Min iver hænger nok sammen med hvor længe det er siden, der har været et godt gedigent platform-eventyr med en Lombax og en robot i hovedrollerne. Ikke siden spillet om filmen om spillet, der udkom i 2016, har der været noget at komme efter, og i den velkendte selvironiske stil er dette præcis hvad Ratchet selv siger, da han i åbningsscenen står midt i en kæmpe hyldestparade.
Inden da er vi dog allerede blevet introduceret for den mystiske hun-Lombax Rivet, der bestemt ikke hviler på laurbærene i den mørke, dystopiske verden hun lever i. Mystik og suspense bygges op, afløses af flad komik i storslåede omgivelser, for at ende i et fuldstændig vanvittigt hæsblæsende intro-kapitel, der ikke lader James Bond meget tilbage at ønske.
Og de er her alle sammen: Ratchet, Clank, Captain Qwark, Dr. Nefarious, Skidd McMarx, Rusty Pete, Mr. Zurkon og alle de andre rødder. Og de ligner sig selv på en prik, bare i blændende fantastisk grafik og i en verden så fuld af liv og dybde, at man næsten splittes mellem at drukne i detaljerne og faktisk følge historien - der jo prøver at være hæsblæsende forstås. Historien er klassisk, omend med nogle overraskende twists, der hovedsageligt tager udgangspunkt i, at Dr. Nefarious får revet virkeligheden godt og grundigt i smadder, da han stjæler den Dimensionator Clank havde genskabt som gave til Ratchet. Pludselig opstår der huller på kryds og tværs mellem dimensioner, og vores to helte ender i hver deres dimension.
Det er netop disse dimensioner, der har været den helt store historie omkring dette nye Ratchet & Clank. For det er når du rejser imellem dimensioner, at der virkelig er mulighed for at vise, hvor umanerligt hurtig den nye SSD i en PlayStation 5 er. I virkeligheden er det med dimensionerne nu mest et party-trick, der køres temmelig hårdt i en meget on-rails tur i starten af spillet. Dermed ikke sagt at SSD’en ikke udnyttes til fulde i alle mulige andre sammenhænge. Hele spillet igennem har jeg ikke oplevet en eneste load skærm, hvis man undtager den klassiske flyve-ned-til-planeten overgang. Der er fuldstændigt glidende overgange mellem film, spil, planeter og dimensioner, og det øger ikke bare spilleglæden, men også den filmiske fornemmelse, fortællingen og indlevelsen i en sammenhængende verden.
Det eneste der faktisk snubler lidt engang imellem, er fortællingen selv. Det er som om det store fokus på hastighed, går lidt ud over selve historien, som jeg faktisk mistede tråden på en gang imellem. Ikke at den er voldsomt kompliceret eller svær at følge med i, men tempoet er så højt, at der var ting der formåede at flyve over mit hoved alligevel. En god fortælling kræver tid og timing, og her er der skruet op på ti på stort set alt.
Jeg tog mig selv i at glæde mig til anden gennemspilning, hvor jeg bare ville fokusere på historien. For når man også gerne vil undersøge alle kroge, finde alle kasser, alle skruer og alle bonusser, og samtidig nyde den storslåede grafik og lyd i fulde drag, så begynder sanserne at sortere lidt - og for mig blev det åbenbart historien der faldt lidt gennem sprækkerne.
Nu har det heldigvis aldrig været historierne der har været det bærende i Ratchet & Clanks univers. Humoren, karaktererne og den lækre grafiske stil har for mig været nok, og det har fået fuld skrue i Rift Apart. Der er mere følelse karaktererne imellem, flere nuancer og en virkelig fed vinkel i, at alle dem vi kender har en dimensionel modpart. Meget tydeligt den samme, men alligevel ikke. Ratchet, Clank, Captain Qwark - alle har de et modstykke, og der er nogle utroligt morsomme spejlbilleder iblandt, med piraten Rusty Petes modstykke Pierre le Fer som min absolutte favorit. Men som med alle andre end hovedpersonerne, er der desværre ikke meget tid til at more sig over ham.
For det, der er det centrale i ethvert Ratchet & Clank spil, er kampene. Og dem er der blæs på. Du får hurtigt opbygget et enormt arsenal af våben med både gengangere og nye gakkede indlæg, så du kan pløkke dig vej gennem horderne af robotter, pirater, drager, tudser, alligator-goons og alskens andre væsner, der på tværs af dimensioner ønsker dig død. Og det føles som en drøm at trykke på aftrækkeren, næsten uanset hvilket af dine mange våben du vælger. Insomniac har virkelig trykket på DualSense-speederen, så du kan mærke hver en kugle forlade hvert et løb.
De adaptive triggere får en central rolle, da flere våben har forskellige modes, som du styrer ved at trykke aftrækkeren halvt eller helt i bund. Tøm din shot-gun et skud af gangen ved at trykke triggeren halvt ind, eller tøm alle løb på én gang ved at hamre den i bund. Du mærker tydeligt i triggeren hvornår du gør det ene og det andet. Du kan også tydeligt mærke hvornår du er ved at løbe tør for ammunition. Dels kan du nu se mængden af ammo i dit sigtekorn, men du kan også mærke magasinet tømmes i triggeren, hvilket understøttes sublimt af lyden, der ændrer sig gradvist sammen med følelsen. Alt i alt giver det dig en rigtig god fornemmelse for dine våben, også selvom du måske kommer til at hamre aftrækkeren i bund det meste af tiden alligevel.
Det er ikke kun våbnene du kan mærke i DualSense controlleren. Alt, fra dine fodtrin på forskelligt materiale og regndråberne på din pels til forbiflyvende rumskibe og bassen i den lokale disko, slår igennem i håndfladerne. Og det er fedt. Men det er også næsten for meget. Ofte er der så meget action på, at det kan være helt svært at skelne hvad der er hvad, selvom den tilbageblivende følelse er, at der er liv i verden og du er lige i midten af det. Ikke mindst når du kombinerer det med et sæt 3D hovedtelefoner, som spillet også gør sit yderste for at udnytte. 3D lyden er ikke meget fremtrædende, men mere et ekstra spark ind i verdenen.
Der er et enkelt sted i spillet, hvor retningsbestemt lyd er din eneste hjælp til at finde din destination, men ellers handler det primært om indlevelsen. Lyd der omslutter dig med et hav af detaljer, fra skrigende flyveøgler på en skyfri himmel, til småsludrende robotter i gaderne i Nefarious City. Der er kampe hvor det er en klar fordel at kunne høre hvorfra der kommer fjender, men ofte er det i situationer med så meget knald på, at jeg ikke altid fangede det når jeg blev flankeret alligevel.
Lidt spøjst er det dog at tage hovedtelefonerne af og pludselig høre de mange lyde controlleren spyr ud i løbet af spillet, som man jo ikke hører noget til, når man har hovedtelefoner på. Det virker lidt fjollet, og det er da også muligt at slukke for de lyde - det kunne måske bare ske automatisk, når nu spillet selv opdager at du bruger hovedtelefoner.
Både lyd og haptics støtter op om en virkelig imponerende grafik. Hver eneste planet du lander på har sin egen æstetik, og alle som en er et imponerende skue, når du lander på dem første gang. Der er så meget liv og fylde i verdenerne, og Insomniac har formået at vække en fantastisk følelse af eventyrlyst for hvert eneste område jeg kom til, fordi udsigterne og de mange detaljer bare giver mig lyst til at fortabe mig og gå på opdagelse i hver en krog.
Det giver også nogle udfordringer, når det nu engang er et platformspil vi har at gøre med. For ofte bliver åbenheden ret hurtigt meget tydeligt begrænset, og de store verdener mere forgrenede stier, og det kan jeg egentlig også bedst lide når det kommer til platformspil - men det clasher lidt alligevel. Og der hvor der faktisk gives frit løb, bliver det nogle gange lidt øde og tomt, fordi den brølende fremdrift spillet ellers kaster efter dig, fiser ud. En svær balance, som dog ikke skal pille ved, at dine øjne vil frydes gennem stort set alle de knap 20 timer det tager, at komme gennem spillet første gang.
Du kan dog vælge at skrue op for spillets framerate på bekostning af noget af al denne skønhed. Som udgangspunkt får du serveret Fidelity Mode, der er 4K opløsning i 30 fps med fuld skrue på lys, visuelle effekter, ray tracing og en større ‘tæthed’ i scenerne - og det er sublimt. Men du kan også vælge Performance Mode, hvor du i stedet får 60 fps, men ingen ray tracing og en lavere opløsning. Forskellen er ret bemærkelsesværdig. Verdenerne mister tydeligt noget af sin magi, med mere triste farver og mindre liv, men du kan også tydeligt mærke den fordoblede framerate. For mig var det bare ikke offeret værd, specielt fordi jeg ikke har oplevet nogen framerate problemer på noget tidspunkt i Fidelity Mode.
Der er til gengæld en middelvej, som lægger sig midt imellem de to: Performance RT, som tilbyder 60 fps med ray tracing, men med endnu lavere opløsning. Her mister du lidt mindre af de lækre detaljer, men du får stadig en markant mindre varm og fyldig oplevelse. For mig er der ingen tvivl om at Fidelity er fedest - men det er jo en smagssag.
Heldigvis er der jo frit valg, og valgmuligheder har Insomniac givet masser af her. Der har været et kæmpe fokus på tilgængelighed blandt Sonys interne studier, og det kommer i den grad til udtryk i dette spil. Jeg har aldrig set så mange muligheder for at rette spiloplevelsen til, som der stilles til rådighed her. Alt fra direkte hjælp i spillet ift. at sigte, skyde, grinde og undgå at falde ud over kanter, til korrektion af farver eller hvor meget action der skal være på skærmen på samme tid. Du kan sågar opsætte en knap på controlleren til at skrue spilhastigheden helt ned til 30% når du ønsker det, så du kan nå at se hvad der foregår. Det er helt vildt hvad man kan fifle med af indstillinger, for at gøre oplevelsen god for de fleste - og det er enormt fedt at se, at der bliver lagt så meget arbejde i den slags detaljer, så flest muligt kan være med.
Der er fem sværhedsgrader du kan arbejde dig op igennem, lige fra Rookie Explorer, hvor alt er skruet ned på laveste blus og du slet ikke kan dø, helt op til Renegade Legend, der giver kamp til stregen for selv den mest hårdføre Lombax. Du kan også spille spillet på dansk og et hav af andre sprog, selvom det endnu engang er så tåbeligt sat op, at du skal skifte systemsprog for at skifte sprog i spillet. Desuden er jeg ikke ligefrem imponeret over den danske version, men den er jo rigtig fin at have, når nu den lille kaster sig ud på sit Rookie Explorer eventyr.
Som nævnt tog det mig knap 20 timer at gennemføre Rift Apart første gang. Derudover brugte jeg 5-10 timer på at køre 100% og finde hver en stump i alle dimensionernes kroge. Og så kommer Challenge Mode, hvor du kan spille hele spillet én gang til i en højere sværhedsgrad, og med alt det gear du har skrabet sammen fra starten. I Challenge Mode kan du købe Omni-udgaven af dine våben, og fortsætte opgraderingen af dem fra level 5 til level 10, så ud over at du nu får muligheden for måske at nyde historien lidt mere, er der et klart fokus på at få hele arsenalet boostet til max - og det kan der faktisk gå rigtig meget ganske morsom tid med. Så der er mange timers underholdning at hente her, også selvom jeg faktisk blev en smule overrasket over ‘allerede’ at være færdig, da jeg kom i mål. Men det må jo primært vidne om underholdningsværdien.
Rift Apart er i bund og grund ‘bare’ et Ratchet & Clank spil. Men det er Ratchet & Clank som du aldrig har set det før. Og det Ratchet & Clank som du altid har kendt og elsket det - hvis du altså har været med på vognen tidligere. Der er masser af hints og hentydninger til de gamle spil, men det er et helt nyt eventyr, der kan spilles af alle - for som nævnt er historien ikke det bærende. Det ER en showcase for PlayStation 5, og det er for mig det første spil der omsider viser hvorfor det gav mening at opgradere - såvel konsol som TV.
Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at smadre kasser, banke Nefarious, opgradere vanvittige våben og støve rundt på planeter efter guldskruer og infobots. Og jeg har slet ikke nævnt den labre Photomode, Clanks måske liiidt tunge solo-puzzles, hacker sekvenserne, eller de fede små Pocket Dimensions du kan finde på alle planeter, for at støve de forskellige bonusudløsende rustningssæt op.
Men du skal jo også have et par overraskelser at glæde dig til - for Ratchet & Clank: Rift Apart er et fantastisk underholdende og smukt eventyr, som alle med en PS5 bør eje.
Facebook
Twitter
