Man tager rollen som Blake Langermann, en kameramand som er taget med sin journalistkone Lynn, dybt ind Arizonas naturreservat i søgen efter svar på et bestialsk mord på en ung gravid kvinde. Deres helikopter styrter ned og da Blake vågner er han alene, hans kone er væk og helikopterpiloten er blevet bundet til et træ og tortureret til døde – der er noget her, der ikke er som det skal være.
Blake finder hurtigt ud af, at området er beboet af den voldelige og sadistiske kult Temple Gate, der er plantet i Sullivan Noth’s alternative fortolkning af biblen – og til hans store skræk, er hans kone er faldet i kløerne på denne okkulte sekt. Så kan man vist ikke komme i tanke om en større motivationsfaktor til at få befriet sin kone og komme væk så hurtigt som muligt.
Det er ikke så meget billige Hollywood jump-scares som gør Outlast 2 uhyggeligt, selv om man da får nogle seriøse chok undervejs, men det er mere den væmmelige historie med Temple Gate i centrum, settingen midt ude i ingenting, den tykke tykke stemning og så er der alt det uvisse; alt det man ikke kan se, alt det man kun kan høre og alt det man tror man har set – det er det, som er noget af det mest skrækindjagende overhovedet.
Gameplayet i Outlast 2 er måske ikke specielt varieret eller originalt. Det meste af tiden går med at snige sig af sted i mørket, kun afbrudt af intense flugtforsøg, der mange gange ender forfærdeligt. Vi har her at gøre med et ægte survival horrorspil og det betyder at man ingen våben har, ingen mulighed har for at forsvare sig og slet ingen mulighed for at gå til angreb – det drejer sig udelukkende om at overleve. Blake er ikke en trænet supersoldat eller noget som helst, så man kan hele tiden mærke, og høre, at han er meget påvirket af situationen og jo længere man kommer ind i spillet og jo længere han er alene i mørket, jo mere begynder han at miste forstanden og der opstår flashbacks fra hans barndom, som tilsyneladende har været traumatisk.
Det eneste våben man har mod mørket er ens videokamera. Dette er udstyret med nattesyn og via kameraet kan man bedre orientere sig i omgivelserne og mikrofonen lader dig følge fjenderne igennem vægge eller bag andre forhindringer. Men som det er med et kamera, så æder det batterier, men hvis man passer lidt på og kun bruger kameraet hvor det er nødvendigt, løber man næppe tør for batterier – men frygten for at det vil ske alligevel, ligger hele tiden i baghovedet og dét er skræmmende. Uden kameraet, er man nemlig prisgivet i det intense mørke, der konstant omgiver en.
De mere action præget sekvenser, hvor man skal forsøge at flygte fra jagtende fjender, er desværre en del trial-and-error baseret og kan være frustrerende og man vil dø mange gange, indtil man finder ud af hvor man skal løbe hen. Spillet stærkeste momenter er de stille tidspunkter, hvor man sniger sig rundt i omgivelserne mens man undgår oplyste steder, lister igennem små hytter og forladte lader og her siver den tykke stemning ud af ens skærm og den evige frygt for at blive opdaget og myrdet på de mest bestialske måder, er der hele tiden.
Outlast 2 gør meget rigtigt, men det har også sine problemer. Den største er den kunstige intelligens hos sektens medlemmer, der kan svinge fra overmenneskelig til elendig og det betyder, at man kan blive angrebet selv om man troede man sad i skjul og andre gange kan man snige sig tæt forbi dem, uden at de opdager noget. Jeg oplevede engang, at komme til at støde ind i en messende kvinde som jeg ikke havde opdaget, hvorefter hun angriber mig én gang med hendes machete, for derefter at messe videre som om ingenting var sket og jeg kunne liste videre. Det er jo direkte tåbeligt.
Outlast 2 kører på den gamle Unreal 3 spilmotor, men det kan ikke ses. Nok er grafikken det meste af tiden ret mørk (eller grønlig når man bruger kameraets nattesyn), men alligevel ser spillet ofte virkelig flot ud og det byder på nogle overbevisende og livagtige lyseffekter både fra lommelygter, bål og lamper rundt omkring. Grafikken og lyseffekterne gør Outlast 2 til et af de mest visuelle intense spil jeg har spillet i lang tid – og gør dig selv den tjeneste at spille det om aftenen, ellers er det svært at noget som helst. Lydsiden støtter flot op omkring den intense visuelle del og er med til at skabe den tykke stemning.
Spillet er bestemt skræmmende, men om muligt er det endnu mere intenst, modbydeligt og til tider direkte ubehageligt – flere gange måtte jeg lige holde en pause fra spillet, da det bestemt ikke er særlig rart. Dette er survival-horror i sin mest basale og reneste form, hvor man er en helt forsvarsløs person, der er fanget i et rent helvede og som vil være lykkelig for at undslippe med livet i behold – men i det her tilfælde, skal man se rædslerne i øjnene for at redde sin kone.
Outlast 2 skal spilles sent om aftenen og med lyden skruet godt op, men hvis du er til den lidt nervøse side, skal du slet ikke overveje Outlast 2. Er du på den anden side glad for et solidt survival-horror spil, som kan gøre håndfladerne fugtige af at knuge joypad’et i spænding, så er Outlast 2 bestemt god og skrækindjagende underholdning, som du burde prøve.
Facebook
Twitter
