Octodad er svær at beskrive uden at komme til at lyde komplet idiotisk. Spillet omhandler den kærlige familiefar, Octodad, der lever og ånder for sin familie bestående af sin kone Scarlet og sine børn Tommy og Stacy. Så langt så godt. Der er dog det specielle ved Octodad, at han ikke er et menneske men derimod en blæksprutte i forklædning. Derfor bruger Octodad selvsagt meget tid på at holde sin rigtige identitet skjult for familien, men desværre har en ondskabsfuld kok gennemskuet vores helt, og han planlægger at afsløre Octodads identitet overfor den idylliske familie.
Det er dog ikke historien, der er drivkraften i Octodad, men derimod det mildest talt besværlige kontrolskema. Størstedelen af tiden styrer man Octodad, når han forsøger at lave dagligdagsopgaver såsom at klippe græsset, lave kaffe eller lave mad til familien. Det lyder jo umiddelbart latterligt nemt, men styringen fungerer på den måde, at man med trigger-knapperne og analogerne styrer Octodads ben og højre arm. Octodad er dog en lasket støbning, og det betyder, at styringen til tider bliver fuldstændigt umulig, uden at det dog bliver frustrerende.
Dette skyldes ene og alene, at humoren i Octodad er i top. Én af de første opgaver man får i spillet er at slukke for et vækkeur. Umiddelbart lyder dette jo overkommeligt, men det lykkedes først for mig efter at have raseret halvdelen af soveværelset. Netop dette er Octodads stærkeste side, for spillet byder på en række absurde slapstick comedy-agtige situationer, og det er svært at holde masken, når Octodad vælter hele spisestuen i et forsøg på at brygge en kop kaffe. Tilsæt herudover en række underlige udbrud fra Octodad, som alene kommunikerer via grinagtige lyde, og man får den perfekte lattercocktail.
Opgaverne i spillet er typisk meget af det samme, og det meste af tiden skal man indsamle genstande til familiemedlemmerne eller forsøge at forcere forskellige forhindringer, som dog oftest er hverdagsgenstande som trapper eller lignende. I spillets 2. halvdel bliver opgaverne dog mere seriøse, og her belyses Octodads allerstørste svaghed; kontrolskemaet er morsomt, men det fungerer ikke i et rigtigt spil. Specielt en stealth-sektion i spillets slutning bliver grænsende til det ulidelige, fordi kontrolskemaet simpelthen ikke er skabt til den slags.
Derudover er det værd at bemærke, at Octodad uden større problemer kan gennemføres på under 2 timer. Enkelte trophies giver anledning til at besøge spillets baner igen, men man kan i løbet af en halv times tid hente de trofæer man mangler, og så er der reelt set ikke mere at komme efter.
Herudover kæmper Octodad: Dadliest Catch med en række problemer. Jeg oplevede flere gange, at spillet frøs i de første baner, hvilket krævede, at jeg slukkede og tændte min PlayStation 4. Derudover oplevede jeg ofte, at Octodads lange lemmer satte sig fast i personer eller genstande, med det resultat, at jeg simpelthen ikke kunne avancere i spillet.
Det er heller ikke den grafiske side, der vil få dig til at besøge Octodad: Dadliest Catch endnu engang. Grafikken er tilpasset spillets hyggelige stil, og det minder mest af alt om en computeranimeret tegnefilm, hvilket dog passer ganske fint til det generelle tema i spillet. Det får dog ikke din PlayStation 4 til at svede, men det er heller ikke formålet. Lydsiden er forholdsvist anonym, men igen er dialogerne værd at fremhæve, og specielt Octodads uforståelige udbrud er mindeværdige.
Der er ingen onlinedel i Octodad: Dadliest Catch, men der er dog en co-op mode, hvor man via to controllere vælger, hvilke lemmer, de to spillere skal styre. Jeg vil ikke anbefale dette til nye kærestepar, da Octodad virkeligt kan dræbe hyggen, når man frustreret forsøger at finde hoved og hale i Octodads bevægelser. Det kræver en enorm mængde koordination, og det bidrager til, at man oplever hylende morsomme situationer.
Octodad har bragt mig nogle af de bedste grin, jeg kan huske fra et spil. Specielt de første par baner er vanvittigt morsomme, og jeg bliver aldrig træt af at se Octodad rasere det idylliske hjem i et forsøg på at komme fra soveværelse til køkken. Desværre kan humoren ikke kompensere for de mange fejl i Octodad, herunder en række glitches, en kort levetid og det ærgerlige faktum, at når Octodad forsøger at være et rigtigt spil i de sidste baner, så fejler udviklerne grumt. Derfor kan jeg ikke rigtigt anbefale Octodad: Dadliest Catch, selvom jeg flere gange grinte hysterisk undervejs.
Facebook
Twitter
