Onimusha: Blade Warriors

Anmeldt af: - 20. juni 2004 - kl. 16:17
Del denne artikel:
0 0

Vær beredt på hurtige samuraidyster i Capcom’s seneste beat’em’up. Og til forskel fra den vanlige 2D grafik, er omgivelserne nu i tre dimensioner.

Når man nævner Capcom, kan man ikke lade være med at tænke på så hæderkronede serier som Resident Evil og Street Fighter. Deres mindre kendte serie – Onimusha – ligner meget RE i opbygning med den samme slags stillestående kameravinkler og det historiedrevne gameplay. Blade Warriors er i modsætning til de første to titler i serien et kampspil, som bygger på samme historie og karakterer.

Historien i Onimushauniverset følger i den første iteration Samanosuke, som med sit våben fra ogreklanen kan absorbere energien fra besejrede fjender. Den anden titel i serien følger Jubei, som har en forbandelse hængende over hovedet i form af Onikræfterne. Begge helte har som mål at nedkæmpe alle dæmoner og onde kræfter, som forsøger at gøre vejen så lang og besværlig som mulig, inden mødet med den onde Lord Nobunaga. I Onimusha Blade Warriors (OBW) kan man blandt mange andre i story mode indtage rollen som en af disse to kæmpere i jagten på Nobunaga, der vil optræde som slutboss. I tilfældet af, at man vælger en ond karakter i story mode, vil målet være at nedkæmpe Samanosuke og Jubei i sidste ende.

Med på DVD skiven, ligger der en lille teasertrailer fra den kommende Onimusha 3, som viser, at handlingen vil foregå i nutidens Paris med ingen andre end Jean Reno i hovedrollen (ham fra Leon, Godzilla, m.fl.). Traileren viser nogle betagende CG klip, hvor dæmoner i alle størrelser med og uden vinger hærger nogle ellers fine kvarterer. Det ligner en stor satsning fra Capcom og ser ud til at blive en titel, som mere appellerer til vesterlændinge.

Gameplay
OBW er et beat’em’up med nytænkning. Det indeholder de samme elementer, som f.eks. Tekken og måske nærmere Soul Calibur, men bygger videre på konceptet ved at placere kæmperne på nogle større baner i flere niveauer.

Eksempelvis kan man hoppe op på hustage og enkelte baner er delt op, så man kan gå om hjørner.
Onimusha Blade Warriors screenshot

Kampene foregår med våben - for det meste samuraiklinger. Du opnår nye våben og låser op for nye spilbare karakterer ved at nedkæmpe x antal fjender, hvilket sikrer, at spillet har en god genspilsværdi. Oftest står man overfor 2-4 modstandere af gangen, og når disse er nedlagt, spawner der nogle nye. En mission i story mode kan gå ud på at nedkæmpe 30 fjender på tid, hvilket kan være lige svært nok.

Du har valget mellem tre game modes foruden den veludførte tutorial del. Story mode byder, trods navnet, på en meget fesen historie. Her bliver du smidt i kamp gennem 10 kapitler, hvor du optjener soul points, som kan udnyttes til at opgradere dine angrebs-, forsvars- eller magiske færdigheder. VS mode er den nemme løsning. Vælg en karakter og hop i kamp med det samme. Op til fire personer kan spille samtidigt, hvis man er udstyret med en multitap. Custom VS giver dig chancen for at hoppe i kamp med en karakter, du har udviklet gennem story mode. Her kan man også spille op til fire samtidigt via multitap.

Mange af tiltagene er set før, men ikke i denne kombination. Udover det basale kampsystem, som byder på opgraderbare færdigheder og muligheden for at udstyre sin kæmper med nye våben, er der brug af magi og opsamling af pick-ups. Rundt omkring på de begrænsede kamparenaer er der spredt nogle kister, som skal slås i stykker for at frigøre den gemte pick-up. Pick-ups kan bestå af bomber, kastestjerner, skydevåben med nogle få skud, eller powerboosts i korte perioder, bare for at nævne nogle få.

Onimusha Blade Warriors screenshot

Grafik
Grafikken er opbygget i 3D, hvilket nærmest er kutyme for alle slags spil i dag. Men Capcom har alligevel holdt ved 2D grafikken i mange af sine kampspil, som den endeløse Street Fighter serie. Grunden til, at det fungerer i 2D, er det simplificerede gameplay, der afhænger af lynhurtige combo’er og blokeringer. Gameplayet i OBW er langt mere dybdegående med mange flere aspekter, og det ville simpelthen ikke fungere i 2D. Når det er sagt skal der meget til for at imponere med dagens standard, og OBW formår da heller ikke at tage prisen for bedste grafik. Den generelle grafik ligger på det jævne, og de magiske effekter er heller ikke de mest fantastiske, der er set.

Stilen er meget japansk. De gode karakterer er samurai’er bevæbnet med sværd og er iført den karakteristiske rustning. De onde dæmoner er ikke overraskende afskyelige bæster, der faktisk er ret godt designet. Omgivelserne spænder vidt og er nok det mest imponerende ved grafikken. Man befinder sig på baner med vandfald, gamle japanske landsbyer, solrige hvedemarker, skove med fantastiske lyskegler, der skinner gennem trækronerne og meget andet.

Lyd
Lydmæssigt er man ikke i tvivl om denne titels oprindelse. Det japanske skinner igennem med karakteristiske lydeffekter og traditionel japansk folkemusik. Fans af denne stil må fryde sig med en titel som denne, men for os andre kan det være lige i overkanten med den uigenkaldeligt gennemførte japanske stil.

Det vil være synd at kalde de få klip før og efter en kamp for mellemsekvenser. De består for det meste kun af en karakter, der enten prøver at provokere eller forklare, hvor mægtig han er i sin sværdkunst. Og sammensætningen af monologen er en meget tydelig oversættelse fra japansk, som kan lyde direkte latterlig for os i vesten. Stemmeskuespillet er heller ikke synderligt godt udført. Specielt en af karaktererne har en tydeligt og ringe forvrænget stemme, som vistnok skulle lyde frygtløs.

Onimusha Blade Warriors screenshotHoldbarhed
Story mode byder på et antal kapitler, eller slag om man vil, som kan gennemføres igen og igen, da hovedvægten ikke er lagt på selve historien, men på kampene og de modstandere med stigende sværhedsgrad man møder.

Appellen ved at gennemføre story mode igen er, at man kan videreudbygge sin karakters færdigheder og samle nye våben.

Derudover byder det på nogle gode kampe blandt venner og bekendte, ikke mindst hvis du har en multitap og fire joypads. Her kan man enten teame up to og to eller slås alle mod alle. Har man ikke en multitap, er der stadig mulighed for at teame up mod to computerstyrede modstandere, eller man kan spille mod hinanden med hver en computerstyret medspiller.

Overall
Med en så som så grafik og en lydside under middel er det ene og alene gameplayet, der kan redde denne titel fra at blive en støvsamlende affære på forhandlernes hylder. Her er der heldigvis en masse timers underholdning at hente, hvis kampspil, som kræver hurtige reflekser, appellerer til din spilsmag.

Onimusha: Blade Warriors har nogle gode fornyelser til kampspilgenren, som har savnet nytænkning. Det er bare synd, vi ikke kan belønne tiltagene med en topkarakter, for nye tiltag er altid velkomment, fordi de er så sjældne. Spiludviklerne satser for det meste på afprøvede koncepter, som de ved fungerer. Så er du træt af traditionelle kampspil, skulle du måske give OBW en chance.
Gameplay:6.0
Grafik:7.0
Online:
Holdbarhed:7.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.