Outriders

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. april 2021 - kl. 14:20
Del denne artikel:
1 2

Outriders er endnu et bud på en looter shooter og selv om det er en smule generisk, er det egentlig underholdende nok. Læs vores anmeldelse af Outriders til PlayStation 5 her.

Outriders er det nyeste spil fra polske People Can Fly, som nok er bedst kendt for over-the-top shooteren Bulletstorm (2011) og Gears of War: Judgment (2013). Siden da, har der været lidt stille fra deres side, men nu er de tilbage med Outriders, som er det største og mest ambitiøse projekt fra deres side.



Outriders er en looter-shooter og kan på flere områder nok bedst sammenlignes med en blanding af Destiny og The Division, tilsat lidt galskab fra Borderlands - det lyder ikke som en helt skidt blanding vel? Dog siger People Can Fly selv, at spillet er inspireret af klassiske rollespil og dungeon crawlers og de genrer kan man også sagtens få øje på i Outriders. Lige meget hvad spillet minder om, og hvad inspirationen end har været, så er Outriders ganske underholdende og det kan sagtens stå på egne ben.

Som en del af en Outrider patrulje lander man på planeten Enoch, da menneskeheden overvejer at bosætte sig der, da man har fået fucket Jorden så meget op, at den ikke længere er beboelig. Enoch viser sig dog ikke at være den redning man troede, da noget der ligner en elektrisk storm, betegnet som en “Anomaly”, fejer hen over planeten og slår flere fra ens deling ihjel. På forunderlig vis overlever man, men såret bliver man lagt i cryo-søvn, som man først vågner op fra lidt over 30 år senere. Her ser man tydeligt at menneskehedens forsøg på at bosætte sig på Enoch har slået fejl og at planeten nu er sønderrevet af krig mellem flere fraktioner.



Ens møde med denne Anomaly har dog ændret en - man er nu en Altered. En Altered er en person, som på en eller anden måde har absorberet noget af energien fra denne Anomaly storm og man besidder nu specielle overnaturlige kræfter og evner. Da der opfanges et underligt signal på Enoch, bliver man nu sendt ud på en farefuld mission, for at finde ud af hvad der sker og man ender med at skulle tage kampen op med forskellige fraktioner undervejs, både i spillets hovedmissioner og i diverse side quests.

Normalt er historiefortælling ikke People Can Flys store force og det er det egentlig heller ikke i Outriders. Selv om der lægges op til det helt store narrativ, så er historien generisk og jeg havde svært ved at engagere mig i den, da den var lidt ligegyldig og egentlig ikke specielt interessant. Den er der og den er fin nok.



Outriders består af fire forskellige klasser man kan vælge mellem; Pyromancers, Tricksters, Devastators og Technomancers. Hver klasse har otte unikke evner. Pyromancers har evner fra mellemdistancen og de er baseret på ild og eksplosive energier, Tricksters’ nærkamps-evner kan manipulere med tid og sted, Devastators bruger bruger også nærkamps-evner og de er baseret på rå kraft til at smadre fjenderne til pindebrænde mens Technomancers er en long range supportklasse, der har unikke healing evner og dødelige langdistance evner.

Disse evner er meget vigtige og de er mere end bare et tilfældigt alternativ til ens våben. Nogle fjender kan for eksempel slet ikke nedkæmpes med ens våben, så det er vigtigt at man lærer sine evner godt at kende og bruger dem på den rigtige måde. Man kan ikke have alle otte evner med sig på én gang, så man skal overveje hvilke man vil bruge og de åbnes op efterhånden som ens karakter bevæger sig op gennem levels.



Kampsystemet fungerer rigtigt godt. Våbnene har tyngde og de føles rigtigt fede at skyde med, meget i stil med det som Bungie normalt også gør. Gameplayet fungerer som en mere eller mindre standard tredje-persons shooter, hvor man kan løbe fra cover til cover, man kan skyde i blinde, løbe, rulle og undvige fjenderne på forskellige måder. Men magien opstår når man kombinerer kampsystemet med ens unikke evner og her kan man opnå et specielt flow, når man først smider en trykbølge i hovedet på fjenden, så han står lammet og forvirret i et par sekunder, hvorefter man fylder ham med bly fra en af ens mange våben. Det fungerer godt og man føler sig virkelig som en badass soldat når man laver den slags.

Outriders er dog ikke en helt normal cover shooter, hvor man sidder gemt bag forhindringer og nedkæmper sin fjender derfra. Sådan spillede jeg det i starten og det kan man også godt, men nogle af spilmekanikkerne lægger op til, at man kaster sig ud i kampene, da man for eksempel bliver helbredt jo flere fjender man skyder. Der er ingen health kasser her - eller jo, det er omvandrende health kasser, som man skal udslette, så ens health kan blive genopbygget. Det fungerer ganske godt.



Som altid med de her spil, skal der findes masser af loot rundt omkring, det kan være våben, crafting materialer og meget andet og ens karakter, evner og våben kan opgraderes med mere end 125 mods, der kommer i tre sjældenheds-grader. Disse får man adgang til efterhånden som man kommer gennem spillet.

Endelig har Outriders en snedig måde at styre sværhedsgraden på. Det er såkaldte World Tiers, som man åbner op for undervejs. Det vil sige, at man egentlig åbner op for sværhedsgrader undervejs, efterhånden som man selv bliver stærkere og stærkere - og hvis man alligevel synes at spillet er lidt for svært, kan man til hver en tid bevæge sig baglæns og skrue ned til nogle af de World Tier man åbnede op for tidligere - dog med mindre gode rewards end i de højere tiers. Man skal dog være opmærksom på, at man kun åbner op for nye World Tiers (og dermed muligheden for større rewards), ved at spille i den højeste tilgængelige World Tier.



Det er i bund og grund meningen at Outriders skal spilles sammen med to venner, så man tre sammen kan drage ud på de forskellige missioner og opgaver, som spillet byder på. Outriders supporterer crossplay, så du kan teame op med spillere fra andre platforme hvis du vil det - men det er også værd at nævne, at spillet sagtens kan spilles alene, hvis man foretrækker at opleve historien i ens eget tempo.

Vi har anmeldt Outriders på PlayStation 5 og spillet kører rigtigt fint her. Grafikken er nydelig, uden dog at imponere, man kan stadig godt se at det er et multiplatformspil, der er udviklet til flere forskellige platforme. Lydsiden er også ganske fin, med gode og tunge lyde fra de fleste våben, som er med til at højne tyngden i våbnene som jeg talte om tidligere. Efter lidt serverproblemer i starten, lader det nu til at Outriders’ tekniske del kører fint, både med serverne og med spillet selv.



Alt i alt er Outriders et ganske fint spil. Selv om det er lidt generisk, lidt lineært og at det kan være svært at holde fokus på den lidt tynde historie, så er spillet her en ganske habil looter shooter, der nok først lige har lagt grundstenene til noget større i de næste mange måneder. Det er dog værd at nævne, at det ikke er et typisk “Games as a Service” spil, hvor man nærmest kun køber en tom skal og så løbende skal købe sig til indhold - Outriders er et fuldt spil fra det øjeblik du starter det op, men forvent dog nok masser af udvidelser i form af nye missioner, nye klasser og nye evner i fremtiden.

Som Outriders står nu, er det en fin og velfungerende, dog lidt generisk, looter shooter, som helt sikkert vil underholde fans af genren. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig i de kommende mange måneder.
+ Solidt gameplay, gode tunge våben, unikke evner der rent faktisk er vigtige, dybt kampsystem
Ligegyldig historie, føles lidt generisk (mangler lidt People Can Fly vildskab)
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:7.5
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.