Siden det første spil har der været snak om en efterfølger og i 2011 blev Prey 2 da også annonceret, men derefter blev der meget stille omkring det og i 2014 kom det frem, at det var blevet droppet. På E3 messen sidste år blev det så annonceret, at Dishonored skaberne, franske Arkane Studios, ville stå bag en reboot af serien (altså ikke en efterfølger) og at det ville blive udviklet hos deres nye afdeling i Austin, USA.
Prey udspiller sig i år 2032 i en alternativ verden, men for at forstå det hele, må man se tilbage til 1960’erne. Dengang præsenterede den russiske præsident Nikita Khrushchev og den amerikanske præsident John F. Kennedy et rumprogramsamarbejde for at holde den uhyre fjendtlige rumrace Typhon på afstand. Det resulterede i Kletka programmet, hvor Rusland og USA sammen byggede en enorm rumstation, hvor der skulle forskes i netop denne Typhon race.
Efter et fejlslagen mordforsøg på Kennedy i Dallas, overtager USA Kletka programmet fra russerne og i de følgende årtier, udviklede USA rumstationen til et stort forsøgs- og udviklingscenter for at få et bedre indblik i Typhon racen. Projektet forblev dog uden de store resultater og i 1998 blev alle forskere på rumstationen dræbt, da Typhon racen, på grund af et fejlslagen forsøg, slap ud. USA valgte derefter at forlade og lukke basen og det afsluttede dermed Kletka programmet.
Godt 40 år senere, i år 2030 overtager TranStar Corporation rumstationen og omdøber den til Talos 1. TranStar påbegynder ombygningen af rumstationen og udstyrer den med det nyeste udstyr, for at kunne genoptage forskningen i Typhon racen med henblik på at kunne udvikle såkaldte Neuromods. Neuromods er genetiske forbedringer til mennesker baseret på Typhon racens unikke evner og disse indsættes i hjernen via det menneskelige øje. Man tager nu rollen som forskningslederen Morgan Yu, som er udstationeret på Talos 1 og vi behøver vel ikke sige, at tingene der stadig ikke er helt som de burde være – så har vi vist ikke sagt for meget.
Prey er lidt tungt at komme i gang med; der er meget at lære, sværhedsgraden er høj, fjenderne er meget aggressive og virker langt kraftigere end en selv. Man finder hurtigt ud af, at hvis man angriber spillet som en traditionel shooter, så får man det svært, meget svært - det skal i virkeligheden spilles langt mere som Arkanes eget Dishonored, nemlig stille og roligt og med omtanke. Prey er i sin kerne en shooter, men der skal også indsamles massevis af materialer til spillets crafting system og der er ligeledes et opgraderingssystem, hvor både Yu, hans rumdragt, våben og hans Psychoscope (et head-set, der kan scanne Typhons for at lære mere om dem) kan opgraderes.
Man skal bruge spillets våben med stor omtanke, for ellers når man ikke langt – og det er så også her, at Prey adskiller sig fra andre mere traditionelle shootere. Man får undervejs adgang til en række forskellige våben og man får hurtigt fat i en stor svensknøgle og en lyddæmpet pistol, men det første mere interessante våben man finder på Talos 1 er den såkaldte Gelifoam Lattice Organism Obstructor eller forkortet til GLOO Canon.
Typhons er en skræmmende og aggressiv fjende. Selv de svageste former for Typhons, Mimics, er skræmmende fordi de kan tage form som helt almindelige ting som en kaffekop, en pakke ammunition eller et health pack og de er uhyggeligt hurtige. Hvis man tror man kan nedkæmpe Typhons head-on, så tager man oftest fejl, de er nemlig alle langt hurtigere og meget stærkere end dig, så derfor er det klogt at forsøge at uskadeliggøre dem så meget man kan, inden man angriber dem og det er her, at din GLOO Canon kommer ind i billedet.
GLOO Canon er et dejligt alsidigt våben, der skyder med en hurtigt-hærdende lim. Den kan bruges til at stoppe Typhons på deres vej, da de bliver fanget i limen og når de står der forsvarsløse, har man langt større chance for at overleve ens angreb på dem. Der skal dog alligevel meget til at slå dem ihjel, så mange gange kan det være klogest bare at komme væk mens man kan. GLOO Canon’en er et alsidigt våben, da det også kan bruges til at slukke mindre brande med, dække eksploderede sikringsbokse, som sender farlig elektricitet ud i rummet og den kan også bruges til lave trapper og ruter til områder, man ellers ikke ville kunne nå. Der er flere spændende våben (f.eks. granater som laver sorte huller), men ens GLOO Canon er ens bedste ven lige fra starten af.
Rundt omkring finder man opgraderinger til våbnene, så de bliver kraftigere, hurtigere og nemmere at bruge. Det er ret basic stuff. Mere spændende er de her Neuromods, som gør Morgan i stand til for eksempel at reparere ødelagte installationer på Talos 1, inkl. automatiske maskinkanoner, han kan modificere sin rumdragt, blive bedre i kamp, bedre til at snige sig lydløst afsted eller blive i stand til at hacke sig ind i forskellige computere og døre.
Senere bliver det dog mere interessant, da Morgan kan begynde at gøre brug af Typhons egenskaber, som telepati, morphe sig selv om til objekter og kunne høste energi fra for eksempel ild og elektricitet. Men der er en bagside af medaljen ved at bruge Typhon modifikationer; nemlig at Morgan bliver mindre og mindre menneskelig. Det kan ses meget tydeligt på de automatiske maskinkanontårne som analysere enhver der nærmer sig dem; de lod nemlig tidligere Morgan passere og angreb de Typhons der var efter ham – de vil efterhånden se ham som en fjende og vil angribe ham.
Endeligt er der også et fint crafting system i Prey. Man samler massevis af materialer og gammelt ragelse op undervejs og dette kan laves om til værdifulde materialer i en Recycler. Disse materialer kan så bruges i Fabricators, som findes rundt omkring på rumstationen, som er nogle maskiner, der kan lave medkits, ammunition, nye våben eller andet, hvis man altså har tegningerne og de fornødne materialer.
Prey er et fint single-player sci-fi eventyr, men man føler alligevel lidt, at det aldrig kommer helt op og ringe. Det er meget tungt at komme i gang med – man skal mindst 5 timer ind i spillet, før det for alvor åbner op, men når det så endelig sker, bliver det så også ganske underholdende. Spillet fungerer overordnet rigtigt fint – det eneste virkelige irritationselement er de lange indlæsningstider man støder på, hver gang man bevæger sig fra det ene område af Talos 1 til et andet. Set i lyset af, at mange af spillets sidemissioner byder på en hel del backtracking, så bliver det med tiden lidt frustrerende, at skulle vente over et minut på et nyt område indlæses.
Prey kører på CryEngine spilmotoren og den plejer at være garant for nogle visuelt ret lækre spil – bare ikke i Preys tilfælde. Misforstå mig ikke; Prey er ikke noget grimt spil og det har den her karakteristiske fine tegneseriestil over sig, som også Dishonored spillene har. Men grafikken virker en smule gammeldags og lyseffekterne og andre visuelle effekter virker lidt flade og spillet har generelt bare ikke den grafiske lækkerhed, som andre spil her i 2017 har disket op med – heller ikke på PlayStation 4 Pro, hvor disse screenshots kommer fra.
Der hvor det visuelle i Prey så imponerer, er på designet – og det er jo også her, at Arkane Studios plejer at have deres styrke. Indretningen af Talos 1 står stadig som det gjorde i 1960’erne da den blev bygget og det får spillet til at ligne en alternativ udgave af BioShock – og det er bestemt positivt ment. Designet er virkelig gennemført og det er helt ned til den mindste detalje og skaber en illusion af en rumstation, som du aldrig har set før. Lydsiden er glimrende med nogle gode lydeffekter og et dynamisk soundtrack, der ændre sig markant når der er Typhons i nærheden.
Prey er et fint sci-fi eventyr, med et helt unikt design, nogle gode våben og spændende gameplay elementer. Det kan nok bedst beskrives som en kombination af Dishonored og BioShock og det er jo heller ikke en helt skidt blanding. Man skal dog temmelig langt ind i spillet, før det virkelig åbner op og vejen derhen er grænsende til det kedelige, så jeg kan godt være lidt bekymret for, at en del spillere vil falde fra inden de får muligheden for at se, hvad Prey i virkeligheden har at byde på – men hold ud, det er ventetiden værd.
Facebook
Twitter
