling i de mange forskellige missioner. Ud over kampagnen, er der mulighed for at spille multiplayer for op til fire spillere enten online eller lokalt - alle mod alle, 2 mod 2 eller mod bots.

Mushroom Wars 2 er et hyggeligt lille RTS, som man kan spille med de yngre spillere i familien - eller med spillere, der ikke kender til RTS-genren. Det er let at komme ind i, men på de sværere sværhedsgrader er der rigelig med udfordring til dem der vil udfordres lidt mere. Det vil dog nok være for simpelt til RTS-fans og kedsomheden sætter desværre lidt for hurtigt ind.

Mushroom Wars 2 kan købes på PlayStation Store for 149 kr.
+ Let at gå til, mange missioner, fin og hyggelig grafik
Bliver hurtigt ensformigt, for simpelt for RTS-fans
Gameplay:6.5
Grafik:7.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.