Persona 5 Strikers

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 8. marts 2021 - kl. 19:59
Del denne artikel:
0 2

Phantom Thieves er tilbage og inddrager denne gang hele Japan i deres jagt på forskruede hjerter. Et kærkomment gensyn, der lige kræver lidt tilløb.

Persona 5 var lidt en sniger for mig. Efter at have stødt på det igen og igen, set jublende anmeldere og inkarnerede fans prise noget, jeg ikke rigtig forstod ud fra trailere, måtte jeg prøve det selv. Og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg forstår det. Det endte med at være det spil jeg spenderede allermest tid på i 2020, og jeg er stadig lidt i tvivl om hvorfor. Jeg tror det handler om karaktererne. De sniger sig ind på en. Langsomt men sikkert begynder deres forholdsvis banale teenage-tilgang til verden at vinde indpas, og sympatien for de små vokser.



Persona 5 giver sig nemlig god tid. Rigtig god tid. Der er timevis af dialoger du bare er tilskuer til, og, indtil Strikers, var selv kampene stille og rolige, fordi de var hundrede procent turbaserede, og du i ro og mag kunne overveje hvert et træk. Det er et rigtig godt spil at slappe af til. Lidt som at se en af de serier i tv du bare bruger til at koble af på - Venner, How I Met Your Mother - den slags. Men samtidig prøver spillene at forholde sig til nogle meget alvorlige emner. I Persona 5 handlede det om ondskab og hvor det stammer fra - hvad der gør at nogle mennesker bliver ondskabsfulde. I Strikers handler det om traumer, og hvad den slags kan gøre ved folk.

Grunden til at jeg fortæller så meget om Persona 5 er, at Strikers faktisk næsten forudsætter at du har spillet det. Uden den 100 timer lange forhistorie du får i Persona 5, kan det være svært at følge med i hvad der foregår i Strikers. Du kan sagtens spille det uden, og du vil afgjort også kunne få noget ud af det, men der er helt ufatteligt mange uforklarede referencer og sammenligninger, der vil gå over hovedet på dig. Ikke bare vennernes sammentømrede kendskab til hinanden, men også deres uendelige overvejelser over forskellene mellem de slotte man invaderede i Persona 5 og de fængsler man invaderer i Strikers.



I Persona 5 Strikers mødes vennerne fire måneder efter begivenhederne i Persona 5, hvor de skiltes efter afslutningen af deres high-school karriere. De har ikke set hinanden siden, og mødes på den gamle cafe Leblanc, for at nyde en sommer sammen. Meget hurtigt hvirvles de dog ind i en sag om en meget populær tøjdesigner, der pludselig har fået meget rabiate fans, som dropper kærester, koner og karrierer for hende, og sætter sig i bundløs gæld for at købe hendes tøj og merchandise. Noget må være helt galt.

Hun er naturligvis blevet korrumperet, og har fundet en måde at hjernevaske sine fans til total underdanighed. Hvorfor? Fordi hun selv var et offer for grov mobning og ydmygelse, og trods gode intentioner nu er blevet den udøvende selv. Hun har mistet sin egen tro og overbevisning, og er blevet konsumeret af had og hævntørst. Ofret er blevet udøver. Og det kan Phantom Thieves of Hearts naturligvis ikke lade passere.



Så på den ene side er alt ved det gamle. Banden er samlet på den gode gamle café Leblanc i Tokyo, og der er hjerter der skal vendes til det gode. Men på den anden side er intet helt som det plejer. Heldigvis. For jeg var til en start faktisk en lille smule overvældet af, at skulle tage en tur mere gennem Tokyos kvarterer, med den ene omvendelse efter den anden. Det var fedt at få en fornemmelse af at lære Tokyo lidt at kende, men svært at se hvordan den del skulle udfolde sig yderligere gennem endnu et eventyr.

Det fikser Strikers ved at sende de unge mennesker på en forfriskende roadtrip gennem Japan. Efter det første tilfælde af traumebefængt ondskab er omvendt, dukker politibetjenten Zenkichi op og truer de nu kendte Phantom Thieves med anholdelse, hvis ikke de samarbejder med ham om at finde ind til kernen af en sag, der minder meget om de hændelser der skete i Persona 5. Og det kræver at de unge hurtigt indfinder sig i Sendai, herefter Sapporo, Okinawa og så fremdeles. I en lånt retro camper, drøner flokken Japan rundt, og på den måde får du nu muligheden for at lære endnu mere om landet, dets forskelligheder og ikke mindst mad.



Igen har det japanske køkken en fremtrædende rolle, og denne gang kan du endda indsamle lokale opskrifter og ingredienser, og selv flikke retterne sammen i camperen, til vennernes store fornøjelse, og til direkte brug i kampen mod Shadows i den metakognitive verden - Metaverset. For som før er det der, det sker. I den virkelige verden er der detektivarbejde, undersøgelser, oplevelser vennerne imellem - almindelige teenage-liv. Men når en forvreden person dukker op, og det rigtige password ytres til en AI app ved navn EMMA, suges vennerne ind Metaverset, hvor de forvandles til deres aliaser i Phantom Thieves.

I Metaverset er der mere smæk for skillingen. Den forvredne person har her forskanset sig i et fængsel, omgivet af besatte Shadows som du skal kæmpe dig igennem, for til sidst at stå ansigt til ansigt med den specifikke verdens overhoved. Bekæmp denne og de vil indse hvor forkert de har handlet, og gå til tryglende bekendelse i den virkelige verden, hvor folk vil se måbende på denne - tilsyneladende helt uprovokerede - forvandling. Som en tilføjelse i Strikers vil alle de mennesker hvis ønsker den forvredne person har stjålet, pludselig blive sig selv igen, og ikke længere være fanget i total besættelse af personen, der nu er omvendt.



Forvirret? Så har du ikke spillet Persona 5. For det er grundlæggende det samme koncept, med et par ændringer. Den nok mest fremtrædende ændring er kampsystemet. Hvor det tidligere var rent turbaseret, og du i ro og mag kunne vælge hver enkelt handling hver gang det blev din tur, er det denne gang live. Der skal smadres på knapper, undviges og du skal aktivt bevæge dig rundt, for ikke at blive hakket til plukfisk. Du kan som regel benytte et eller flere elementer i banen til din fordel, for eksempel ved at hoppe op i en lysekrone og smide den ned i hovedet på fjenden, og du kan også pause kampene når du vil sætte din persona i spil, eller bruge ting fra dit inventory.

Og der er knald på. Ikke bare er der fuld hammer på den glidende hurtige tegneseriestil, bakket fremragende op af lydeffekter, der er nu også pludselig hundredvis af fjender at slå på. En stor del af disse fjender er kanonføde, som du kan klare ti af med et enkelt hug, og selvom det kan virke formålsløst, er det faktisk med til at give dig en følelse af overvældende styrke. Mellem disse svage fjender er der drysset nogle stærkere, som du vil genkende fra Persona 5, hvis du har været igennem det. Alfer, snemænd, dødsengle og det der er værre, giver dig lidt mere modstand, men er stadig ret hurtige at nedkæmpe, ikke mindst når du lærer at ramme cirkel på de rigtige tidspunkter, og udløse All Out og 1 More angreb. Oven i disse dukker der så med mellemrum nogle markant større modstandere op, som kræver en smule mere omtanke at få ned med nakken. Ikke bare kan de virkelig slå fra sig, de har også meget mere liv at give af.



Alt dette sker samtidig, og giver en helt afsindigt intens kamp arena. Der er så meget i gang, at det til en start er helt umuligt at følge med, og det føles som helt lam tastetæsk. Men over tid begynder du at få mere greb om tingene, og følelsen af at smaske en flok gulvkanoner, lave et All Out angreb på en stak Mothmen og så svinge et Persona angreb i fjæset på en af de tunge drenge er formidabel. Og alt sammen er det igen repræsenteret med den lynhurtige og super lækkert koordinerede animation, og et soundtrack der tager det hele i en munter - og ganske funky - retning. En ubeskrivelig cocktail af ting der ikke nødvendigvis burde passe sammen, men her smelter sammen til noget helt unikt og tilfredsstillende.

Og det er måske nok det mest beskrivende for Persona universet. Det er næsten ikke til at forstå hvad det er, eller hvorfor det fungerer, uden at have prøvet det selv. Jeg er selv ikke overbevist, når jeg ser det på papir, men er ikke desto mindre igen fanget ind af de unge menneskers eventyr. Det er banalt, overfladisk, og tager sig selv for alvorligt. Fyldt med klichéer, men oprigtigt undersøgende i forhold til nogle meget tunge menneskelige dilemmaer og etiske overvejelser. Der vendes emner som magtmisbrug, mobning, tab, korruption, den tunge arv, succesens bagside, kunstig intelligens, teknologi, sociale medier, skilsmisse. Og det forsøges oversat til de relaterede følelser i det menneskelige hjerte, endda set gennem øjnene på en følelsesmæssigt uvidende kunstig intelligens ved navn Sophia. Alt sammen med hvad der virker som en naiv, men oprigtig mission om at forstå og udbrede forståelse af, at vi alle er mennesker - og at der altid er en bagvedliggende motivation for vores handlinger. Gode som onde.



Der er noget bizart i at have så store ambitioner, og oversætte dem i et så letbenet og lethjertet eventyr. Alt, lige fra de unge hovedpersoners små teenage skærmydsler, over den grafiske stil til soundtracket, er let og lystigt, mens de skæbner og temaer der behandles, er fra den allermørkeste side af os alle sammen. Det er næsten uvirkeligt at slukke for dette farverige cirkus, og føle at man har indspark til debatten om vores fængselsvæsen og straffelov på den baggrund. Eller i hvert fald en fornyet bevidsthed om den slags problematikker.

Men nu skal det heller ikke bliver helt frelst. Strikers er et markant kortere spil end Persona 5, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Det er også en smule mere forsimplet. Hvilket muligvis heller ikke er en dårlig ting. For det til trods, vil du indenfor den første time være blevet præsenteret for de første halvtreds tutorials, der prøver at lære dig om alle de ufatteligt mange små håndtag og finurligheder du kan fifle med. Det er en underlig fornemmelse af, at der er ting der er udeladt, men samtidig total overvældelse af ting du skal huske. Du skal for eksempel ikke længere vælge hvem du vil bruge din fritid på, så du kan opbygge Bonds og få særlige angreb i Metaverset. Bonds er nu noget du optjener point til, som du kan købe nye evner for - uafhængigt af hvad du løber rundt og laver i den virkelige verden.



Der er også en meget stærk fornemmelse af bare at køre på skinner gennem historien. Du triller fra by til by, indsamler beviser ved at lytte til rygter om en specifik person i området, og kaster dig ind i den persons fængsel i Metaverset. Hver person du skal omvende har tilfældigvis en eller anden særlig forbindelse til en af vennerne i gruppen, som derfor tager missionen ekstra alvorligt, og går fuldt ind på at nå til bunds og omvende vedkommende. I Metaverset skal der findes tre nøgler, derefter skal du en tur tilbage til den virkelige verden for at låse den sidste lås op, ved at finde ind til det virkelige traume der har korrumperet den person I arbejder på. Når dette er fundet og låsen åbnet, kan I drage tilbage til Metaverset og tage den endelige kamp, hjælpe den overvundne med at finde tilbage til det gode i sig selv. Og så er det videre til næste by.

I hver by kan du købe lidt ind, måske få et bad i en varm kilde - med slet skjulte, men dog meget bly seksuelle undertoner - og ikke mindst finde og købe de særlige madopskrifter, der er i den enkelte by. Og det skal du sørge for at få udtømt inden du drager videre, for der er ikke mulighed for at vende tilbage til en by du har været i. Til gengæld kan du altid vende tilbage til de fængsler i Metaverset du tidligere har besøgt, og det giver mulighed for at løse en række forespørgsler du får efterfølgende via din mobil.

Alt i alt er der masser at give sig i kast med i Persona 5 Strikers. Og det er et spil jeg vil blive ved med at vende tilbage til, indtil jeg har fået alle stumperne med. Med timerne der er gået, er jeg blevet genforenet med gamle venner, på samme måde som når jeg ser en god TV-serie. Jeg kan slappe af med Phantom Thieves, og selvom jeg måske ikke ligefrem har fået udvidet min moralske horisont voldsomt, så vækker temaerne tanker. Og derudover har jeg bare fået endnu mere lyst til en tur gennem Japan.

Det er ikke et spil for alle. Det er et JRPG med stort J. Der er utrolig meget passiv dialog. Meget få reelle valg. Banaliteter, dårlig humor og fjollede monstre. Men det er også fyldt med positive vibes. Man bliver glad i låget. Får lyst til at hænge med vennerne og bare være glad. Sprede glæde. I gruppen og i verden. Og tage til Japan og smage deres mad. Ikke dårligt for et computerspil.
Fakta
Persona 5 Strikers

Persona 5 Strikers

PlatformPlayStation 4
UdviklerOmega Force
UdgiverAtlus
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stærkt sprog Vold
Følg PSlife her
+ Den grafiske stil er sublim, soundtracket er det samme men løftet, nye destination i hele Japan
Acquired taste - bestemt ikke for alle, for meget passiv dialog, savepoints er so last gen
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.0
Log ind og stem
2
Der er 2 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.