Pile Up! Box by Box

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 30. august 2021 - kl. 19:49
Del denne artikel:
0 0

Pile Up! Box by Box er en hyggelig lille co-op puzzler - der er dog lidt problemer, der kan spænde lidt ben for hyggen. Læs anmeldelsen her.

Pile Up! Box by Box er et co-op platformspil, der kan spilles enten alene eller sammen med tre venner i sofaen. Man tager kontrol over en lille papkasse, kaldet en “Boxling” og som denne Boxling skal man løse forskellige puzzles, indsamle nøgler, små kasseformede tokens og andre ting, som blandt andet åbner op for nye baner.



Rundt omkring i de forskellige baner, er der placeret andre papkasser og ens Boxling kan flytte rundt på de her papkasser og på den måde skal man lave for eksempel trapper, så man kan nå høje platforme eller bruge kasserne til at holde forskellige kontakter nede, så døre bliver holdt åbne. Spiller man flere sammen, kan man hoppe op på hinanden og igen på den måde nå områder man ellers ikke ville kunne nå alene.

Senere får man mekaniske kasser, som har specielle egenskaber; nogle af dem kan man flyve på over kortere afstande, mens andre kan trække andre kasser eller tokens til sig over lange afstande. Undervejs får man flere og flere af de her kasser med specielle egenskaber og de er med til at holde gameplayet friskt et godt stykke ind i spillet. De forskellige puzzles er ganske opfindsomme og det er tydeligt, at spillet er skabt med co-op i tankerne og det er betydeligt lettere jo flere spillere man er - det er i hvert fald mindre arbejdskrævende, når man kan arbejde sammen om opgaverne. Men det kan altså spilles alene og her fungerer det også ganske fint.



Noget der dog ikke kan spilles alene, er spillets arkademaskiner. I hver bane finder man en arkademaskine og her kan man spille små hurtige arkadespil som for eksempel kryds-og-bolle og fodbold. Disse arkadespil kræver at man spiller mere end en spiller, for at kunne aktiveres.

Der er i alt fire verdener man skal udforske og det er bestemt ikke små verdener. Hver bane har en overordnet mission; det kan for eksempel være at man skal finde de fire forsvundne frøunger for den bekymret frømor eller tænde seks lamper i en filmfremviser i biograf-verdenen. Hver bane er fyldt med de små kasseformede tokens (faktisk er der 400 styk i hver bane) og de bruges blandt andet til at købe nye sjove skins til ens Boxling med.



Der er dog lidt problemer med spillet, som desværre ødelægger oplevelsen lidt. En ting er styringen, som ikke er særlig præcis, og denne, kombineret med et statisk kamera, er desværre opskriften på en omgang frustrationer. Det statiske kamera er skyld i, at det ind imellem kan være svært at se hvor platforme og kasser er placeret i 3D verdenen, så man hopper forgæves og direkte i døden, da man ganske enkelt ikke kan ramme.

For det andet er styringen for upræcis til de præcise hop der nogle gange kræves og andre gang virker det som om, at hoppe-knappen ganske enkelt svigter og det betyder at man gang på gang kaster sig komisk i døden. Jeg har forsøgt at finde en mønster, men det er som om, at den helt vilkårligt holder op med at virke i nogle sekunder og så risikere at virker igen, når man prøver igen efter ens komiske selvmord. Og måske gør den ikke. Meget frustrerende.



En sidste frustrerende ting er, at banerne er meget store og ikke lineære, hvilket jo er en god ting, men fordi banerne er udformet som de er, så mangler man i høj grad et oversigtskort. Det er ret let at fare vild i omgivelserne og når hoppeknappen så ikke altid virker, så kan det blive en frustrerende tur rundt, for at finde ud af hvordan man kommer videre.

Pile Up! Box by Box handler jo om de her Boxlings, altså nogle små søde papkasser. Derfor er hele spilverdenen lavet i pap og det er en ret gennemført stil. Man kan se at andre karakterer er klippet ud af pap, at buskene i den første bane er lavet af pap og så videre. Det er en stil, der meget stilsikkert er ført hele vejen igennem og det giver spillet et helt unikt look. Lydsiden er ganske fin uden at imponere, med fine lydeffekter og et hyggelig og glad soundtrack.



Pile Up! Box by Box er ikke noget langt spil - det kan gennemføres på regnfuld lørdag, men det er nu et ganske hyggeligt spil, på trods af problemerne. Den upræcise styring og den ind imellem svigtende hoppe-knap er frustrerende og man vil komme til at råbe af spillet nogle gange. Kan man leve med det, så er Pile Up! Box by Box et hyggeligt lille spil, som man kan spille sammen med familien eller et par af ens venner, uden at man river hovederne af hinanden.

Pile Up! Box by Box fås til PlayStation 4 og kan købes på PlayStation Store for 109 kr., hvilket er en helt rimelig pris for dette spil.
+ Hyggeligt og udfordrende co-op gameplay, flot pap-spilverden, store baner med mange tokens der skal findes
Man savner et kort over banerne, styringen er for upræcis, hoppe-knappen svigter nogle gange
Gameplay:7.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.