Vores to hovedpersoner bliver kastet sammen, netop som et kupforsøg udspiller sig imod prins Evan, kort inden han skal krones som konge af kongeringet Ding Dong Dell. Vores to helte kender ikke hinanden til at starte med, og heller ikke engang hinandens racer, hvor Evan er fra racen Grimalkin, en blanding af kat og menneske. Så er Roland menneske, hvilket betyder en del skepsis da to først løber ind i hinanden. Men begge står i en presset situation og må flygte for overlevelse væk fra Evan’s kongerige, der er ved at blive overtaget af kansler Mausinger, som er fra racen Mousekin, en blanding af mus og menneske. De to racer Grimalkin og Mousekin har ellers levet med fred imellem hinanden i længere tid, men nu er den så gal igen. Så vi støder ikke bare kun ind i et traditionelt statskup men også en nation splittet af hinanden pga. deres forskellige racer.
Hurtigt går historien dog fra overlevelse til at bygge et ny kongerige op. Evan er ikke en type, der giver let op og efter en person, der står ham nær, bliver taget fra ham i flugten væk fra Ding Dong Dell, sværger Evan at han vil bygge en nyt kongerige op og lede den som den store konge, han blev spået at skulle have været. Evan har så store mål, at han ikke ville nøjes med et nyt kongerige hvor alle lever lykkeligt, hele verden skal leve i tryghed og aldrig se krig og død mere, hvilket bliver ens primære mål i spillet; at samle hele verden under ens banner. Ja vi snakker om verdensherredømme, men på den gode måde naturligvis, som på vejen kræver man slår en masse monster og fjender ned, så ja den del af historien virker en smule misvisende, også for en konge som er halvt kat.
Vi har dermed ikke med den mest komplekse historie at gøre til at starte med og selve målet med at samle hele verden kommer til at virke lidt naivt. Men historien udvikler sig og undervejs også med uforudsete udfordringer for vores helte, men der mangler dog lidt kant på historien, det bliver holdt uden de helt store overraskelser. Vi har med en klassisk eventyrfortælling at gøre, hvilket dog også fungerer fint og er hyggeligt, men historien kommer ikke at vinde nogle BAFTA, det er helt sikkert.
Grafisk er Ni no Kuni II som revet ud af en japanske anime, så vi har karikeret figurer, store sværd og farvestrålende omgivelser. Spillet er dog et mix af en 3D-verden hvor man slås og udforsker, samt en åben verden, hvor man rejser fra område til område, nærmest som et levende kort. Der er dog en tydelig grafisk forskel på de to verdeener, når man er i byer og i kampe med monstre, så er det en flot tegnet grafik med farvestrålende monstre, magiske effekter i ens kampe og flotte omgivelser. Når man befinder sig i spillets åben verden, bliver ens gruppe omdannet til små nuttet figurer, der bevæger sig rundt i en mere simpel grafisk verden og løber man ind i monstre på sine rejser, er man tilbage til den flotte grafik og mere traditionel rollespil. Skiftet fra den fulde 3D-verden til kort-verden, sker hurtigt, hvilket også bestemt er nødvendigt, så man ikke skal bruge for meget spildtid på at vente på skift imellem de to verdener.
Grafikken bliver leveret i helt op til 4K for PS4 Pro ejere, dog kan man slå det fra, hvis man ønsker en 100% stabil framerate og spillet gør brug af HDR på begge PlayStation 4 konsoller, som betyder lidt mere levende farver, hvilket specielt ses i de store kampe i spillet, men ellers bruges HDR ikke meget pga. lille brug af lyseffekter, grundet den tegnet grafiske stil. Det skal bemærkes at afviklingen af 4K på PS4 Pro er ikke helt perfekt. I den åbne verden opleves der til tider hak, hvilket er overraskende at det sker netop der, pga. det er der hvor grafikken er mest simpel, så det er muligvis en fejl der kan blive rettet med tiden. I selve kampene blev der dog ikke oplevet nogle former for problemer, hvilket naturligvis er det vigtigste tidspunkt og jeg oplevede ikke en eneste fejl eller crash, hvilket må siges at være imponerende for en open-world rollespil i år 2018.
En underholdne historie og en gennemført grafisk stil er dog ikke nok, specielt ikke når vi har med et japanske rollespil at gøre. Men inden vi beskriver spillets makanismer, er det vigtigt at fået slået fast, at godt nok er det voldsomt japansk inspireret og udviklet af den japanske udvikler Level 5, så er det blevet tilpasset, så det vestlige marked kan være med. Så naturligvis er hele spillet på engelsk, også den store mængde tekst man støder på, da ikke alle scener har stemmeskuespil til, hvilket er holdt til de vigtige scener i spillet, som der dog er en del af. Ganske sjovt så snakker stemmeskuespillerne med britisk accent, hvilket giver nogle charmerende dialoger imellem spillets figurer.
Vi har med et klassisk singleplayer action-rollespil at gøre, hvor man kan angribe hurtigt eller hårdt, blokere, lave rullefald samt angribe på afstand. Det er dog en smule mere action-baseret end f.eks. The Witcher 3, og kan til tider blive lidt hack and slash, medmindre man løber ind i fjender som er flere niveauer over én. Ud over de klassiske angreb, er der naturligvis også en magisk del, som man kan bruge til at lave specielle angreb med. Selve action delen er sjov hele vejen igennem, og man kan bygge sin karakter op til den spillestil man fortrækker, ikke mindst fordi man kan skifte imellem op til tre figurer, der har forskellige styrker. Yderligere kan man have op til tre våben samtidigt, som man kan skifte imellem under kampene, og når ens våben er ladet helt op, kan man udløse ekstra kraftfulde magiske angreb. Dog er det lidt frustrerende at ens figur bliver fanget i en animation, når man sender et magisk angreb af eller bruger ens Higgledies, som vi vender tilbage til, hvor man så kan blive angrebet af fjender, samt endda dø. Kampsystemet havde været mere flydende, hvis man kunne undgå den fastlåsning af ens figur i et par sekunder, det er dog en mindre anke, for generelt fungerer kampscenerne godt.
Fjenderne i spillet er lige fra slimet slim-monstre til flyvende feer og drager, og hele vejen over til robotter med store sværd eller troldmænd, der skyder iskrystaller efter én. Fjenderne skifter naturligvis efter hvilket område man befinder sig i og selv om flyvende fjender naturligvis skal gribes anderledes an end langsomme tunge fjender, så er det ikke i de kampe undervejs i spillet, den store variation kommer, men det er sjovt og hurtigt at hoppe ind i kampene. De store kampe kommer fra spillets bosskampe, som man både løber ind i under selve historien, men også ved at udforske verden. Flere af bosskampene har flere faser og man skal udnytte en god kombination af sine magiske evner, Higgledies og forskellige typer angreb, for at nedlægge fjender på størrelser med en lille by.
Det vi dog ikke finder i Ni no Kuni II er et traditionelt skilltree, men man kan forske sig til nye magiske evner, og så er der muligheden for at lave lidt taktiske justeringer i det som spillet kalder tactical tweaker. Her kan man bl.a. vælge hvad slags skade man skal være beskyttet imod, om fjender skal droppe mere guld eller bedre våben, samt andre små justeringer. Det var ikke noget jeg brugte meget tid på, da spillet for det meste ikke var specielt svært, bortset fra halvt inde, hvor det lige pludselig blev meget svært i et par timer, men derefter var det igen vel balanceret.
Der er dog masser af våben og udstyr til ens figurer, så man kan tilpasse deres opsætning, da der dropper kontant nyt loot. Faktisk så meget, at det til tider kan minde om klassiske action-rollespil spil som Diablo. Man skal dog på ingen måde tro at Ni No Kuni II minder om Diablo, da det er to meget forskellige spil, men loot er der bestemt rigeligt af, så hvis man er til det, vil man elske den del af Ni no Kuni II. Hvis man ikke er til loot, behøver man ikke gøre det store ud af det, men kan vælge at justere til, når man kan se at man har samlet noget specielt eller sjældent op.
Men Higgledies kan man ikke rigtigt ignorer og det vil også være synd, nu hvor det er nuttet små væsner med magiske evner. De er en ny tilføjelse og de små væsner kan hjælpe en i ens kampe. Man kan finde dem rundt i verden eller koge nogle op selv, samt udvikle dem så de bliver mere kraftfulde. Higgledies er baseret over de fire elementer, samt lys- og mørk energi, hvilket betyder at hvor nogle kan helbrede én under kampe, så vil andre skyde store kugler af mørk energi efter fjenderne eller rulle en stor kanon ud på slagmarken og skyde magiske kanonkugler efter ens fjender.
Man sammensætter selv hvilket hold af Higgledies man vil bruge, hvor nogle komplimentere hinanden, så vil andre også forbedre ens magiske angreb, så det er bestemt en interessant tilføjelse til spillet, som fungerer rigtigt godt og så er de generelt nuttet at se og høre på.
Ni no Kuni II holder sig dog ikke kun til at være et action rollespil, da man også skal forsvare eller angribe fjender, i en RTS del. Nej bare rolig der går ikke Broken Age i spillet, hvor man lige pludselig skal bruge utallige timer for at komme videre i en kedelig strategi del. Men man skal led sin lille hær på en slagmark, i en sjov blanding af Pikmin og Age of Empire, mod grupper af hære. Denne del er for det meste valgfri, men den giver et godt afbræk fra resten af spillet. Det samme gør spillets nation-bygge spil, hvor man skal bygge sin nation op i bedste Sim City stil. Ok, man skal ikke lægge veje, men man vælge hvilken bygninger der skal bygges, hvad der skal forskes i, hvor ens indbyggere skal arbejde henne og så kan man bruge ens by til at lave nye våben, armor, magiske evner, Higgledies og mere til ens figurer. Jeg syntes denne del af spillet, var et herligt afbræk og der gik hurtigt en del timer i at få rekrutteret nye indbygger til ens by, så man kunne få bygget nye bygninger og gjort sin nation stærkere.
Selve udviklingen af historien sker ved primære missoner, som man selv kan vælge hvornår man vil bruge tid på, fordi naturligvis er der også masser af sidemissioner, som vi vender tilbage til. Det er værd at nævne, at spillets primære missioner er sat godt sammen og med god variation, samt forskellige historier til at drive handlingen fremad. Det bliver som nævnt aldrig noget historisk mesterværk, men jeg følte aldrig på noget tidspunkt at hovedhistorien i spillet ikke var interessant og man får endda også undervejs et par interessante og underholdne bosskampe, dog uden spillet opfinder noget vi ikke har set før.
Sidemissionerne i spillet er dog ikke de mest ophidsende, da vi har med for mange ”klassiske gå et sted hen, find noget og bring tilbage” eller ”gå til et bestemt sted og dræb en fjende og vend tilbage” missioner. Det er naturligvis at forvente i et rollespil, men det er tydeligt at mange af sidemissionerne virker som fyld eller for dem der virkelig vil have 100% af spillet. En stor del af de sidemissioner er dog heller ikke nødvendige at bruge tid på og ret hurtigt lærer man at sortere de kedelig fra og kun gå efter dem, som virkelig giver en belønning, der er noget værd, f.eks. i form af nye indbyggere til ens nation eller et stort pengeboost til ens nations pengekasser.
Muligheden for quick travel i spillet, hjælper dog enormt, hvis man har gang i mange sidemissioner, dog kunne man godt bruge en mulighed for at fremhæve flere missioner samtidigt på kortet og muligheden for at fremhæve manglende materialer til ens missioner, ved mange af spillets handlende, der sælger alt fra våben til salathoveder.
Ni no Kuni II er et rigtig godt rollespil, i en helstøbt pakke som leverer masser af indhold og variation i de vigtigste dele af spillet. Selve historien og et fornuftigt niveau at sidemissioner vil levere omkring 40-50 timers spilletid, men hvis man vil 100% igennem det, så hedder det omkring 80-100 timer. Det kan spilles uden man har spillet det første spil og hvis man har spillet det første spil, vil man finde fornyelse i gameplayet, en helt ny historie med nye hovedpersoner og et flot spil, med en gennemført tegnet stil.
Der er nogle små fejl i krogene, så Ni no Kuni II er bestemt ikke et perfekt spil, men hvis man har savnet et godt rollespil, måske endda med lidt japansk indflydelse, så er Ni no Kuni II: Revenant Kingdom uden tvivl et spil man skal tage et kig på.
Facebook
Twitter
