Owlboy er tidligere udgivet på PC og Nintendo Switch, men nu er det så endelig blevet PlayStation 4’s tur til at få denne lille perle.
Owlboy udspiller sig i en ødelagt og fragmenteret verden. Verdenen består af alt fra små øer til enorme kontinenter, som alle svæver højt oppe i skyerne. I denne verden lever mennesker og en slags ugle-mennesker i harmoni med hinanden og som spiller tager man rollen som Otus, en af disse ugle-mennesker.
Otus er den stumme helt og mange ser ned på ham som uduelig - alligevel får han til opgave at patruljere og beskytte landet mod de evigt truende pirater, som fylder luftrummet rundt om disse svævende øer.
Som Otus kan man både bevæge sig på jorden og flyve i hvilken som helst retning man ønsker. Otus har ikke sine egne våben og han kan kun forsvare sig med et snurre-angreb, som end ikke er kraftigt nok til at slå fjenderne ihjel. I stedet har han evnen til at samle forskellige ting fra omgivelserne op med hans kløer, som han så kan bruge som våben. Endnu smartere er det, at Otus også kan samle en af sine tre venner op, som hver har forskellige våben.
Den første er hans bedste ven Geddy, som er udstyret med en pistol og som kan skyde fjender ned fra lang afstand. Senere støder man på den galante og venlige afhopper-pirat Alphonse, som slutter sig til Geddy og Otus og hans våben er en gammeldags musket, som er meget kraftig på korte afstande. Når man flyver rundt med en af vennerne under sig, skifter spillet nærmest fra et platformspil til en twin-stick shooter og det fungerer glimrende.
Hele spilverdenen ligger åben for ens fødder (eller vinger om man vil), men visse egenskaber, eller venner, er påkrævet for at man kan få adgang til visse områder. Gameplayet er en fin blanding af action og puzzles og enhver boss er en puzzle, som kræver at man gør optimal brug af de egenskaber man har tilegnet sig - og mange af dem er ganske opfindsomme. Jeg husker specielt en puzzle, hvor man i en dungeon skal tage fat i nogle små skyer, placere dem over nogle små bassiner med en låsemekanisme i som man dog ikke kan nå og så presse vand ud af skyen, så låsemekanismen flyder op så man kan få fat i den. Disse puzzles bliver gradvis mere indviklede og komplekse, men de bliver aldrig umulige og man får fornuftig hjælp af spillet undervejs.
Selv om Otus bruger meget at tiden på at flyve, er der også platform-sekvenser og endda stealth-sekvenser hvor Otus skal gemme sig bag objekter i forgrunden for ikke at blive opdaget. Rundt omkring i spilverdenen finder man energi i form af forskellige grøntsager man kan spise og der er såkaldte Buccanary mønter der skal findes, som kan bruges på forskellige opgraderinger i butikker rundt omkring, som styres af den hårde kvinde Buccanary.
Grafikken i Owlboy er håndtegnet pixelgrafik - ikke af den grove 8-bit slags, men en slags moderne hi-res grafik udsat for et pixel filter og det ser rigtigt godt ud. Det er imponerende hvor mange følelser D-Pad Studio har fået ud af den her forholdsvise simple grafik. Når den stumme Otus sænker skuldrene og ørerne hænger lidt, er man ikke i tvivl om, at han er trist og alle spillets karakterer fortæller en visuel historie blot ved hjælpe af animationer - støttet op af den skrevne dialog. Man kan ikke undgå at komme til at holde af den uretfærdigt underkuet Otus og hans venner.
Omgivelserne spænder lige fra store åbne områder med grønne svævende øer i himlen, til store paladser og til mørke dungeons med få lyskilder og spillet zoomer hele tiden automatisk ud og ind i omgivelserne, alt efter hvor åbent eller klaustrofobisk det ønsker områderne skal være.
Jeg har det lidt blandet med pixelgrafik. Som udgangspunkt er jeg glad for den, men på det sidste er det blevet kørt lidt ud over kanten synes jeg, fordi nogen ønsker at gøre det så simpelt at det bliver direkte grimt. Den grafiske stil i Owlboy trækker helt bestemt den anden retning, for selv om der her er tale om pixelgrafik, er det rigtigt flot og overraskende detaljeret, hvilket du formentlig kan se på de her screenshots. Jeg har ikke noget mod pixelgrafik, når det er så flot og veludført som i Owlboy.
Owlboy er et rigtigt charmerende og velfungerende 2D metroidvania platformspil og det er et spil alle kan sætte sig ned og spille. Spillet er en hyldest til fans af old-school spil og det har helt tydeligt været D-Pad Studios hjertebarn. Man kan mærke, at det er lavet af kærlighed og ikke for at tilfredsstille nogle aktionærer eller en bestyrelse. Denne slags spil ser vi ikke mange af længere.
Facebook
Twitter
