Som inkarneret basketspiller har jeg spillet næsten ALT, hvad der er af basketspil fra dengang jeg spillede All Star Basketball på min Commodore64 og senere hen Commodore128. Jeg har også været en af de stakler, der brugte alle sine lommepenge i 5ere ude i svømmehallen, da de fik spillemaskinen med NBA Jam. Og til sidst har jeg på et eller andet tidspunkt ejet alle versioner af NBA Live.
Så da jeg blev spurgt af høvdingen, om jeg ikke havde lyst til at anmelde NBA 2K6, var jeg ellevild, og jeg kunne næsten ikke vente. Men da jeg endelig modtog spillet og smed det i min PlayStation 2, blev jeg overordentligt skuffet. Hvorfor jeg blev skuffet, kan du læse mere om, hvis du fortsætter.
Gameplay
Som de fleste nok har opdaget, handler det (igen) om basketball, og jeg vil da lægge ud med at ridse op, hvad der gør NBA 2K6 til et nyt og anderledes basketspil. Men derefter vil jeg så ridse op, præcis hvorfor det ikke fungerer særlig godt.
Den første store ændring fra 2K Sports side er det såkaldte Shot Stick, der i bund og grund betyder, at man skal bruge den højre analog stick (på PS2-controlleren i denne anmeldelse) til at skyde med. Det betyder, at hvis man f.eks. løber mod kurven og drejer rundt på den højre stick, laver man et lay-up, hvor man drejer en gang rundt om sig selv. Det samme gælder skud fra distancen. Ønsker man at lave et almindeligt hopskud, skal man trykke op på højre stick, men man skal sørge for ikke at slippe for hurtigt eller for langsomt, for så brænder man skuddet. Det samme princip gælder straffekastet bortset fra, at man her skal trykke ned på sin højre stick.
Denne nye feature vil i starten føles mærkelig, og man skal lige vende sig til den, men når man først har prøvet det i et stykke tid, skulle man mene det bliver bedre, men det gør det bare ikke. Fordi man kan kombinere tryk i forskellige retninger, bliver ens skud aldrig rigtig, som man ønsker, fordi man for eksempel kommer til at trykke en smule til højre eller venstre, inden man trykker op for at lave et hopskud.
Den nye Shot Stick bruges også i forsvaret, hvor man nu bruger den højre analog stick til at stjæle eller blokere bolden, men igen virker det her alt for tilfældigt, og for det meste ender man med, at modstanderen laver en finte og blæser forbi en, mens man står og måber.
En anden nye feature er det såkaldte VIP-system. VIP-systemet gør det muligt at gemme sine venners profil, efter man har spillet mod dem. På den måde kan man (når man er alene) spille mod sin vens profil igen og igen og på den måde lære hans eller hendes svagheder. Den samme feature kan bruges i onlinedelen, hvor man inden turneringer kan downloade de andre tilmeldtes profiler, så man kan træne mod dem, inden man rent faktisk skal møde dem på banen.
Den mest positive feature ved NBA 2K6 er spillet Franchise Mode, hvor man som ejer af holdet skal sørge for at hyre træningspersonale og sætte træningsrutinerne. Denne udgave af en Franchise Mode er nemlig den mest omfattende, undertegnede nogensinde har prøvet, og man føler virkelig, at man har kontrol over et multimillioner dollars foretagende.
Grafik
Rent grafisk er NBA 2K6 en skuffelse. Man starter, som i mange andre spil, storymodeen med at oprette sin egen spiller, og det er rigtig dejligt at se mængden af detajler, som 2K Sports har gjort det muligt at indstille. Men det er desværre bare så ærgeligt, at grafikken ikke er god nok til at vise de detaljer, man lige har siddet og ændret i.
Man finder hurtigt ud af, hvor ringe spillet er rent grafisk, når man i det allerførste replay kan se, hvordan spilleren laver et eller andet supermove, der gør, at han ikke behøver at løbe hen til kurven - det virker lidt som om han teleporterer derover. Jeg ved godt, at det måske er mig, der hænger mig i detaljer lige nu, men hvis man ser på, hvad nogle af årets andre basketballudgivelser har præsteret, så lever NBA 2K6 bare ikke op til den standard, der er for sportsspil i dag.
Lyd
Lydsiden er faktisk det eneste aspekt i spillet, der giver en nogenlunde tilfredsstillende følelse. Udover de sædvanlige lydeffekter med gummisko mod banen og den slags ting, finder vi også den klassiske kommentator, der bliver ved med at gentage sig selv, fordi denne kun har et meget snævert ordforråd.
Men ser vi bort fra effekterne og kommentatoren og kigger på musikken, er det her, vi finder det bedste ved NBA 2K6. Som i de fleste andre basketballspil består soundtracket af alskens afskygninger af hip-hop numre fremført af alt fra superstjerner til ukendte artister, der gerne vil frem i verden.
Og selvom soundtracket ikke når op på højde med dem, vi har set i spil som GTA-serien, så er det stadigvæk et over-middel basket-soundtrack.
Holdbarhed
På grund af NBA 2K6s mange forskellige gamemodes skulle man tro, at spillet ville holde rigtig længe. Spillet byder jo som nævnt både på off- og onlinemultiplayer samt flere forskellige game-modes til singleplayeren med den sløve bredbåndsforbindelse.
Men. Ja der er et men! Hvad nytter det med så mange forskellige modes, når kontrollen og grafikken hurtigt skræmmer en langt væk? Spillet lægger primært vægt på spillets Story Mode, hvor man som spiller skal arbejde sig op fra de udendørs amatørbaner til de tilskuerfyldte kæmpe-arenaer i NBA, men denne storymode er meget præget af gentagelser, som hurtigt gør det meget kedeligt for spilleren.
Overall
Alt i alt er NBA 2K6 et meget middelmådigt basketspil, hvor de mange gode ideer bare ikke er nok til at gøre spillet til en vinder. Den ringe grafik og den mystiske kontrol gør, at de mere garvede spillere hurtigt vil kigge sig om efter et bedre alternativ.
Uden at det hele dog skal være negativt, kan der på den positive side nævnes de mange gamemodes og muligheden for onlinemultiplayer, men de falder desværre til jorden med et brag på grund af kontrollen, som i teorien lyder rigtig god, men i praksis ikke er særlig god.
Jeg håber dog, at de spillere, der er heldige at eje en Xbox360, forhåbentlig får en pænere grafikside. Så må vi jo alle håbe, at det er nok til at kompensere for den dårlige styring.
Facebook
Twitter
