Spillets historie starter med en fangetransport af Vendra Prag, en lille, men ond skurkinde, som Ratchet og Clank skal sørge for når sikkert frem til fængslet. Missionen mislykkes selvfølgelig, og Vendra Prag bliver reddet af hendes bror, Neftin. Derefter går den vilde jagt på søskendeparret, og Ratchet og Clank finder hurtigt sig selv placeret i en intergalaktisk krisesituation, som selvfølgelig skal løses, inden verden går under.
Historien er for sig selv ikke noget specielt og er ofte mere forudsigelig, end den er spændende. Men der sker bare noget med en kedelig og forudsigelig historie, når den bliver pakket ind i charmen af et Ratchet and Clank-spil. Det er i allerhøjeste grad de små komiske situationer, der konstant opstår, og den skarpe dialog, som bærer historien et rigtig langt stykke ad vejen. Helt i mål kommer den dog aldrig, men det er sådan set også ligegyldigt, når man får lov tilat grine en hel del undervejs.
Som nævnt tidligere, så har Insomniac Games valgt at tage os med tilbage til den traditionelle Ratchet and Clank-oplevelse, og det afspejler sig i hele spillet. Især charmen, som jeg nævnte ovenfor, er tilbage, og selvom humoren ikke har ændret sig det mindste, så er det stadig utroligt underholdende. Det samme kan siges om styringen. Har man spillet et af de tidligere spil i serien, så kender man styringen i Ratchet and Clank: Nexus. Man løber, sigter, skyder, hopper, aktiverer sine Hooverboots, ja, alting er på sin vante plads, og det hele fungerer som i en drøm. Styringen er dejlig skarp, lige til og let tilgængelig for langt de fleste.
Selvom stort set alt er ved det gamle, er der alligevel blevet plads til en smule fornyelse. Våbnene, som igen er helt vanvittigt fede, stiger i niveau, alt efter hvor meget du bruger dem, og det er muligt at investere krystaller i dem og på den måde opgradere dem. Dette giver lidt ekstra dybde og incitament til at få brugt så mange forskellige våben så meget som muligt, da der kan åbnes op for hemmelige funktioner i disse opgraderinger. Heldigvis får man også lov at bruge alle sine fantastiske våben. Der er fjender overalt, som kun venter på at få sendt et varmesøgende missil efter sig eller blive skudt af den altid humoristiske, men også seriøse robothjælper, Mr. Zurkon Mr. Zurkon doesnt need bolts: his currency is pain.
Der er også blevet plads til Clank i denne omgang, da han igen har fået sin egen banetype at gennemføre. Her bliver han hevet ind i en anden verden, hvor han kan påvirke tyngdekraften og på den måde navigere rundt. Dette virker på samme måde som i A Crack in Time og fungerer som en helt fin afbrækker fra det mere traditionelle gameplay.
Da det primært er historien, som driver spillet frem, er der ikke plads til ret meget free-roaming. Banerne er meget lineære, og man er aldrig i tvivl om, hvilken vej, man skal gå. Desuden vises målet for missionen på ens kort. Dette skal dog ikke opfattes som en skidt ting, da der er rigeligt at holde øje med og samle op undervejs, og man har rig mulighed for at besøge allerede overståede områder, hvis man skulle have overset noget.
Hvis man alligevel føler, at man har behov for en pause fra historien, så kan man muntre sig i arenaen. Denne byder på en del udfordringer af forskellig karakter, hvor gevinsten for eksempel kan være krystaller.
Lyden i spillet er som man kunne forvente. Musikken er ikke nævneværdig, hverken i eller uden for kamp. Våbnene lyder lige tilpas voldsomme og sørger for at give følelsen af, at man står med et eller andet vildt våben, som gør et eller andet fedt.
Rent grafisk er der ikke sket meget siden de sidste par spil. Grafikken er bestemt flot, men heller ikke mere. Fokus i Ratchet and Clank-spil har aldrig været på grafikken, og det har ikke forandret sig. Det ændrer dog ikke på, at man bør nyde de mange forskellige omgivelser, der hver især har deres unikke præg. Det samme kan siges om fjenderne, man møder, som alle er unikke, hvad enten det er et stort flyvende monster eller en amøbe i en grotte. Detaljerne er der blevet kælet lidt for, så man bliver ikke mødt af kluntede eller grimme animationer overhovedet. Jeg oplevede heller ikke fald i frameraten, selvom der til tider var ret mange fjender og eksplosioner på skærmen på samme tid.
Det har hele tiden været klart fra Insomniac Games side, at man ikke skulle forvente et langt spil. Derfor kunne jeg også gennemføre det, uden at springe ret meget over, i løbet af cirka 8-9 timer. Spillet er dog ikke færdig efter dette, da der åbnes op for en Challenge Mode. Heri starter man forfra, men man får lov at beholde, hvad end man fik samlet i første gennemspilning. Fjenderne har selvfølgelig fået et hak opad i sværhedsgraden, og man kan opgradere sine våben yderligere. Dette giver nok 6-8 timers ekstra spilletid eller mere. Det kræver dog, at man er klar på at gennemføre historien en gang til, hvilket er overkommeligt, men bestemt ikke noget alle gider.
Har Ratchet and Clank så formået at afslutte deres æra på PlayStation 3 med stil? Det synes jeg helt bestemt. Man skal ikke købe dette spil, hvis man forventer en grafisk revolution, en musikalsk symfoni eller en hel ny måde at fortolke gameplay på. Man skal købe det, fordi man er vild med Ratchet og Clank. Fordi man er fan af deres herlige univers, og fordi de ikke har ændret på den succesfulde formel overhovedet. Man skal købe spillet, fordi man gerne vil følge med på endnu et eventyr, opleve endnu en historie og skyde endnu flere fjender.
Facebook
Twitter
