Naruto: Ultimate Ninja Storm

Anmeldt af: Mikkel Vinther - 2. januar 2009 - kl. 11:05
Del denne artikel:
9 0

Naruto-serien nyder for øjeblikket godt af sin enorme popularitet, og nu er det første spil til Playstation 3 landet.

For mange år siden hærgede den nihalede ræv over landet. Ingen kunne stoppe den og dens altødelæggende hærgen, indtil en ninja ofrede sit liv for at stoppe den. Essensen af den nihalede ræv og dens enorme kræft blev forseglet i en lille dreng, og fred kom endnu engang til landet. Ninjaen, der måtte ofre sit liv, blev kendt som den fjerde Hokage.






Den lille dreng var Naruto, og takket være sjælen, der er spærret inde i ham, besidder han helt unikke kræfter. Historien i Ultimate Ninja Storm tager sit udgangspunkt i Naruto’s start som nyudklækket ninja og hans rejse til at blive den bedste ninja endnu set. Dog er historien kun noget en fan af serien vil kunne nyde, da spillet starter ud uden at give en baggrundshistorie eller introducere spilleren til de forskellige personer, Naruto snakker med. Dette kan skabe en hel del forvirring for personer, som ikke er kendte i seriens univers. Men hvis man er bekendt med historien, vil man kunne nikke genkendende til steder og personer fra serien. Hvis man aldrig før har været introduceret til universet, så er dette ikke stedet man skal forvente at få baggrundshistorien eller få præsenteret hvad der egentlig foregår, da spillet er meget tynd i dets historie og aldrig giver en uddybende forklaring på, hvad der egentlig foregår og hvorfor man gør, som man nu gør. Historien er dog ikke en stor fokus i spillet, men den er motivationen bag spillets primære del; nemlig Ultimate Mission Mode delen.

Ultimate Mission Mode fungerer som spillets primære singleplayerdel, hvor man hopper i skoene på Naruto igennem hans jagt på at blive en rigtig ninja. De primære missioner, man bliver sendt på er, hvor man skal slås mod forskellige fjender fra serien i mand mod mand kampe. De bliver dog afbrudt af forskellige minispil og nogle spektakulære bosskampe. Variationen imellem minispil, kampe og bosskampe er ganske acceptabel. Dog er der kun så meget variation, man kan lave over disse emner, og der vil være tidspunkter, hvor man føler, at der er tale om en masse gentagelser. Specielt minispillene bliver gentaget i stor grad, da der reelt kun er to forskellige minispil at give sig i kast med. De er dog begge to ganske underholdende og giver et fint afbræk fra de mange slåskampe. Men det bliver dog aldrig sådan, at man føler, at man laver de to samme ting lige i træk.






Eftersom kamp er den primære del af Naruto, så er kampsystemet en af de vigtigste ting i spillet, og generelt så leverer Ultimate Ninja Storm en rigtig god gameplayoplevelse. Kampene i Ultimate Ninja Storm er hurtige, intense og generelt utroligt underholdende. Styringen er bygget op om, at man har en primær angrebsknap, en hop-knap og en knap til langdistanceangreb. Disse tre knapper udgør basen for alt, hvad man kan i spillet. Der er dog mulighed for at udvide sine teknikker med muligheden for support personer og ekstra genstande at smide i kamp. Ingen af de ting er dog påkrævet for at man kan få morskab ud af den simple og lettilgængelige opsætning. Den simple styring gør, at alle nemt kan samle spillet op og være i gang med at have det sjovt i løbet af kort tid. Dog betyder det også, at kampsystemet ikke er videre kompliceret. Hvis man trykker konstant på angrebsknappen, vil man lave en masse utroligt flotte angreb, som er visuelt meget tilfredsstillende, men efter noget tid begynder man at efterlyse noget mere kompleksitet, og det kan for nogle skabe kedsomhed i gameplayet. Men for de yngste betyder det fuld fart fremad og rigtig god underholdning på meget kort tid.

Den gode styring i kampdelen er dog ikke en der fungerer specielt godt, når man er mellem spillets missioner og løber frit rundt i Naruto’s by. Her er kameraet en smule uregerligt, og styringen føles en smule sløset. Det er specielt svært at lave præcisionshop med den svævende styring. Dog tilbringer man som spiller ikke alverdens tid i byen mellem missionerne, men det kan dog skabe frustrerende øjeblikke til tider. Styringen i kampene er dog præcis og underholdende, hvilket er spillets primære fokus. Udover en lang og udfordrende singleplayerdel, så byder Naruto også på muligheden for at spille mod en ven. Der er dog ikke mulighed for at spille online eller gøre mere udover at spille med en enkelt ven, hvilket er en smule skuffende, da det kunne have været ret så sjovt at gå online og se, hvem der er den bedste ninja.






Men hvad spillet mangler af indhold og variation, gør det op for i grafik og den generelle visuelle præsentation. Ultimate Ninja Storm er et af de absolut flotteste kampspil, der er blevet udgivet på Playstation 3. Animationerne er helt forrygende med en masse charme og detaljer, så man føler næsten, at man sidder og ser et afsnit af serien i stedet for, at man spiller et spil. Personerne har alle en masse detaljer, og med en solid framerate kan det bedst beskrives som en interaktiv tegnefilm. Miljøerne er dog en smule tomme, og der er ikke mulighed for at bruge dem til sin fordel i kampene. De er dog store og med masser af plads til at løbe rundt i. Lydmæssigt er spillet også ganske imponerende, og med både japanske og engelske stemmer er der mulighed for at tilfredsstille både den store Naruto-fan, der vil have de originale stemmer og den yngre generation, som blot vil forstå, hvad der bliver sagt. Musikken er udmærket men generelt meget anonym i dens præsentation og formår aldrig at skille sig ud eller gøre sig bemærket. Dog er det grafikken, som gør sig mest bemærket, og hvis man søger et spil, som kan få kæber til at falde til jorden samtidig med, at man kan få noget let tilgængeligt og nem underholdning, så er Naruto et godt bud.

Naruto: Ultimate Ninja Storm er et ganske vellykket spil. Den simple struktur gør, at enhver kan være med til at dele tæsk ud til højre og venstre, og den imponerende grafik gør, at man kan få en masse fornøjelse ud af bare at kigge på spillet. Gameplayet er dog ret simplificeret, og for den kræsne kampspiller kan det gå hen og blive kedeligt i længden. Men for alle Naruto-fans med en Playstation 3, så er dette spillet man bør eje.
Gameplay:7.5
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.