MySims SkyHeroes

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. oktober 2010 - kl. 16:02
Del denne artikel:
0 0

Det første spil i MySims serien er endelig udkommet til PlayStation 3. MySims SkyHeroes er et actionpræget flyspil henvendt til de yngre spillere.

MySims spillene er spin-offs af den vanvittigt populære Sims serie og udspringer af, efter udviklernes eget udsagn, et ønske om at lave mere familievenlige og tilgængelige spil, men som stadig er Sims. Der er allerede udkommet en god håndfuld spil i MySims serien, hovedsageligt til Nintendo Wii og Nintendo DS – men nu har serien taget springet over på PlayStation 3.

MySims serien har taget det spillere elskede ved Sims serien, nemlig muligheden for at bygge og lave sine egne figurer og ting og placeret dette i et mere familievenligt univers – og denne gang endda i et mere actionpræget spil end de tidligere i MySims serien, nemlig i et flyspil.


I spillets Story Mode tager man rollen som en ung pilot, der er styrtet ned på en ø og har mistet sin hukommelse. Heldigvis bliver han reddet af et par andre piloter, som viser sig at være fra en oprørsbevægelse, der kæmper en indædt kamp mod Morcubus (skurken i alle MySims spil). Morcubus har en plan om, at få herredømme over luftrummet og dermed forhindre alle andre i at flyve og det vil en række piloter naturligvis ikke finde sig i. Inden man ser sig om, er man indlemmet i denne oprørsgruppe og man skal nu over mere end 40 missioner, kæmpe mod Mocubus og hans håndlangere i hektiske luftkampe højt over jorden.

Man deltager enten i traditionelle dogfights, hvor man skal skyde fjenden ned, ved hjælp af en lang række våben. Ens fly er som standard udstyret med en maskinkanon og med missiler men overalt på banerne er der power-ups, der enten er forskellige ekstra våben som kraftige shutguns, målsøgende missiler eller mere defensive ting som skjold eller turbo. Disse dogfights udkæmpes enten som alle-mod-alle eller som to teams mod hinanden.

Desværre kan disse dogfights være både noget forvirrende og rodet. Det er svært at se hvor ens modstandere er og når man endelig finder dem, reagerer de lynhurtigt og de er hurtigt ude af ens synsfelt igen. Det hjælper dog lidt på det, når man i løbet af spillet får opgraderet sine fly, men alligevel synes jeg at denne del, er unødvendigt forvirrende. Det er lidt svært at se hvordan målgruppen, som må formodes at være lidt yngre spillere, kan undgå at blive irriteret over disse dogfights og dermed måske miste interessen for spillet.


Noget sjovere er Race missionerne. Her skal man flyve om kap med de andre piloter igennem en række checkpoints. Man har stadig en lang række våben til rådighed og denne missionstype er noget sjovere og langt mere tilgængelig end dogfights. Fælles for begge missionstyper er, at alt efter hvor godt man klarer sig, låser man op for nye simmere og nye dele til ens fly.

Mellem missionerne bevæger man sig rundt på en jordklode, for at modtage nye missioner og få dele af den simple historie fortalt. Der er lange intetsigende samtaler mellem simmerne, hvor man skal høre på deres sludresprog og det er ikke muligt at springe disse sekvenser over – så de bliver mildest talt noget anstregende med tiden.

Foruden historiedelen indeholder spillet en Quick Play mulighed, hvor man kan gennemgå spillets grundige træningsmission og spille de to ovennævnte missionstyper lige så tosset man vil. I multiplayer kan man spille sammen med en ven lokalt i splitscreen eller man kan gå online og spille med, eller mod, andre spillere. Multiplayer delen er nok der man vil bruge mest tid og her elimineres det store irritationspunkt fra dogfight missionerne nemlig, da det er rigtige mennesker man spiller imod og ikke nogle mere eller mindre overnaturligere piloter.


Der hvor Sims-delen af det hele kommer ind, er i spillets Hangar. Her kan man meget let bygge sin helt egne fly og senere udstyre dem med nye vinger, motorer, haleror eller modificere formen på flyets krop, individuelt farvelægge hver enkelt del, tilføje ens eget logo og tune flyet med forskellige power-ups. Der er fra start et utal af forskellige dele til rådighed og efterhånden som man bevæger sig igennem spillets historiedel, åbnes der op for massevis af nye dele og udstyr til ens fly.

Ens simmer kan også laves præcist som man ønsker det. Også her, er der massevis af muligheder for modifikationer, da alt fra frisure, hårfarve, hudfarve, formen på munden og øjnene til stemmen, tøjstilen og hvilke briller ens simmer skal have på, kan defineres. Her vil de yngre spillere let kunne være med, da det er særdeles let at lege med spillets værktøjer, så man kan hurtigt få lavet nogle ganske morsomme figurer og nogle fede fly.

Grafikken er holdt i en simpel tegneseriestil og det passer fint til MySims universet. Af og til virker grafikken dog noget grov og lidt for simpel, hvilket er en af grundende til, at det kan være svært at se sine modstandere i dogfight missioner. Det er lidt ærgerligt, at fordi man laver et spil til yngre spillere, kan man jo godt lave flot og lækker grafik, i stedet for denne noget simple og ujævne grafik. Lydsiden er ganske fin og er præget af simmernes sædvanlige sludresprog og fine lydeffekter. Soundtracket bliver man lidt træt af med tiden, men det kan man da heldigvis skrue ned for.


Selv om spillet bærer Sims navnet, har det dog ikke meget tilfælles med de rigtige Sims-spil. Det virker mest som et simpelt flyverspil med en (dog let og ganske omfattende) modificeringdel. Gameplayet er simpelt og forholdvis let at gå til – dog virker dogfight missionerne, som tidligere nævnt, unødvendigt svære og forvirrende og det ville ikke overraske mig, hvis dele af målgruppen vil falde fra på grund af dem.

MySims SkyHeroes virker lidt som et rygrads produkt. Gameplayet er ikke specielt underholdende og det bliver ret hurtigt ensformigt. Målgruppen vil sikkert more sig med at lave massevis af forskellige fly og sjove karakter, men det bliver også kedeligt på et tidspunkt, specielt når spillet, hvor man kan bruge ens kreationer i, er så middelmådigt som det er.
Gameplay:6.0
Grafik:6.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.