NBA Live 07

Anmeldt af: - 19. oktober 2006 - kl. 13:51
Del denne artikel:
0 0

Så er vi endelig nået til det tidspunkt på året, hvor Electronic Arts spytter den årlige opdatering af deres mange sportspil på gaden. Blandt de opdateringer finder vi blandt andet baskettitlen NBA Li

Så skal jeg til det igen. Det er nu 3. år i træk, jeg får lov at anmelde NBA Live fra EA Sports. Den nye udgivelse hedder selvfølgelig NBA Live 07 og byder på det samme klassiske basket-gameplay krydret med et par nye supergode tiltag.

Gameplay
For dem, der endnu ikke har lugtet lunten, så drejer det sig om en ting; basketball. Og for det ikke skal være løgn, er det basketball i verdens bedste liga, nemlig den amerikanske NBA liga.

Jeg havde tænkt mig at starte med alt det nye, så lad os da det. Den første nye feature i NBA Live 07 er spillets Advanced Dynasty Mode. Denne mode er en videreudvikling af den ”gamle” Dynasty Mode, som gør det muligt for spilleren at tage rollen som manager på ens yndlingshold og sørge for, at holdet fungerer som en enhed og forhåbentlig når hele vejen til mesterskabet. Desuden får man i Dynasty Mode mulighed for at lede efter nye talenter, opstille handler med andre hold og undersøge rygter om f.eks. skadede spillere på konkurrerende hold.

Den næste nye ting er spillets Freestyle Superstars. For dem, der spillede 06 udgaven, kan man huske, at det var spillere, der var gode på et særligt område. For eksempel kunne nogle spillere være gode til at lede de andre, mens en anden måske var en god skytte på distancen. Dette koncept har EA taget et skridt videre, og i NBA Live 07 kan en spiller nu have flere forskellige profiler. Som eksempel kan Tracy McGrady (der også er spillets cover-figur) skifte mellem at være Playmaker, Shooter, Highflyer og Sharpshooter. Men det betyder ikke, at han er perfekt til det hele. Freestyle Superstars er nemlig blevet inddelt i levels, hvor 3 er det højeste. Det vil sige, at når f.eks. Tracy McGrady har level 3 i Highflyer men kun level 2 i Playmaker, så betyder det, at han er god til at angribe kurven og dunke eller lave layup, men han er ikke nær så god til at være den, der fører bolden op ad banen og sørger for, at holdets strategi bliver udført.

NBALive07


Den sidste nye ting er den nye integration med ESPN. Dette betyder, at hvis ens PlayStation2 eller Xbox/Xbox 360 er logget på Nettet eller Xbox Live, så vil man under kampene bliver informeret om, hvad stillingen er i de kampe, som foregår i den rigtige NBA liga. Det er så sejt at sidde og spille en kamp og pludselig ruller slutresultatet fra en rigtig kamp henover skærmen, men det er ikke alt. For ESPN integrationen gør det nemlig også muligt for spilleren at høre lydklip fra interviews, og man får også mulighed for at streame video med højdepunkter fra forskellige kampe – alt sammen inde fra spillet. Det eneste minus ved at kunne streame video er, at man bør have en nogenlunde ordentlig bredbåndsforbindelse.

Nu tænker mange af jer nok: ”Jamen, er der slet ikke noget negativt?” Og nej, det er faktisk ikke ret meget, der er at brokke sig over. Dog vil jeg pointere, at jeg personligt synes, at kampenes hastighed og flow er gået meget ned i tempo, og det kan derfor godt virke som om spillet hakker eller ”lagger” lidt en gang imellem.

Grafik
Grafisk er der ikke sket den store ændring fra 06 til 07 versionen, men det betyder ikke, at grafikken er dårlig. Nej tværtimod er grafikken stadig i en klasse for sig og er nok det flotteste basketspil, der nogensinde har været i nærheden af mine konsoller. Selvom min gamle PS2 ikke helt kan følge med min Xbox 360, så er begge udgaver stadig utrolig flotte og helt klart markedets flotteste basketspil.

NBALive07


Jeg savner dog et par små detaljer, som de har fjernet over årene. Først så fjernede de det half-time-show, der var i spillet dengang, det først kom til PS2. Her kunne man i halvlegen nyde hjemmeholdets cheerleadere og maskot for fuld udblæsning i en filmsekvens. Dernæst fjernede de den lille trailer i starten, hvor en masse basketstjerner siger: ”EA Sports – Its in the Game”.

Jeg ved godt, at de to ting kun er detaljer, men det er stadig noget, der var med til at give spillet en god helhed, og jeg ser meget gerne, at EA bringer disse ting tilbage i NBA Live 08.

Lyd
Lydsiden i sportsspil har altid været det punkt, hvor folk beklager sig mest. Som regel er det kommentatorerne, der får på puklen, og sådan er det til dels også her. Men lad os starte med soundtracket.

Soundtracket består (som altid) af sprøde hiphop-rytmer, der passer fantastisk til det flow, der er i spillet. Desværre er soundtracket ikke spækket med superkendte navne, og mange vil nok mene det mest kendte er Gnarls Barkley med Crazy. Men det gør ikke noget, at EA ikke har kastet om sig med kendte navne, for nu spiller vi jo ikke spillet for musikkens skyld... vel?

Hvad angår lydeffekter, så er der ikke det helt nye under solen. Det er stadigvæk de samme gummisko, der gnides mod banen og boldens lyd, når den rammer gulvet er også den samme, som den har været siden jeg for første gang installerede NBA Live 96 på min pc for snart 10 år siden.

NBALive07


Der, hvor EA formår at udvide hver år, er på kommentatorsporet og alt andet tale i spillet. Spillerne har nu fået flere ”one-liners”, de kan udbryde under kampen, men det er stadig ikke noget at råbe hurra for. Men igen i år har EA fået de to kendte stemmer fra Steve Kerr og Marv Albert til at kommentere hele herligheden – dog får de i All Star Weekend besøg af ESPN analytiker Greg Anthony og TNT kommentatoren Ernie Johnson, som er med til at give deres mening om, hvordan den stjernespækkede weekend løber af stablen.

Kommenteringen af spillet fungerer som nævnt stadig bedre og bedre for hvert år, og det har selvfølgelig noget at gøre med, at udvikleren kan gemme mere og mere tale på skiven og dermed give kommentatorerne mere liv. Men det er stadig ikke 100% perfekt. Der går altså ikke længe før man (igen) sidder med en følelse af, at kommentatoren gentager sig selv om og om igen.

Holdbarhed
Et spil som NBA Live vil altid have en uovertruffen levetid. På grund af den nye afpudsede AI og den nye Dynasty Mode er det muligt at være underholdt i lang lang tid. Desuden er der jo heller ikke noget som at sønderknuse en til flere venner i en lille turnering en aften eller weekend.

Derudover forlænger det jo kun levetiden, at det endnu en gang er muligt at spille online mod folk fra hele verden samtidig med, at man nyder den sublime integration med ESPN.

NBALive07


Overall
NBA Live serien fra EA er og bliver (i undertegnedes øjne) det bedste basketballspil på markedet. Det er spillet med de bedste features, den pæneste grafik og den overall bedste spiloplevelse.

Og det er ikke anderledes med NBA Live 07. Fra det første øjeblik man tager kontrolleren i hånden til man flere timer senere lægger den fra sig igen, er man 110% underholdt hele vejen. Selv det, at man kan løbe lidt rundt og træne, mens man i menuen overvejer, hvad man vil, fungerer helt perfekt. Og man kan endda fortsætte mens konsollen loader den spilmode, man har valgt, for ens spiller forsvinder ikke før alt er loadet og klar.
Gameplay:9.0
Grafik:9.0
Online:
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.