Resident Evil Village

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 11. maj 2021 - kl. 15:06
Del denne artikel:
3 5

Forårets måske største spil er udkommet, nemlig det nye Resident Evil Village. Er du klar til at tage endnu en tur gennem Resident Evils rædsler og forskruede verden? Læs anmeldelsen her.

Jeg er nok en lidt atypisk Resident Evil spiller. Jeg spillede det første spil i serien på den originale PlayStation - og elskede det. Men det var også en skræmmende oplevelse og ikke en jeg ubetinget nød - og selv om jeg spillede både Resident Evil 2 og Resident Evil 3, blev jeg ikke hængende på serien. Det fremragende (har jeg fået fortalt) Resident Evil 4 har jeg aldrig spillet - og heller ikke Resident Evil 7, andet end i et par timer.



Det sidste kan godt vise sig at være et problem i forbindelse med at skulle anmelde Resident Evil Village, som udspiller sig 3 år efter Resident Evil 7 og har den samme hovedperson, nemlig Ethan Winthers. Efter hændelserne i Resident Evil 7, er Ehtan og hans kæreste Mia blevet genhuset, og de forsøger at få en normal hverdag op at stå igen efter hændelserne i Baker huset. Der er naturligvis ikke ro på ret længe - og uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at man, efter en række voldsomme hændelser, vågner op i en middelalderlig landsby for foden af et kæmpe slot - og landsbyen bærer præg af død og mørke og der er tilsyneladende ingen overlevende - ikke mennesker i hvert fald.

Jeg vil ikke afsløre mere af historien, fordi den er det ganske bærende element i spillet og man bliver revet igennem en noget hæsblæsende fortælling, som tager nogle interessante drejninger undervejs. Ethan Winters bliver igen en presset mand, lad mig sige det sådan. Af flere omgange kommer Ethan til den her uhyggelige og øde landsby, hvor han bliver jagtet rundt på et slot af vampyrkvinden Lady Dimitrescu, kommer igennem mørke fangekældre, blodige vinkældre, smukke slotsruiner og det mest ulækre: En herregård fyldt med en gal dukkemagers levende porcelænsdukker.



Gameplayet er hurtige og mere actionfyldt end i Resident Evil 7 og jeg synes faktisk at det klæder spillet. Ehthan er dog nogle gange lidt for tung og sløv til at følge med, men det er egentlig bare med til at højne intensiteten. Der er også stille perioder, hvor man gennemsøger huse og hytter for ammunition, health pakker og andet brugbart, der er typiske Resident Evil puzzles der skal løses, der er hektisk bosskampe og endelig er der perioder, hvor man næsten overrendes af horder af fjender, som skal holdes i skak indtil man kan få dem nedkæmpet.

Man bliver udstyret med forskellige våben og disse kan opgraderes hos The Duke, spillets købmand. The Duke er i øvrigt en virkelig fed karakter og en af de mest karismatiske i spillet overhovedet - måske kun overgået af Lady Dimitrescu. Det kan godt være at gameplayet ikke er noget spring fremad, da det er helt tydeligt at det her ER et Resident Evil spil, men jeg var godt underholdt fra start til slut og det er en fin og velfungerende actiongyser.



Hvis man skal pege på et par negative ting ved Resident Evil Village, så er det at Ethan Winthers ikke er en særlig interessant hovedperson. Hans dialoger kan være tåkrummende og nogle gange stiller han ikke spørgsmålstegn ved de grusomheder der udspiller sig foran ham - han accepterer dem bare. Her kunne jeg godt have ønsket mig en mere realistisk reaktion fra vores hovedperson, når han oplever disse uhyrligheder. Og uhyrligt er det med mellemrum, volden er langsom, den er udpenslet og ikke rar.

Rent teknisk er Resident Evil Village til PlayStation 5 fremragende. Capcom har designet en virkelig smuk, men også mørk og dyster verden, og de bruger hele spilverdenen til at underbygge historien med lækker arkitektur og sindssygt smukke omgivelser. Grafikken er spækket med detaljer, kører i 4K med Ray Tracing (45fps), HDR lyssætningen er smuk og Resident Evil Village er et af de absolut flotteste spil du kan få til din PlayStation 5.



Der bydes også på 3D lyd, som er virkelig gennemført. Capcom ved hvornår de skal skrue ned for musikken, så stilheden tager over og den kan mange gange være næsten mere skræmmende end en fyldt lydside. Man hører tydeligt når de gamle huse man kommer igennem knager, hvordan fjender grynter lidt i det fjerne og 3D lyden kommer rigtig til sin ret, når man bruger den til at orientere sig efter, da man for eksempel kan høre fra hvilken retning fjenderne kommer. Så - teknisk er der ikke noget som helst at udsætte på spillet her, som ser fremragende ud, lyder mindst lige så godt - og så er indlæsningstiderne nærmest ikke eksisterende.

Alt efter hvor grundig man er, tager det omkring 12-15 timer at komme igennem historien og når man har gjort det, får man adgang til Mercenaries gamemoden. Denne gamemode så vi for første gange som en bonus i Resident Evil 4 og her bliver man kastet ud i nogle små missioner, hvor man på tid skal dræber alle fjender i mindre maps, mens man opbygger kill combos og score multipliers. Hvert forsøg vil være forskelligt fra det forrige, da spillet genererer nye baner tilfældigt. Mercenaries er endnu mere actionpræget end historiedelen, men slet ikke skræmmende - dette er blot en ekstra arkade-præget bonus, som man kan hygge sig med.



Resident Evil Village er som nævnt i starten, en direkte efterfølger til Resident Evil 7. Kan man så godt spille Village, hvis man ikke har spillet forgængeren? Ja, det kan man sagtens, for man kan blandt andet vælge at se en grundig opsummering af hændelserne i Resident Evil 7 inden man går i gang, så man får lidt indblik i hvad der foregår.

Resident Evil Village er en god og solid action-gyser. Selv om der er ikke er de store nyheder i forhold til de forrige spil, så var jeg særdeles godt underholdt hele vejen igennem og den større fokus på action er jeg glad for. Jeg ved at nogle Resident Evil fans ikke bryder sig om den retning og hellere vil have den langsommere og mere udforskende stil fra Resident Evil 7, men jeg synes at Capcom rammer en god balance her.

Resident Evil Village er en glimrende fortsættelsen af serien, der startede helt tilbage i 1996, og med dette spil, løfter Capcom fint serien ind i næste generation af konsoller. Er du til Resident Evil, så er Village et must - på trods af den lidt mere action-orienterede retning.
+ Fremragende og stemningsfuld grafik, skræmmende 3D lyd, god balance mellem action og horror og puzzles, en virkelig solid action-gyser
Ikke de store nyheder i forhold til de forrige spil
Gameplay:8.0
Grafik:9.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 8.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.