Historien er, at et ungt geni ved navn Elon Musk brugte al sin hjernekraft på, at optimere pakningen af data på CD-rommerne, så det var muligt at streame film og grafik hurtigt nok til at udligne de fleste overgange. Og lige præcis det greb gav al den luft og det fulde scenelys til Oddworlds fantastiske historie. En historie om et undertrykt folk i en dystopisk verden, styret af den profitliderlige og magthungrende overklasse, der manipulerer og ikke skyr vold i deres grådige udhungren af planeten.
Jeg vil lade dig selv drage egne paralleller til nutidens samfund, men kan som en lille hjælp berette fra mit interview med manden bag visionen og Oddworld Inhabitants, Lorne Lanning, der på E3 fortalte mig om det oprør han ønskede at anspore, den omtanke han gerne ville plante - og meget tydeligt viste hvor spillets humor kommer fra. For der er masser af fjollede karakterer og væsner i Oddworld, med stemmer han alle selv kunne replikere på stedet. Men der er heller ikke noget der kan få selv den værste skeptiker til at gylpe et budskab i sig som humor.
I den grumme historie om Oddworld, er du antihelten Abe. En uheldig helt af racen Mudokons, der ligger lige over de racer der ryger på dåse. En glad og easy-going race, der egentlig bare gerne vil være i fred, drikke og feste, danse og chille, men samtidig ikke ejer et gran af modstandskraft over for de selvbestaltede overherrer Gluckons. Derfor er de slaver, der knokler sig til døde i store kødfabrikker og miner, indtil Abe finder en indre panik, der hjælper ham til at flygte. På sin vej redder han hvad han kan af de resterende Mudokons, og finder samtidig ud af, at han er en ganske særlig udgave af sin race, med ganske særlige mentale evner. Ikke intelligens, men åndelige kræfter, der kan bruges ganske effektivt i kampen mod overmagten.
Alt dette foregår i det første spil, Abe’s Oddyssee, som fik en remake med New’n’Tasty i 2014. I mellemtiden har der været en lang række afstikkere fra historien, mens vi fulgte andre væsners kamp i samme verden, men nu er tiden omsider kommet til den ægte 2’er i hvad der efter sigende er en quintologi. Soulstorm samler tråden op umiddelbart efter New’n’Tatsy, hvor de befriede Mudokons nyder et stenet liv med Soulbrew og lejrbål, indtil deres gemmested afsløres og de jages på porten - og videre - af Gluckons og deres skydegale gulvkanoner Sligs.
Så der er tryk på fra starten, når du får kontrollen over Abe. Eksplosioner og ildkampe skaber kaos omkring den bøvede karakter, og du får med det samme syn for sagen ift. den opgraderede grafik. Der er nu endnu mere dybde i landskaberne, og udviklerne har da også opgraderet deres 2,5D til 2,9D - et træk der virkelig skulle have trukket tænder ud, både ift. kamerastyring og kontrollen af Abe. Umiddelbart er det en præcis og hurtig kontrol, selvom den gumpetunge Abes fysiologi er bibeholdt naturligt kluntet. Faktisk er det næsten som at være tilbage i 1997. Det er stadig svært at ramme det punkt der giver adgang til at hæve dig et niveau op, men til gengæld er bevægelserne blevet markant hurtigere, når du skal demontere miner. En ting min muskelhukommelse havde svært ved at vænne sig til, fordi jeg har brugt så mange timer på at lære mig hvor mange millisekunder ekstra der skulle lægges til ens timing, for at modregne den langsomme animation af Abes arm.
For det er timing der er en af de vigtigste parametre for succes i Oddworld. Det her er et svært spil. Et hardcore prøv-og-dø-og-prøv-igen spil af den helt gamle skole. Der er dog indlagt virkelig mange savepoints, så du ikke skal backtracke alt for meget mellem dine mange forsøg, men du vil få mange forsøg. Virkelig mange. Vi er i liga med Crash Bandicoot, hvor de frustrerende men pirrende puzzles skiftevis giver dig frydefulde og hadefulde øjeblikke. Her desværre med en lille rate uretfærdigheder iblandet, men dog primært bare meget svære opgaver.
Opskriften gennem spillet er ret simpel. Du arbejder dig igennem område for område, hvor du hver gang skal regne ud, hvordan du får Abe og ikke mindst hans tumpede artsfæller helskindede gennem en række forhindringer. Der er fælder af alle mulige slags, i form af maskiner der kværner, miner der springer, alarmer der sættes i gang, og derimellem er der et utal af skydegale Sligs og andre skumle væsner med grumme tænder, og de gør alle deres bedste for at slå flest mulige ihjel.
Du kan give simple ordrer til dine Mudokon-venner, så de følger dig eller venter, og denne gang kan du også give dem forskellige genstande de kan bruge, samt bestemme om de skal være passive eller aggressive. Genstandene varierer fra flasker med vand, over miner og røgbomber til flammekastere, og er alle sammen nogen du kan bygge ud fra ting du finder på din vej. Det nye crafting system er meget simpelt, og fungerer rigtig fint som udgangspunkt for nye måder at klare dig igennem udfordringerne, og du vil glæde dig over enhver mulighed for at kunne springe over et lidt lavere gærde, ved hjælp af et reb eller en røgbombe.
De enkelte opgaver er i reglen svære nok alene, men når du samtidig skal bekymre dig om op mod hundrede af dine artsfæller, bliver det ofte voldsomt frustrerende. Den nemmeste vej er som regel altid bare den voldelige, hvor du dræber alt på din vej og lader dine kumpaner sejle deres egen sø, men det vil give sig udtryk i en elendig karma, og dermed en virkelig trist slutning på spillet - selvom du får gennemført. Så der er indbygget masser af incitament til at gå den fredeligste vej, og redde så mange Mudokonere som muligt.
Personligt har jeg ikke megen tålmodighed til det frustrationsniveau spillet kræver af mig, men historien og universet bærer mig alligevel igennem. Du får virkelig følelser på spil omkring både Abe og alle de uretfærdigheder Mudokonerne udsættes for, og samtidig er verdenen så fedt og kunstnerisk skruet sammen, med en humor jeg ikke kan stå for. Den cocktail er det drivende element, der får mig til at kæmpe mig igennem de mange, mange, mange frustrerende dødsfald og gentagelser.
Grafikken er knivskarp i forhold til tidligere, og dybderne og detaljegraden i landskaberne du bevæger dig igennem er fantastiske. Den nye 2,9D kan nogle gange give dig sug i maven, når kameraet lige svinger om et hjørne eller bare suser hen over det næste stykke du skal igennem, og det giver en helt anden fornemmelse af den reelle 2D du ender i, når du skal i gang med opgaverne. Dog er farverne forsvundet lidt ift. Abe’s Oddysee. Her var der ofte nye farvetemaer om hvert hjørne - klar grøn dag i skoven, højorange solnedgang på klippen, dybblå nat i bakkerne - men nu er det hele endt i en lidt mere ‘realistisk’ farveskala, der reelt gør det hele mere brunt og ensformigt. Det tager lidt af det eventyrlige af, selvom der stadig er masser af gakkede indslag, som dampluftskibe med vinger og Sligs med helikopterrygsæk.
Der er også en del småfejl, som dog ser ud til at blive smasket én for én, at dømme ud fra mængden af små opdateringer der hele tiden dropper, og ingen af dem jeg har oplevet har været af den hårde kaliber der stopper fremdrift eller får spillet til at gå ned. Men med det frustrationsniveau spillet med vilje bygger op, er der ikke meget rum for tilgivelse i øjeblikket, når du så oplever fejl.
Soulstorm er svært. Møghamrende svært. Irriterende. Frustrerende. Men det har et kæmpe hjerte, en virkelig dybfølt historie og nogle karakterer du føler med. Det foregår i en langt ude verden, med nogle langt ude problemer, som alligevel ikke føles helt fremmede fra det du kan læse i aviserne hver dag. Jeg elsker Abe og hans tumpede artsfæller. Jeg elsker også Gluckons iskolde gangstervibes og de lige så tumpede, men livsfarlige Sligs. Jeg elsker Oddworlds natur og den spirituelle undertone Mudokonerne i virkeligheden lever efter, selvom de også korrumperes af det forbrugsmønster Gluckonerne fremtvinger.
Det er et fedt spejl, og en meget stor ramme til et egentlig ret simpelt spil, der falder ind i en god gammel tradition af svære platformere. Det er ikke for alle - på papiret egentlig heller ikke mig - men jeg kan ikke lade det ligge. Og jeg kan kun anbefale dig at du prøver at åben døren til Oddworld - især hvis du er så heldig at have en PlayStation 5, hvortil du kan hente det gratis via PS Plus lige nu.
Facebook
Twitter
