Red Dead Redemption 2

Anmeldt af: Jonas Deibjerg Rasmussen - 4. november 2018 - kl. 19:42
Del denne artikel:
3 9

Otte år efter det første spil, er Rockstar nu klar med efterfølgeren til deres western saga. Og de otte år har de brugt til fulde. Læs anmeldelsen af Red Dead Redemption 2 her.

Jeg ER Arthur Morgan. Hård udenpå, blød indeni, lynhurtig med seksløberen, skarp med en kniv, hårdtslående, whisky-drikkende, god ved mine venner, ikke ved mine fjender.



Jeg har redet vesten tynd med min bande, drukket mig fuld med drengene og er blevet kastet ud gennem vinduet af en saloon, for at tage et ordentligt slagsmål i mudderet udenfor, kun for at vågne op i arresten næste dag.

Jeg har haft mit Revenant-moment, hvor jeg fik tæv af en kæmpebjørn, indtil jeg slap ud under den, gav den det sidste stykke bly i skallen, og fik lavet en grinagtig hat af den. Jeg har dræbt, røvet, elsket, hadet, været fortabt i fantastiske udsigter og dybe samtaler omkring lejrbålet, eller på ryggen af min trofaste følgesvend, hesten Jambo.

Jeg har levet et liv i Amerika anno 1899. Jeg har været der. Jeg har minder derfra. Jeg savner det når jeg er væk fra det, men nyder mit moderne liv lidt mere på grund af det. Og jeg er fuld af ærefrygt og taknemmelighed overfor de mennesker, der har gjort rejsen mulig.



Det er ikke helt så glamourøst at være cowboy som man kunne tro, efter at have set et hav af spaghetti westerns. Det er et hårdt liv. Et beskidt liv, hvor man må kæmpe for føden og sin egen overlevelse. Chancerne er bedre, hvis man finder nogle at hænge ud med.

Arthur Morgan har faderfiguren Dutch van Der Linde, der gennem årene har skrabet sig selv en gruppe sammen under navnet Van Der Linde Gang. En skravlet gruppe af overlevere, der hver især bidrager med det de kan.

Kvinderne sørger for at lejren kommer på benene, og at mændene kommer på højkant og tilbage i sadlen, når de har kigget lidt for dybt i flasken eller er sluppet uheldigt fra et sammenstød med verden. Hvis de da ikke selv drager til byen for at muntre de mænd op, der huserer derinde - mod betaling naturligvis.



Undervejs støver de tips og hemmeligheder op, som Arthur og drengene kan arbejde videre med, i deres lyssky arbejde som outlaws. Og det er en karrierevej med mange muligheder, omend der i 1899 begynder at komme så meget styr på det vilde i det vilde vesten, at det bliver stadigt sværere at holde sig i live på den forkerte side af loven.

Der kan lånes penge ud til svage sjæle, stjæles hestevogne, røves toge og butikker, eller bare folk på landevejene. Og i Van Der Linde banden er der samlet personligheder, der dækker hele spektret.

Arthur, der har været i banden det meste af sit liv siden Dutch samlede ham op som knægt, er selv lidt et knudepunkt, og en de andre medlemmer meget gerne inddrager i deres forskellige planer. Især hvis du viser din støtte til banden, ved at jage mad til folket, donere værdier og penge, og hjælper med at opbygge og udvide lejren.



Du bestemmer selv om du er den grove psykopat, der skyder før han taler og røver alle han møder, eller du er den heltagtige røvertype, der hjælper de svage og kun røver fra de andre røvere. Med et blackhat/whitehat barometer kan du følge hvordan spilverdenen anskuer dine valg, og det er svært ikke at kaste en tanke mod Westworld, omend der ikke er nogen indikation af simulation eller Animus-tech her. Heldigvis.

Man kunne tro at det er nemmere at skaffe sig penge og værdier med den sorte hat på, og det er også umiddelbart det hurtigste. Men kun indtil du opdager de finurlige sammenhænge, der i den grad underbygger hvor levende denne verden føles. Dit ry og rygte spreder sig med lynets hast, og folk i verdenen behandler dig som du behandler dem.



Det betyder at du ikke bliver budt indenfor mange steder, hvis du vælger den sorte vej, og det afskærer dig fra en række muligheder for at tjene penge på mindre voldsom vis. Omvendt justerer spillet hvor meget du tjener på aktiviteter alt efter om de passer til din ‘hattefarve’, så alt i alt får du en afbalanceret indtjening, uanset hvordan du vælger at opføre dig.

I det hele taget har Rockstar formået at opbygge sandkasse med så mange systemer, at det samlet giver en utrolig fornemmelse af at træde ind i en selvstændig levende verden, som du bare er en del af. Ikke hovedpersonen alting bøjer sig omkring.

Du skal motionere for at få fornuftig stamina og ikke blive tyk; du skal spise for at holde dig skarp og i live; du skal børste og klappe din hest for få det forhold til den, der gør den god når kuglerne flyver; du skal tjekke vindretningen når du jager; du skal klæde dig på efter vejrforholdene, for ikke at blive for kold eller varm og dermed miste styrke.



At gå ind på en saloon og slå sig ned ved pokerbordet, føles ikke som om du nu starter et mini-spil i spillet, men bare som om du træder ind i et spil, der ville blive spillet alligevel - med eller uden din deltagelse. At folk på gaden væmmes ved dig, hvis du glemmer at gå i bad - hvilket selvfølgelig kan gøres med eller uden kvindelig assistance, og at du skal klippe og barbere dit hår for ikke at ligne en hulemand føjer yderligere til følelsen. Følelsen af at være Arthur Morgan i det vilde vesten anno 1899.

Men det er ikke altid sjovt at være Arthur Morgan. For at være tro mod oplevelsen, er der meget få ‘quality-of-life’ features. Du kan kun have ganske få ting på dig, din hest kan ikke slæbe mere end ét nedlagt bytte af gangen, og først sent i spillet får du mulighed for fast-travel, så du ikke skal ride til alting. Og det endda kun fra din lejr, så du kan ikke hoppe rundt i verden som du har lyst til.

Det er ikke nødvendigvis dårlige ting - det understøtter i høj grad følelsen af at træde ind i en virkelig verden - men det kræver en hel del tilvænning. Det er faktisk ret kedeligt at ride de lange ture på kryds og tværs af landskabet, når først du har tabt kæben over udsigterne de første par gange.



Men det er tydeligt at det er tænkt som en del af oplevelsen. Arthur går selv utrolig langsomt og hvis du vil have ham op i tempo skal du tappe på X hele tiden. Det er meningen at du skal mærke det langsomme tempo. Ligesom det er meningen, at du skal lade dig lede på vildspor af de mange aktiviteter, og ikke bare kaste dig efter de hovedmissioner, der løbende popper op på kortet.

Så øvelsen går på at tage den dybe indånding, indstille dig på at det her ikke er et af de sædvanlige actionspil, hvor du drives frem af fortælling og missionsstruktur, men at det handler om at tage verdenen ind. Lade dig blive en del af den verden. Samle urter, flå en kanin, lave et lejrbål på prærien og stege den over ilden, lære dine bandemedlemmer at kende, møde tilfældige mennesker og høre om deres udfordringer - måske endda hjælpe dem på vej videre i deres liv.

Meget langsomt, meget ærligt, næsten meditativt. Og det er først når du finder ind til den måde at bevæge dig gennem Red Dead Redemption 2 på, at spillet virkelig kommer til sin ret. Indlevelsen bliver total. Du bliver Arthur Morgan.



Den indlevelse gør så til gengæld de enkelte huller i osten så meget mere tydelige og frustrerende. Den største barriere for mig var kontrollen, der på en eller anden måde virker meget kompleks og ikke særlig intuitiv. Med fare for at fremstille mig selv som utjekket og højre-venstre-blind, er det ikke sjældent, at jeg indledningsvis kom til at skyde hatten af folk, i stedet for at hilse pænt.

Hvis jeg altid havde den oplevelse i spil, ville jeg ikke have fremhævet det, men det er ikke tilfældet. Bevares der er altid en indlæringskurve, men her synes det ligesom aldrig helt at komme ind i fingrene, og det er frustrerende hele tiden at skulle prøve at genkalde sig den rette tastekombination, i en given situation.

Og det er ikke kun fordi jeg ikke har styr på knapperne. Det er forskelligt fra situation til situation hvad du reelt har mulighed for at gøre. Nogle gange KAN du kun true folk med din pistol, selvom du måske hellere ville spørge dem hvad de hed. Andre gange bliver valgmulighederne meget hurtigt barberet ned, ud fra dine første valg i en dialog, så du måske til sidst slet ikke kan gøre andet, end at kvæle den arme person du egentlig bare ville true.



Men det er alt i alt mindre fejl i det store billede, og det tager ikke meget fra den fantastiske verden Rockstart her har opbygget. Manuskriptet for hovedhistorien skulle være 2.000 sider langt, svarende til over 60 timers spil, og lægger man alle sidehistorier og dialoger for verdenens mange øvrige karakterer oven i, bliver stakken af A4-sider ifølge forfatter Dan Houser 2,5 meter høj.

Der er lagt over 2.200 dages optagelser af motion capture ind, og på sit højeste var Rockstar det firma der hyrede flest skuespillere i New York overhovedet, med de 700 mand, der har været med til at lægge stemmer til. Læg dertil at flere tusinde udviklere på tværs af hele verden, har været i gang de sidste syv år, og der kan ikke være tvivl om hvorfor detaljeniveauet i dette spil er så enormt og så imponerende.

Og Rockstar ved at det betaler sig at investere. Det kostede dem over 1,7 mia. at udvikle GTA V, men marts i år ramte indtjeningen 38 mia., og det lever stadig i bedste velgående. Og på de første tre dages salg af Red Dead Redemption 2, kom der over 4,7 mia. i kassen, så den investering er også allerede kommet igen flere gange.

Så kan man håbe at de nedslidte medarbejdere man hørte så meget om lige inden launch, rent faktisk får en bid af kagen og noget for de mange timer.



Jeg er ret sikker på at Red Dead Redemption 2 ikke er for alle. Men jeg vil også mene at det er en spiloplevelse man næsten ikke må snyde sig selv for. Der er tydelige tråde til GTA, men det her er for voksne. Det her er alvor.

Der er det hele, så utroligt mange forskellige ting at tage sig til, og på den måde kan du til dels selv styre spillets pace. Men den indlevelse du får, hvis du tager verdenen ind og formår at skrue dig ned i tempo og ramme spillets egen rytme, er meget speciel, og giver en unik oplevelse du efter min overbevisning ikke finder andre steder.

Og så har jeg slet ikke nævnt grafikken, lyden og soundtracket, der er noget af det mest imponerende jeg har oplevet. Men sjovt nok kommer det hurtigt - og elegant - i baggrunden, fordi du bare bliver suget ind i denne western verden. Her er den ene fantastiske udsigt efter den anden, et mylder af liv overalt omkring dig, et lydtapet, der umærkeligt ændrer sig i både effekter og musik, efterhånden som du bevæger dig igennem de forskellige typer af landskaber eller situationer.

Alt sammen blot detaljer, der understøtter følelsen af, at du ER Arthur Morgan.
+ Fantastisk smuk og realistisk gengivelse af livet i det vilde vesten, 60+ timers hovedhistorie og tonsvis af andre ting at tage sig til - og så kommer online til november
Styringen virker kompleks og ikke intuitiv, nogle gange hindres du i at gøre som du vil af begrænsninger i de kontekstsensitive menuer
Gameplay:9.0
Grafik:10
Online:-
Holdbarhed:10
Overall 9.5
Log ind og stem
9
Der er 9 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.