Det er desværre et lidt suspekt faktum, at Namco hermed har udgivet flere "classic-compilations", end de egentlig har udviklet "classics". Alle platforme har mindst et par, og det må indses, at der faktisk intet nyt er at finde i denne udgave. Det er med andre ord de fuldstændig samme spil, som de har rodet rundt med de sidste par år. I anledningen af deres 50 års jubilæum følte de dog nødvendigt at påminde os om, at de STADIG opfandt Pac-man. Men der er selvfølgelig mere til denne compilation end blot den osteglade lille bold. I alt blev det til 14 spil. De er: Pac-man, Ms. Pac-man, Galaga, Galaxian, Dig Dug, Rally X, Pole Position I+II, Xevious, Dragon Spirit, Bosconian, Rolling Thunder, Mappy og Sky Kid.
 |
Gameplay
Dette er gamle spil, så gameplayet er generelt meget simpelt og baseret på at opnå imponerende high-scores i korte intense forsøg fremfor større fordybning. Ofte er det blot d-padden og en knap, der skal til. Det er simpelt og til tider ganske vanedannende, men efter nogle minutters spil vender man alligevel tilbage til hovedmenuen for at prøve noget nyt, og sådan bliver det ved.
Udfordring må der dog siges at være rigeligt af, for nok er spillene måske simple, men for pokker de er svære - nogle noget nær uspillelige - det ratbaserede Pole Position er især en prøvelse for tålmodigheden. Man kan dog justere "liv", "bonus-rater" og andre ting i spillenes individuelle menuer, hvis man skulle have lyst til det - en ganske god ide.
Men med undtagelse af Pole Position spillene er det hele, som det var dengang. God sprød kontrol med spilkoncepter, som man kan lære på 2 sekunder, men på samme tid gør denne meget banale tilgang desværre også, at man måske bruger mere tid på at vælge mellem spillene end man egentlig bruger på at spille dem.
Grafik
Grafikken er præcis, som man husker den fra de gamle arkadekabinetter, simpel og farverig. De senere udviklede spil som drage-shoot'em up'en, Dragon Spirit og agent-platformeren Rolling Thunder er selvfølgelig pænere end de helt tidlige Pac-man og Dig Dug, men der hersker ingen tvivl om, at dette er perfekte gengivelser. Men med PS2'ens kraft er det naturligt at stille spørgsmåltegn ved, hvad den egentlige bedrift ved dette er. En lille hage ved al denne autensitet er dog, at flere af spillene også vises i det gamle arkadebilledeformat. Med andre ord er der store sorte bjælker i begge sider af skærmen, og dette kan desværre ikke - i modsætning til PSP versionen - slås fra.
Menuen, som Namco selv beskriver som en virtuel arkadehal, er ganske skuffende. Det er bare en roterende scene med ubemærkelsesværdige polygone spillemaskiner. I tidligere Namco Museum spil var der faktisk tale om et egentlig museum, hvor man kunne gå rundt i 1. person og se på artwork etc, men af uvisse grunde har Namco valgt at droppe dette.
 |
Lyd
Lyden i spillene er også gengivet ganske nøjagtigt i al deres "blip-blop" storhed. Det er meget løjerligt det hele, og flere af melodierne virker i sandheden som det, der fører en tilbage til den forgangne tid. Dog må man respektere Namco for at have samlet en håndfuld fede 80'er hits for at gøre ens tid i menuen ekstra tiltalende fremfor egentligt at spille spillene. Der er måske kun 4-5 forskellige sange, men muligheden for at høre "Come On Eileen" af Dexy's Midnight Runners i et spil er altid værd at rose. Men igen - siden man ideelt kun opholder sig i menuen sekunder af gangen - synes det at være lidt spild af gode licenser. Havde muligheden været der for at høre disse hits, mens man spillede se DET ville have været fedt.
Holdbarhed
Efter længere tid med spillene vil man hurtigt finde frem til, hvilke man kan lide og hvilke, der blot er kropumulige obskuriteter, og selv efter det vil man nok ikke bruge mere end et par minutter på hvert spil, da der ikke er mulighed for at save, udover spilindstillinger og high-scores. Forfra hver gang med andre ord. Der er multiplayermuligheder, men det er nok de færreste af ens venner, der vil foretrække et kort spil "Sky Kid" over et slag Tekken eller en omgang Burnout. Pointen er nok mere bare at have spillet på hylden og så trække det frem, når man har lyst til lidt simpel, hurtig underholdning eller måske bare "a trip down memorylane". Hvor ofte man får lyst til sådan en tur er dog tvivlsom med alle de andre gode spil, der findes derude.
Overall
I sidste ende må det erkendes, at denne samling i bund og grund er temmelig unødvendig og lugter lidt af pengetricks fra Namcos side. Der er ingen nye spil og ingen egentlig grund til at investere, hvis man har et af de andre. Har man ikke det, er det dog en ganske fin samling. Men den lever meget i kraft af nostalgi for dem, der i sin tid smækkede mønter i maskinen i et forsøg på at blive nummer et i Mappy i den lokale omegn. Er man yngre end det, er der ikke meget at komme efter. Det ER videospilshistorie ingen tvivl om det, men vi er kommet langt siden da, og den moderne spiller vil nok ikke finde meget at elske i denne udgivelse. Et par minutters morskab her og der måske, men det er også det.
Facebook
Twitter
