NBA 2K Playgrounds 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 26. oktober 2018 - kl. 14:15
Del denne artikel:
1 0

Arkade-basketballspillet NBA Playgrounds er tilbage, denne gang med 2K’s basketmuskler bag sig. Læs i vores anmeldelse her, om det resulterer i et bedre spil.

NBA 2K Playgrounds 2 er efterfølgeren til sidste års NBA Playgrounds - og den vakse læser har sikkert allerede nu bemærket, at 2K nu er inkluderet i navnet og det er ikke bare for sjov.



Da NBA Playgrounds udkom sidste år, fyldte spillet det hul som NBA Street for år tilbage efterlod, men der var bestemt plads til forbedringer. Denne efterfølger, nu udgivet under 2K’s NBA 2K label, føles meget som det første spil og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Der er igen tale om meget arkade-agtig 2-mod-2 streetbasket, hvor der er fokus på vilde tricks og god stil. Gameplayet er strammet op i forhold til sidste års udgave og specielt forsvarsspillet er mere balanceret. Man kan stadig lave de fedeste over-the-top moves og det basketspil man ser udfolde sig på skærmen, er ikke på nogen måde realistisk, men det ser godt ud og er sjovt at spille.



Efterhånden som man scorer og laver fede moves på banen, fyldes ens Lottery Pick Ball måler op og når den er fyldt, får man i en kort periode adgang til en af ni specielle egenskaber. Disse egenskaber kan enten give dig en fordel eller påføre modstanderne en ulempe - en af favoritterne er, at ens kurv bliver indhyllet i is, så der ikke kan scores før isen bliver brudt. Disse egenskaber er ganske underholdende og de kan tippe en kamp i løbet af få sekunder og naturligvis er det frustrerende, når det går ud over en selv.

Playgrounds 2 indeholder en række fine spiltyper. Der er Exhibition Match, som kan spilles side om side med en ven online, der er NBA Season med en række 3-minutters kampe, en lille håndfuld online spiltyper i Playgrounds Championships og så måske den sjoveste af dem alle, nemlig Exhibition 3-Point Contest, hvor man på tid skal lave så mange 3-point scoringer som muligt. Det er et ganske underholdende partyspil.



Ligesom i det første spil, går det denne gang også ud på at skabe sit eget hold med tidligere og nuværende NBA stjerner, som man kan vise frem i spillets online spiltyper. Man får adgang til nye spillere via pakker med spillerkort - men det er ikke noget man kommer let til. Hele spillet er nemlig bygget op omkring disse pakker og det kan hurtigt komme til at føles som et stort grind, da der kræves en betydelig indsats fra spilleren i form af en masse kampe for at optjene Baller Bucks nok til, at kunne købe disse pakker med kort. Der er tre niveauer af pakker; bronze, sølv og guld - og i de dyre guldpakker er der naturligvis større chancer for at få de bedste Epic og Legendary spillere.

Man kan naturligvis også betale sig fra det. Ved at betale 5.000 guldmønter kan man nemlig låse op for alle spillerne på én gang. Lad mig bare sige det med det samme - det vil tage helt uoverskueligt lang tid at optjene 5.000 guldmønter i spillet, men så er det jo heldigt, at man let kan anskaffe guldmønterne på PlayStation Store og dermed for lidt over 60 kr. kan låse op for alle spillets spillere.



Heldigvis starter alle spillere på bronze-niveau, så selv om man betaler sig fra grindet, skal de stadig opgraderes manuelt i spillet via XP. Selv om det ikke er direkte pay-2-win, så ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal synes om den slags. Jo, det er muligt at låse op for spillerne på normal vis, men man skal være udstyret med en usædvanlig stor portion fritid, hvis man skal spille sig til de bedre spillere - og da der kan være dubletter i spillerpakkerne, bliver grindet ikke ligefrem mindre.

NBA 2K Playground 2 har et fint mix af basketlegender og nutidige NBA spillere - og det er takket være 2K Games’ indblanden, da 2K ejer rettighederne til brugen af NBA spillere takket være deres NBA 2K spilserie. Vi støder på både legender som Kobe Bryant og Michael Jordan og nutidige stjerner som Kevin Durant, Stephen Curry og Russell Westbrook.



Grafikken og lydsiden i NBA 2K Playgrounds 2 er begge dele rigtigt fine. Grafikken er farverig og bubble head spillerne ser fine ud og deres animationer er tilpas overdrevne til, at de passer ind i spillets helt igennem useriøse og laid back stil.

Lydsiden præges af et friskt hip-hop soundtrack, fine lydeffekter og kommentatorer som gør det helt fornuftigt. Jeg oplevede dog flere gange, at hvis jeg havde justeret på lydniveauet via spillets menu, så ville enten lydeffekter eller musikken forsvinde ganske kort inde i en kamp. Så var det en tur ind i menuen og justere lidt på lydniveauet og så kom de begge igen, men kort efter kunne de forsvinde igen. Fejlen opstod kun, hvis man havde justeret på lydniveauet og ikke hvis lydeffekter, kommentatorlyd og musik stod på 100%.



NBA 2K Playgrounds 2 er et fint arkadebasketspil, selvom det måske minder lidt for meget om sidste års udgave. Efter min mening skæmmes spillet af det grind der lægges op til. Jeg elsker spil, som hele tiden belønner spilleren og får spilleren til at føle sig som den bedste i verden - NBA 2K Playgrounds 2 gør lige præcis det modsatte; det holder på alle godterne og engang imellem kan man lige få lov til at smage lidt på dem, inden det igen siger “Nej nej nej, ikke mere nu, du har ikke credits nok”. Det er ærgerligt.

NBA 2K Playgrounds 2 kan købes på PlayStation Store for 239 kr.
+ 3-points minispil, flot grafik, let tilgængeligt gameplay
Dele af lydsiden forsvinder regelmæssigt, alt for svært at låse op for nye spillere, minder lidt for meget om sidste års spil
Gameplay:7.0
Grafik:8.0
Online:7.0
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.