Det er på den anden side ikke nemt at være hovedpersonen i Persona 5; han har været indblandet i en episode, som gør at han bliver meldt til politiet. Efter prøveløsladelse får han lov til at bo hos en ældre herre i byen Yongen-Yaja. Med et værelse på loftet i cafeen LeBlanc og en ny tilværelse på Shujin Academy er det ikke nemt at være både ny i byen og samtidig have en fortid som ”kriminel”
Historien vil jeg ikke komme for meget ind på, da det er en af de største oplevelser ved Persona 5. Den er yderst fængende om end lidt forvirrende i starten, men bid for bid giver det hele mere og mere mening, og præsentationen af denne er fantastisk. Filmsekvenserne er flot animerede og med rigtig godt stemmeskuespil både med japanske og engelske stemmer – og der er lagt stor vægt på et tegneserie-agtig look med flotte effekter og en over-the-top grafisk stil. Tegneseriestilen fortsætter i resten af spillet; der er talebobler og tankebobler og personerne snakker selv ved mindste interaktion. Det er virkelig gennemført og der er ikke sparet på noget, og det er gældende hele spillet igennem.
Musikken i spillet er charmerende og varierer rigtig meget. Den følger stemningen, som er det sted man befinder sig og dem som har spillet Persona 4 Golden vil straks glæde sig over at det er ligeså godt, hvis ikke bedre, her. Når der udforskes i ”Metaverse” er musikken også fantastisk, og så snart en kamp starter skifter lydstilen fuldkommen. En hyggelig klaversolo forvandles pludseligt til hård metal rock, som mest af alt minder om noget man hører i Devil May Cry serien eller lignende action titler.
Generelt er stilen i Persona 5 mere mørk i forhold til sin forgænger, både historiemæssigt og grafisk, men til trods den mere mørke og triste stil formår det hele stadig at være farverigt uden at være ”for japansk”
Efter de første par timer, hvor der er i forhold til tidligere titler i serien, er mere aktion fra start af, åbner spillet stille og roligt op for de utrolig mange funktioner og muligheder der er i spillet. Kampsystemet i sig selv åbner i løbet at spillets gang mere og mere op og er til sidst næsten overvældende. De turbaserede kampe fungere som de skal, der er masser af evner at bruge, og måder at besejre fjenderne på. Udover at anvende et standard angreb, sine evner som enten konsumere livspoint eller evne point som i tidligere spil i serien, kan man nu også anvende skydevåben med begrænset ammunition, som er med til at åbne op for flere muligheder og strategier i kampen mod fjenderne. De som har spillet et Final Fantasy spil vil straks føle sig hjemme i menuerne i de turbaserede kampe.
En af de vigtigste ting at holde øje med er fjendernes svagheder og udnytte dem til egen fordel. Evnerne er baseret på elementer som man kan kender det fra Pokemons kampsystem; her er ild, strøm, vand, vind og mange flere arter. Rammer man fjenden med et angreb de er svage overfor skades der markant mere end normalt, samt de tackles i jorden således man kan åbne for et ekstra stærkt angreb, hvor alle karaktererne på ens hold sammen giver tæv til fjenderne.
Animationerne af disse angreb er fantastiske og der veksles mellem alle holdkammeraterne. Disse kan der frit sorteres mellem hvem man ønsker med på det aktive hold og hvem der skal blive tilbage i baggrunden og hver person har deres egne unikke persona og evner dertil.
Men historien og kampene er langt fra det eneste der formår at holde spilleren fanget i Persona universet; mængden af aktiviteter der kan laves i fritiden efter skole er enorm, ligesom i Persona 4. Inden længe er hverdagen fyldt med ting at tage sig til, og ting man skal huske at deltage i - undertegnede endte med at have mere styr på sit Persona liv end det virkelige. Der skulle arbejdes om aftenen, læses bøger når det regnede, på burgerbar om onsdagen og trænes når vejret var godt.
Forholdende til skolekammeraterne skulle også holdes ved lige, og tøserne skulle konstant opvartes med te og ture til shopping centret hvis der skulle være nogen som helst chance for at score. Disse er typisk små film eller animationer. For hver ting man foretager sig med sine venner, styrkes ens personlige forhold til dem, samt deres Personas, som gør at man bliver stærkere i kamp og får bedre resultater af at smelte sine egne Personas om til nye.
Nogle af de mere aktive aktiviteter byder på små minispil; baseball træning og fiskeri var favoritterne iblandt de mange ting at foretage sig. Disse aktiviteter, samt læsning, badning med mere, øger ens personlige færdigheder, som mod, venlighed, klogskab og charme. Disse bruges typisk i korrespondance med menneskerne i Tokyo og der kan være stor fordel i at kunne charmere damerne, eller overbevise fjenderne til at ofre dem selv.
Alt det ovenstående gør at hele spillet byder på mange ting at foretage sig, så selvom man kun er nået halvvejs i spillets historie efter ca. 40 timers spilletid, føler man sig slet ikke træt af spillet, tværtimod er det virkelig svært at slukke (og huske sine sengetider i det virkelige liv) når først man rigtig er kommet i gang.
Selvom genren og serien altid har været fokuseret på singleplayer, så er der alligevel flettet en lille feature ind i spillet som kræver netværksforbindelse. Man kan tjekke hvad andre spillere har formået at klare i den pågældende ”dungeon” man befinder sig i, og man kan sågar se hvad andre spillere har svaret når læren i klasselokalet stiller de mest vanvittige spørgsmål i timerne. Det fungere lidt som i Telltale spillene hvor der vises hvor mange procent der har svaret på de forskellige valgmuligheder.
Hvorvidt spillet kører i 60 billeder i sekundet eller om der er brugt masser af kræfter på at udnytte PlayStation 4’erens muligheder rent grafisk betyder egentlig ikke noget i et spil af denne kaliber, men jeg oplevede på ingen tidspunkter grafiske fejl, eller sløvheder i gameplayet. Indlæsningshastigheden mellem scenerne og spillets gang er lynhurtig og kun afbrudt af en kort animation.
Persona 5 er på mange punkter sin helt egen genre, som har formået at proppe en masse ekstra ting ind i genren som efterhånden blev opfundet for mange år siden, men det er på mange måder heller ikke et klassisk japansk rollespil som man kender dem.
Det er svært at sætte en finger på lige præcis det punkt, som gør Persona allermest fantastisk, men kombinationen af alle de ting, der er en del af spillet gør at man som spiller både finder action, charme og socialt samvær, som er svært at beskrive på skrift. Med en historie som tager mange timer at gennemføre, en nærmest uendelig mængde aktiviteter og sidemissioner, samt en ”new game+” funktion, er det ikke et problem at bruge flere hundrede timer i Personas fantastiske univers.
Uanset om man er fan af serien eller aldrig har stiftet bekendtskab med den, eller genren for den sags skyld, er Persona 5 en oplevelse der i en klasse for sig selv. Så er du bare det mindste interesseret i denne type spil, er Persona 5 alle pengene, og ikke mindst din tid, værd!
Facebook
Twitter
