Necromunda: Hired Gun

Anmeldt af: Christian Mortensen - 14. juni 2021 - kl. 21:31
Del denne artikel:
0 0

Necromunda: Hired Gun lyder på papiret som et godt alternativ til Doom - men desværre ender det som en skuffende affære. Læs anmeldelsen her.

Necromunda: Hired Gun er en Doom-style first person shooter, tilsat Warhammer 40.000 universet samt en række rollespils-elementer. Det lyder da umiddelbart meget godt, men desværre falder spillet hurtigt fra hinanden og det ender med at blive en middelmådig shooter.



I Necromunda: Hired Gun tager man rollen som en navnløs dusørjæger, der hærger Necromunda, en undergrunds Hive World i Warhammer 40.000 universet, der med sine enorme smeltekedler og ovne, er den største producent af ammunition og våben til The Imperial Guard. Med ens kamphund ved ens side, er man på jagt efter hævn og det foregår over 13 mere eller mindre sammenhængende missioner i denne mørke og dystre industrielle verden.

Den største force i Necromunda: Hired Gun er spilverden. Necromunda er en blanding af en kæmpemæssig fabrik, en losseplads, en slagmark og flere andre ting og den kan få de fleste andre dystre spilverdener til at ligne noget fra børne tv på DR Ramasjang. Det hele er så overdrevet og brutalt, men det er det som er med til at gøre spilverdenen til noget specielt.

Desværre er spillet bare ikke ret sjovt at spille og det virker ubalanceret. Fjenderne virker mest som kanonføde, da man oftest blot skal ramme med et par enkelte kugler før de forsvinder i en støvsky af blod og indvolde. Langt de flere kan endda nedlægges med ens nærkamps-angreb - lige bortset fra bosserne, der er lige præcis det modsatte, da de æder tonsvis af kugler uden at vakle.



Undervejs får man adgang til en lang række våben, lige fra shotguns, maskingeværer og forskellige typer af elektriske våben. Med sig har man som sagt sin kamphund. Den er beregnet til at hjælpe en i en snæver vending og som noget ganske morsomt, tilkalder man den ved at trykke på dens pivedyr. Man kan sende hunden efter de nærmeste fjender og dermed få lidt hjælp i en presset situation. Den er bare ikke specielt anvendelig, da det er hurtigere selv at tage sig af fjenderne, end at finde pivedyret frem og sende hunden afsted mod en given fjende. Hunden er en sjov gimmick, som man dog ikke vil bruge ret meget.

Endelig er der et par af spillets funktioner, der ganske enkelt ikke virker. For eksempel virker Aim Assist ikke og du vil måske spørge, hvad man dog skal bruge det til? Jeg vil sige, at med spillets hastighed og med den lidt flydende styring som en controller oftest giver, er Aim Assist ganske enkelt nødvendigt - men den virker så desværre ikke. Man kan slå den til i menuen, men spillet husker ikke ens valg og den er nulstillet næste gang man kommer ind i menuen. I det materiale der fulgte med spillet, da det landede til anmeldelse, fremgår det, at udviklerne er opmærksom på problemet og vi har af den grund holdt anmeldelsen lidt tilbage, for at se om det blev rettet, men nu har vi valgt at publicere anmeldelsen her 14 dage efter udgivelsen af spillet og det er i skrivende stund stadig ikke blevet rettet.



Alt i alt virker det som om, at Necromunda: Hired Gun er blevet udgivet for tidligt. Grundprincipperne virker spændende og det kunne have været et fint alternativ til Doom i Warhammer 40.000 universet. Leveldesignet og den brutale undergrundsverden er flot designet, men det meste af det man foretager sig i den, virker ubalanceret og ikke færdigt. I menuerne kan man vælge at få en FPS tæller på oppe i hjørnet (en rest fra en debug menu? Eller en lidt underlig feature?) og jeg lod mærke til at i menuen stod der at spillet var i version 0.58361. Det virker ikke helt final.

Der er et eller andet med balancen i spillet, som er helt off. Nogle fjender falder om, bare man puster på dem, mens andre æder kugler i flere minutter. Nogle features virker ikke og der er underlige, dog små, grafiske fejl her og der. Der er ingen vægt i våbnene når man skyder med dem, den livsvigtige Aim Assist virker ikke og ens kamphund virker som er gimmick, der nærmest ikke kan bruges til noget. Endelig er der flere af opgraderingsmenuer, som jeg nærmest ikke brugte.

Hvis man er fan af Warhammer 40.000 universet, vil jeg anbefale at man holder øje med Necromunda: Hired Gun i de kommende måneder. Man kan håbe, at udviklerne får balanceret spillet, fixet nogle af de ting der ikke virker og måske får pillet noget af det unødvendige fyld af, for under overfladen, gemmer der sig faktisk et fint actionspil, hvor der er knald på. Som det står nu, kan det dog ikke anbefales.
+ Flot grafik, spændende spilverden
Ubalanceret, ens hund er næsten ubrugelig, flere features virker ikke, overfladisk loot system
Gameplay:6.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.