Patapon 2 Remastered

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 4. februar 2020 - kl. 20:40
Del denne artikel:
0 0

Pata-Pata-Pata-Pon! Det charmerende Patapon er tilbage i endnu en remaster - og denne gang er det Patapon 2, som er blevet opdateret. Læs anmeldelsen her.

En remaster af det originale Patapon udkom tilbage i august 2017 og nu har Patapon 2 fra 2008 fået samme kærlige behandling. Patapon 2 udkom oprindeligt til PlayStation Portable og denne remaster fortsætter i sammen fodspor fra originalen.



Patapon 2 Remastered er en slags rytmespil, hvor man skal føre en stamme af små væsner til sejr på slagmarken mod rivaliserende stammer. Man styrer de små Patapon-væsner som en slags Gud, ved at skabe små rytmer på ens mystiske krigstrommer, som får dem til at bevæge sig eller angribe.

Melodierne laver man på sit joypad og for eksempel skaber kombinationen firkant-firkant-firkant-cirkel melodien Pata-Pata-Pata-Pon, som får de små væsner til at gå nogle skridt fremad. Pon-Pon-Pata-Pon får dem til at angribe og på den måde skal man fodre ens små væsner med rytmer, så de gør hvad man ønsker.

Man starter ud med to trommer, men undervejs får man adgang til flere kommandoer og flere trommer, som gør at man både kan forsvare sig eller trække sig tilbage. I løbet af banerne skal der altså angribes fjender, men også indsamles mad og våben. Før hver mission skal man vælge hvilken formation af Patapons man vil bruge, samt hvilken våben og udstyr, som man finder på de forskellige baner, de skal bruge.



Man vil ret hurtigt finde ud af, at Patapon 2 faktisk kan være et ret svært spil, alt efter hvor god man er til at høre- og finde rytmen. Man bliver nemlig hurtigt straffet hvis man kommer ud af rytmen og man gør klogt i at kigge i kanten af skærmen, som blinker i takt til rytmen og man sidder hurtigt og vipper med foden for bedst at kunne holde rytmen.

Teknisk er Patapon 2 Remastered ganske glimrende, bortset fra på ét afgørende punkt. Hvis man spiller uden et headset og i stedet med en soundbar til ens fjernsyn, så er der en lille smule forsinkelse på lyden og det kan være et problem. Da der ikke er mulighed for at kalibrere lyden, vil jeg derfor anbefale at man spiller med et headset, ligesom det oprindeligt var tiltænkt på PlayStation Portable i sin tid.



Grafikken er simpel og farverig og den er blevet opdateret, så den står knivskarpt. Hvis man spiller på en PS4 Pro bliver man forkælet med 4K og hvis man spiller på en standard PlayStation 4, er spillet nu i fuld HD.

Det eneste som ikke er blevet opdateret, er spillets mellemsekvenser, som fremstår meget slørede, da de formelig blot er blevet opskaleret fra PSP’en lave opløsning, uden nogen form for opgradering. Det er også værd at bemærke, at multiplayer delen fra PSP udgaven ikke er med i denne remaster.



Patapon 2 Remastered er en fin remaster af en PlayStation klassiker, som bestemt ikke er for alle. Det er ganske sjovt og charmerende i mindre doser og det er et anderledes bud på et rytmespil, som også tilfører små portioner rollespil.

Der er en stejl indlæringskurve og man skal være opmærksom på, at det fungerer bedst med et headset, men har man ikke problemer med nogen af delene og er man på udkig efter et lidt anderledes rytmespil, så kan vi anbefale Patapon 2 Remastered. Det kan endda fås til en ganske fornuftig pris på blot 109 kr.
+ Charmerende, fængende gameplay, står knivskarpt i 4K
Kan være svært at komme i gang med, ingen mulighed for at kalibrere lyden
Gameplay:7.5
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.