Hvis du er gammel nok til at huske spil som Harrier Attack og Wings of Fury, så har du en god idé om, hvad Rogue Aces er for en størrelse - men alligevel er der foretaget nok ændringer til, at spillet her er helt sit eget.
Når man starter Rogue Aces op, bliver man ganske kort sat ind i spillets mekanikker i en kort tutorial og hvis man ønsker det, kan man gå i dybden med endnu flere tutorials - eller hoppe direkte ind i spillets kampagne. Præmissen er simpel: Man har tre fly placeret på et hangarskib, som har smidt anker ud for en større ø-gruppe og man bliver nu sendt på forskellige mindre missioner ind over disse øer.
Ens lille fly er udstyret med et par missiler, en håndfuld bomber og naturligvis maskinkanoner og missionerne kan være alt fra at bombe for eksempel kampvogne, forskellige bygninger, radarstationer eller våbendepoter til at stoppe et armeret tog eller skyde både luftskibe, bombefly og jagerfly ned fra luften.
Missionerne kommer i forskellig rækkefølge hver gang man spiller og øerne er “procedurally generated” som det hedder - det vil sige, at øerne er skabt af en algoritme og er ikke håndbygget - og derfor vil banerne være forskellige hver gang man spiller et spil.
Rogue Aces er ikke noget specielt let spil og i starten virkede det for mig helt uoverskueligt. Det var dog fordi, at default-styringen er helt håbløs efter min mening, men heldigvis kan man vælge en anden, og mere klassisk, styring og det er faktisk også muligt at lave sin egen controller mapping, så derefter gik det hele meget bedre. Derefter åbner spillet sig op og man finder ud af, at Rogue Aces spiller rigtigt fint og at styringen har mange finesser og inden længe laver man halsbrækkende manøvre med stor sikkerhed. Styringen rammer nemlig den svære balance, hvor den både er nem at gå til (når styringen altså er indstillet) og på samme tid har dybde.
Efterhånden som man stiger i level, åbner man op for opgraderinger til ens lille fly og det kan være alt fra at gøre ens maskinkanoner mere effektive til at gøre det muligt at flyve med flere missiler og flere bomber. Der åbnes ligeledes op for nye gamemodes undervejs; et par af disse gamemodes er Bomber Defence og Frontlines, hvor man i førstnævnte tager kontrol over kanonerne på et bombefly og så skal man forsvare bombeflyet mod jagerfly så længe man kan. I Frontlines skal man udrydde fjenderne på en rækker øer, overtage øen og etablere en base der, så man har et afsæt for at befri den næste ø. Der er også en Veteran Campaign uden nogen form for hjælpemidler og flere arcade modes.
Grafikken i Rogue Aces er simpel men flot og velfungerende - og stilen passer perfekt til denne type arkade-inspireret spil. Eksplosionerne ser flotte ud og måden ens fly blot bliver til en sort silhuet når man flyver ind foran solen ser godt godt ud. Man kunne dog godt have ønsket sig lidt mere variation i grafikken, da det hele mere eller mindre ligner hinanden, men det er til at leve med.
Lydsiden er lidt mere middelmådig. Infinite State Games har forsøgt at give stemmerne den her lidt over-gearede lyd fra 80’ernes og 90’ernes arkadespil men det er ikke helt lykkedes og i stedet virker det lidt påtaget og fjollet. Lydeffekterne er fine og soundtracket er der ikke meget at sige til.
Rogue Aces er et fint lille arkade-inspireret spil - dog med overraskende dybde og mere indhold end jeg lige havde forestillet mig, da jeg så prissedlen på bare 99 kr. Det har den her “jeg-skal-lige-prøve-igen” effekt og man vil dø mange gange, da det ikke er et let spil - men når man begynder at få opgraderet ens fly og man lærer det hele at kende, så bliver det nærmest vanedannede. Og heldigvis er to spil aldrig ens.
Rogue Aces er god og letfordøjelig underholdning, specielt hvis du har brændt mange timer af med Wings of Fury og Harrier Attack i sin tid. Er det tilfældet, så vil du nok ikke komme til at fortryde den forholdsvis overskuelige investering på 99 kr. for Rogue Aces og så er der retro shoot’em up tilsat 2018 på din PlayStation 4.
Facebook
Twitter
