Resistance 2

Anmeldt af: Mikkel Vinther - 30. december 2008 - kl. 12:42
Del denne artikel:
15 0

Nathan Hale er tilbage for fuld udblæsning i efterfølgeren til Playstation 3’s store launchtitel.

Det er nu to år siden Playstation 3 ejere første gang blev introduceret til Nathan Hale. Amerikaneren, som var en del af hæren, der måtte hjælpe England efter de blev angrebet af de forfærdelige Chimera fra Rusland. Hale var den eneste overlevende efter angrebet på det store tårn, Chimeraen havde gravet op i midten af London, og nu samler Resistance 2 tråden op fra sidst.






Spillet starter umiddelbart efter slutningen på det første spil, hvor Hale vandrer rundt udenfor London og bliver samlet op af de amerikanske specialstyrker fra SRPA. Her opholder Hale sig i to år, og efter en mystisk operation fra en af SRPA’s doktorer, tager spilleren endelig kontrol over Hale igen. Singleplayerdelen i Resistance 2 centrerer sig om Hale, mens han og SRPA tager kampen op mod den store Chimera invasion af USA. Modstandskampen mod fjenden tager Hale fra San Francisco til Chicago og et par andre unikke steder. Historien om Hale omhandler dog ikke kun invasionen og kampen mod fjenden, men også om Hale og hans infektion af Chimera virusset, som han kæmper imod for ikke at blive forvandlet til fjenden. Dog bliver hverken historien om USA’s invasion eller Hale’s kamp mod infektionen uddybet eller gjort specielt engagerende igennem spillets ti timer lange singleplayerdel. Selvom Hale taler en del mere i efterfølgeren, bliver man som spiller aldrig engageret. Spillets historie føles meget usammenhængende, og der bliver skåret en masse hjørner for at presse de nødvendige historieelementer ind i spillets kampagne. Selvom historien i Resistance 2 falder til jorden, så bliver størstedelen af oplevelsen dog reddet af gameplayet.

Gameplayet i Resistance 2 er nemlig først og fremmest utroligt underholdende. Det at affyre sine våben er utroligt tilfredsstillende, og hvert våben er en fryd at skyde af. Dog kan man ikke som i det første Resistance løbe rundt med alle de våben, Hale kommer i nærheden af. Derimod kan man kun have to våben på sig af gangen nu, og det betyder, at man skal være meget mere selektiv, når det kommer til at vælge strategier, når man skal i kamp. Dog føles det meget som om Resistance 2 mener, at spilleren ikke er smart nok til at finde på disse strategier selv, for før hvert større møde med fjenderne ligger de våben, man har brug for, lige før man skal i gang. Det fjerner en stor del af den frihed det første Resistance havde, hvad angår våbenudvalget og mulighederne der lå i det.






Udover reduceringen i antallet af våben man kan bevæge sig rundt med, er Hale’s helbred også blevet ændret. Energisystemet i Resistance 2 er nu ligesom det vi er vant til fra alle andre skydespil, hvor skærmen bliver mørkere jo mere skudt man bliver, og hvis man venter nogle sekunder, er man klar til kamp igen. De nye ændringer i gameplayet er både positive og negative, men generelt set føles Resistance 2 stadigvæk som et af de bedre skydespil på markedet rent gameplaymæssigt. Det solide gameplay kan dog ikke skjule de store problemer, der plager singleplayerdelen af Resistance 2. Kampagnen føles generelt ufærdig, der er mange fejl og ikke ordentlige producerede ting, der ligger op til storslåede øjeblikke, men ikke formår at hæve sig over middelmådigheden. Banedesignet er uinspireret, og flere steder undrer man sig over, hvor eller hvad man skal, og det er med til at ødelægge ens glæde ved spillet.

Den største glædesdræber er dog i form af den kunstige intelligens hos fjenderne. For fjenderne mener åbenbart, at Hale er det absolut vigtigste i verden og vil rette alle deres våben i hans retning og fuldkommen ignorere ens medsoldater, der står ved siden af dem og skyder på dem. Det er ikke kun en underlig form for intelligens, men det skaber også en masse frustration for spilleren, da der til tider opstår nogle situationer, som ikke kan beskrives som andet end decideret urimelige. Disse ærgerlige designfejl gør, at Resistance 2´s singleplayerkampagne er en meget svær oplevelse at nyde for spilleren. Den tamme singleplayerdel opvejes dog af den imponerende multiplayerdel.






Multiplayer kommer i to varianter. Der er co-op delen, hvor flere spillere skal samarbejde, og så er der et væld af forskellige former for spiller mod spiller variationer, hvor det handler om at være meget hurtig på aftrækkeren. Co-op er dog den mest originale og anderledes i samlingen. for modsat de normale former for co-op, hvor man blot har en ven til at hjælpe sig igennem singleplayerdelen, så tager Resistance 2 en helt ny tilgang til konceptet. Co-op er nemlig nogle separate missioner væk fra hovedhistorien, hvor op til syv andre kan hjælp hinanden med at kæmpe sig igennem missionerne. Hver person vælger en af de fire forskellige klasser, og afhængig af hvilken klasse man vælger, har man forskellige roller. Soldaterne skal holde sig i front med deres skjolde og store våben, mens lægerne skal holde sig på afstand og sørge for, at holdets energi er i top. Specialstyrkerne skal sørge for, at der konstant er ammunition nok til alle. Hver klasse er meget unik, og hver af dem har deres helt egne tilfredsstillende elementer i sig. Som spiller bliver man også belønnet konstant for at spille spillet korrekt, man optjener nemlig erfaringspoint hver gang man gør noget godt, som at dræbe en fjende eller hjælpe en holdkammerat, og på den måde bliver der hele tiden givet opgraderinger samt nye ting til ens online profil for at spille godt.






Erfaringspoint bliver også delt ud i den mere almindelige multiplayerdel, hvor op til 60 spillere skal dyste i variationer af alle mod alle eller forskellige holdopdelinger. Multiplayer er hæsblæsende og intens, og med så mange spillere i hvert spil, er der altid noget at skyde på, hvilket gør, at man hele tiden er underholdt og har noget at bruge sine våben til. Banedesignet i multiplayerbanerne er også godt veludført og er fyldt med en masse fordele for alle klasserne, og designet føles hverken uretfærdigt eller designet til fordel for en bestemt klasse. Overordnet set føles det som om Insomniac primært har fokuseret på at bringe en fantastisk multiplayeroplevelse til bordet, mens der ikke er blevet brugt meget tid på singleplayerdelen. Multiplayer i Resistance 2 er dog noget af det bedste, der er set i år.
Grafisk er Resistance 2 en meget blandet pose. Der er steder, hvor spillet ser helt fantastisk ud, og så er der steder, hvor det ikke er specielt imponerende at se på. De steder, hvor spillet ser godt ud, er det dog noget af det flotteste, der længe er set på en Playstation 3. Samtidig er frameraten utrolig stabil igennem hele spillet, og det gør det til en fornøjelse at se et halvt hundrede Chimeras komme stormende mod en, mens frameraten stadig forbliver stabil. Animationerne er dog af varierende kvalitet, og de føles generelt halvfærdige og som noget, der kunne have nydt godt af et par måneders mere arbejde, da der tit og ofte opstår underlige situationer, hvor ens medsoldater lige skal rotere halvfems grader for at stå i den rigtige position, og fjenderne ser til tider underlige ud i deres bevægelser.

Lydsiden i spillet er dog generelt god med et storslået og episk soundtrack, der sætter en filmisk stemning, der matcher de storslåede scener i spillet. Stemmeskuespillet er en blandet pose med nogle udmærkede præstationer hist og her, mens andre falder til jorden og er ikke andet end dårligt leveret skuespil, som ikke gør noget for at skabe indlevelse i spillet. Lydeffekterne dog generelt gode med en masse effekt i våbnene, og eksplosionerne har den helt tilpasse mængde af effekt bag sig.






Resistance 2 er en meget blandet pose. Singleplayer føles halvfærdigt og ikke så gennemarbejdet som den fremragende multiplayerdel. Fans af serien bør købe det for noget af det bedste multiplayer, der er set på Playstation 3, men forvent ikke en engagerende og god singleplayeroplevelse.
Gameplay:8.0
Grafik:8.5
Online:9.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.