Remothered: Broken Porcelain

Anmeldt af: Christian Mortensen - 29. oktober 2020 - kl. 16:55
Del denne artikel:
0 0

Endnu et horrorspil ser dagen mørke - desværre er det skræmmende af de helt forkerte årsager. Læs anmeldelsen af Remothered: Broken Porcelain her.

Horrorspillet Remothered: Tormented Fathers fra 2018 fik hurtigt en hardcore følgerskare og selv om jeg ikke selv fik oplevet det spil, var jeg interesseret i hvad denne efterfølger havde at byde på. Det kunne jo være man havde overset en gemt perle. Jeg skal ikke kunne udtale mig om det første spil, men efterfølgeren Broken Porcelain, er ikke nogen perle.



Når man starter spillet, kan man vælge at få en kort opsummering af historien fra det første spil og hvis man, som jeg, ikke har spillet det, så er det en rigtig god idé lige at få historien ridset op. Tidligere tog man rollen som Rosemary Reed, der ledte efter den forsvundne teenager Celeste Felton og fandt undervejs en masse familiehemmeligheder og nogle grusomme forsøg med stoffet Phenoxyl. Stoffet skulle kunne helbrede personer med PTSD, men i stedet gjorde det dem sindssyge.

Remothered: Broken Porcelain tager historien i en ny retning og jeg vil ikke afsløre noget af den her - mest fordi jeg faktisk ikke er i stand til det, fordi den er så indviklet og knudret at den mange gange slet ikke giver mening. Den er meget svær at følge med i og virker utrolig rodet. Om det er fordi jeg ikke har spillet det første spil, skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev i hvert fald ret hurtigt koblet af.



Det er desværre ikke meget bedre med gameplayet. Man skal bevæge sig rundt og undersøge omgivelserne, indsamle ting man kan bruge til at crafte nye ting - og ikke mindst undgå de morderiske fjender, som der åbenbart er over alt. De skulle være ofte for Phenoxyl og de er bestemt heller ikke helt raske. Styringen er desværre meget upræcis og kluntet og da en del af gameplayet er baseret på stealth, så er det uheldigt at man vælter rundt som om beruset tosse - det kommer der ikke noget godt ud af.

Hele stealth delen er noget rod; enten vælter man rundt og bliver hurtigt opdaget, ellers lykkedes det at holde sig skjult, men så er det et lotteri om man bliver opdaget eller ej, da den kunstige intelligens virker meget random - det er ikke til at vide, om man faktisk er skjult eller om man er opdaget. Meget frustrerende. Noget andet frustrerende er spillets boss-kampe og dem er der en del af. Her kommer man også til at kæmpe med den klodsede styring og mange gange skal man gøre noget bestemt på et bestemt tidspunkt, for at have en chance for at nedlægge bossen. Det er sådan set meget normalt, men så er disse kampe typisk designet sådan, at for eksempel fjendens svage punkt er til at se eller at der gives nogle svage hentydninger til hvad man skal gøre - det er der ikke noget af her. Så mens man kæmper med en klodset styring og en aggressiv boss, så skal man også gætte sig til hvad man skal gøre. Der er måske nogen der vil argumentere for, at det er hardcore old-school spildesign og det er det muligvis også - men det er stadig frustrerende når man på samme tid skal kæmpe med tekniske udfordringer.



Noget af det vigtigste i et horrorspil er naturligvis stemningen og ja, der er uhyggelige sekvenser i Broken Porcelain, men det er svært rigtigt at fordybe sig og dermed blive rigtigt skræmt, når man sidder og er irriteret over andre ting. Grafikken er fornuftig og til tider stemningsfuld men er ikke noget specielt og der er massevis af underlige små fejl. Lydsiden er egentlig fin og er med til at opbygge en til tider uhyggelig stemning, men det er desværre ikke nok.

Remothered: Broken Porcelain er på mange områder meget middelmådigt når det er bedst. Jeg håber at forgængeren var bedre, ellers forstår jeg ikke den hardcore følgerskare det fik da det udkom tilbage i 2018. Det her spil er kluntet, irriterende og fungerer desværre ikke ret godt - og historien giver ganske enkelt ingen mening. Det kan gennemføres på 5-6 timer, men føles meget længere og det er aldrig en god ting.

Remothered: Broken Porcelain koster 219 kr. på PlayStation Store, men jeg vil anbefale at man sparer de penge.
+ God stemning, kan være skræmmende enkelte gange
Historien giver for det meste ingen mening, kluntet styring, stealth virker ikke ret godt, tilfældig kunstig intelligens, en del småfejl i grafikken
Gameplay:4.5
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.