Ubi Soft er tilbage med det tredje ogsidste kapitel i deres storslåede Sands of Time-trilogi, men kan de rette op på det mislykkede Warrior Within og bringe serien tilbage til dens tidligere højder?
Da Ubi Soft udgav Sands of Time blæste det os alle omkuld og viste os, hvordan et godt platformsspil skulle sættes sammen. Sidste år fik vi efterfølgeren, Warrior Within, og med denne titel blev fokus bragt over på kamp. Desværre viste det sig ikke at være en vindende kombination, og nu er Ubi Soft gået tilbage til rødderne i seriens sidste kapitel.
Gameplay
Vores eventyr begynder, hvor Warrior Within slap. Prinsen har overvundet hans skæbne, er sluppet levende væk fra Dahaken, som jagtede ham, fordi han havde brugt Sands of Time til at ændre tidslinjen og reddet Kaileena, som er skaberen af Sands of Time.
Sammen er de to nu på vej tilbage til Babylon, hvor prinsen forventer en varm velkomst af hans folk. Desværre er en varm velkomst det eneste, Prinsen ikke får. Der er krig i Babylon, byen er blevet angrebet af en ukendt fjende, og alle er døde. Kongen er død, hans folk lider, og den onde Vesir har taget magten. Prinsens båd bliver sprunget til atomer ved ankomsten til byen, og Prinsen og Kaileena bliver skilt ad. Der går dog ikke længe før Prinsen opdager, at Kaileena er i Vesirens hænder, og hun må lade livet, da Vesiren bruger Dagger of Time til at slippe Sands of Time løs igen med den konsekvens, at alle i Babylon bliver forvandlet til de grusomme sandmonstre.
Spillet starter brat, og hurtigt er man i gang med at svinge igennem Babylons gader, mens man bliver jagtet af sandmonstrene, og det er det, som Two Thrones gør så exceptionelt. Man føler virkelig, at man blot er en lille brik i et gigantisk spil, mens man løber fra tag til tag i Babylons gader og prøver at spille ens kort smartest og undgå konfrontationer.
Konfrontationerne kan dog ikke undgås, og denne gang har Ubi Soft lagt endnu et lager af kamp i spillet, nemlig Speed Kill-systemet. Det foregår på den måde, at man kan snige sig op bag en modstander, som ikke har set en, så kommer der en hurtig sekvens, hvor ens daggert vil blinke, og så skal man trykke på angrebsknappen, og bliver det gjort korrekt og med den rigtige timing, får man dræbt ens modstander, før han overhovedet opdager, hvad der ramte ham. Speed Kill-systemet fungerer helt fantastisk og giver en helt ny dimension på spillet, hvilket gør, at man ikke længere kaster sig hovedløst ind i kamp mod fjenderne. I stedet prøver man at udnytte miljøerne til ens fordel og ser, om man kan komme ind på livet af fjenderne. Men når det så endelig sker, og man bliver tvunget ind i nærkamp, kan Prince of Persia 3 også levere på den front. Kampsystemet er i store træk bibeholdt fra Warrior Within, dog med et par nye manøvrer til prinsen. Men alt er ved det gamle ved kampdelen, og den fungerer stadig absolut perfekt og er responsiv og giver total kontrol over handlingerne.
Dog er det ikke kun kamp, der er i fokus denne gang. Ubi Soft er nemlig gået tilbage til at give miljøerne og gåderne hovedrollen, og de udfylder den fantastisk. Alle gåderne er så utrolig godt integreret i banerne, at de føles mere som forhindringer i miljøet end deciderede gåder, og man føler egentlig aldrig, at man bliver udsat for en gåde, da man hele tiden har travlt med at tænke på, hvordan man nu kommer op til den afsats deroppe, så man kan nå op til altanen og komme videre. Det fungerer absolut fantastisk, hvilket gør Prince of Persia til en absolut vidunderlig oplevelse. Dog er Prinsen ikke alene om rampelyset denne gang, for under angrebet på Vesiren bliver Prinsen nemlig inficeret af Sands of Time, og al hans vrede, kynisme og ondskab kommer til udtryk gennem den mørke prins, som er en ond version af vores elskede prins. Når man bliver transformeret til ham, går den vilde jagt gennem Babylons gader, for så er rollerne pludselig byttet rundt, da den mørke prins er en dræber, og han har brug for at dræbe og få Sand of Time for at holde sig i live. Dette gør, at hver gang man bliver transformeret, er det et kapløb mod tiden for konstant at dræbe og få sand i kroppen, så man kan holde sig kørende. Desværre spiller den mørke prins ganske som Prinsen, og spillestilen skal kun ændres på den måde, at man nu er nødt til at skynde sig så meget som muligt og tænke hurtigt for at få mere sand i kroppen. Det giver ikke nogen stor gameplay-fornyelse og føles mest som en byrde. Den mørke prins besidder meget potentiale, desværre bliver det ikke ordentligt udnyttet.
Desværre er ikke alt godt, for der er enkelte fejl i spillet, og de kommer mærkbart frem undervejs, specielt den ene ting, at spillet til tider er urimeligt svært. Der er enkelte sekvenser, gåder og bosskampe, som er urimeligt svære og tvinger en ud til kanten af frustration. Det er dog sjældent, at disse scener dukker op, og med lidt tålmodighed kan de overvindes.
Grafik
The Two Thrones ser helt og aldeles fantastisk ud, alt lige fra animationerne til miljøerne går op i en højere enhed, spillet ser virkelig utroligt godt ud. Første gang man går i land i Babylon, ser man, hvordan byen er hærget af krig, hvordan gaderne er tomme, fordi Babylons folk gemmer sig fra den invaderende hær i et desperat håb om at overleve, og hvordan byen virkelig føles enorm, når man løber på væggene 30 meter over jorden på byens tage og kaster sig fra bjælke til bjælke.
Animationerne i Two Thrones er sublime, alle Prinsens bevægelser er designet ned til mindste detalje og utroligt godt animeret, fjenderne er ligeså utroligt veludførte og specielt Speed kill-animationerne er godt udført og virkelig brutale at se på. Texturene på figurerne er lige så stor en fornøjelse at kigge på, Prinsens hår svajer i vinden, og hans tøj bevæger sig også efter, hvordan han bevæger i verden. Dog er det miljøerne, som er betagende at se på, de er utroligt detaljerede og giver virkelig en fantastisk stemning til spillet, som gør, at man faktisk føler sig alene i store Babylon jaget af fjenden og på evig flugt.
The Two Thrones kører med en flydende framerate uden problemer, og med nogle ganske gode loadetider er der intet at klage over på den grafiske front.
Lyd
Lyden i Prince of Persia er virkelig en fantastisk oplevelse, stemmeskuespillet er helt sublimt og uden tvivl noget af det bedste, der er set i år. Alle skuespillerne har virkelig gået op i deres roller og leverer nogle utroligt troværdige præstationer, specielt er de indre samtaler mellem Prinsen og den mørke prins utroligt gode, da de giver et fantastisk indblik i hans indre kamp mod overmagten.
Musikken i The Two Thrones er et ligeså sandt mesterværk, baggrundsmusikken er orientalsk inspireret og giver med det samme den helt rigtige episke følelse samtidig med, at den sætter en god stemning. Lydeffekterne er lige så imponerende med nogle virkelig gode sværdlyde og et meget realistisk lydbillede.
Holdbarhed
The Two Thrones er ikke noget langt eventyr, små 8-10 timers arbejde kræver det, før rulleteksterne løber hen over skærmen. Det er ikke meget, men det er en tilpas længde for spillet, da der ikke bliver lavet unødvendigt lange scener eller kørt i langdrag. Efter at hovedeventyret er slut, kan man spille spillet igennem igen på en sværere sværhedsgrad og score nogle flere Sand Credits, som man kan købe artwork for. Desværre er der ikke nogen særlig motivation for dette, og efter man har gennemført spillet, er der ikke meget at komme tilbage efter.
Overall
Prince of Persia: The Two Thrones er et comeback for Ubi Soft, alle fejl fra Warrior Within er rettet, og trilogien bliver lukket af med et hæsblæsende og utroligt velstøbt sidste kapitel. Dog kunne der godt have været en smule mere arbejde med den mørke prins, da han rent gameplaymæssigt føles uafrundet og mangler en del arbejde.
Ubi Soft har vundet mod alle odds og skabt endnu et mesterværk, en værdig afslutning på en af de bedste platformsserier i lang tid.
Facebook
Twitter
