Rumble Roses

Så er Konami tilbage på beat’em up scenen med deres nyeste skud på stammen, Rumble Roses. Rumble Roses vil for mange være et nyt bekendtskab med en meget overset genre, nemlig pige-wrestling. Spillet, der er udviklet af Konami og samtidig også udgives af selv samme firma, vil ramme Danmark fredag den 18. februar.

Gameplay Wrestling har i den grad altid fascineret mig. Jeg har altid været storseer af det i fjernsynet og er i det hele taget vokset op med det, men jeg har egentlig aldrig spekuleret over alle de forskellige stillinger, som de ofte svedige mænd begiver sig ud i. Lad det være sagt med det samme, wrestling er ikke ændret med denne nye udgivelse af Konami.

Konceptet er ændret en smule, og når man kigger på indpakningen ligner det stadig den wrestling, jeg lige nævnte, men det er her den kræsne gentlemen kan være heldig at spotte en måske lille detalje, jeg skrev nemlig: pige wrestling. Det betyder små stramme shorts, alt for små bikinier og slutteligt mudderwrestling.

Rumble Roses byder på i alt 2 forskellige modes: Story mode og Exibition, hvor der er mulighed for en normal match, mudderbrydning og Title match. Story mode går ud på at komme til tops i pigewrestlingens verden. Spillet byder på hele 10 forskellige figurer til at starte med. Med dem kan man så spille en mindre story mode, der giver spilleren mulighed for at unlocke de sidste 10 spillere, som rent faktisk er de samme 10 damer, der er givet fra start af, dog med et andet sæt tøj og historie. De spilbare figurer er dog fiktive, og spillet gør i øvrigt ikke brug af nogen licens.

Hver af de 10 damer har en historie at fortælle gennem story mode, og de har alle et mål for at komme til tops i wrestling. Nogen vil gerne støde andre af tronen, nogen har personlige hævntogter som motiv imens andre bare gerne vil slå deres idol. Man må sige, at selve story moden er en tynd kop the, da det kun tager 6 kampe at gennemføre den med din valgte wrestler. Gameplayet er egentlig udmærket, indtil man finder ud af at, man kan vinde enhver kamp med det samme trick 4-5 gange i træk på under 2 min, derefter går gassen af ballonen.

Nu tænker du måske: ”Jamen er der da slet ikke nogen udfordring”? Jo, der er udfordring for dig, der aldrig har rørt en PS2, en konsol eller slet og ret computerspil. For dig vil der være udfordring, da du jo først skal lære din kontroller at kende, før du kan begynde at vinde. Så kan jeg vist ikke skære det mere ud i pap. Udfordringen ligger nærmere i, hvor lang tid du gider at lade computeren være med, da Konami åbenbart ikke har magtet at give gameren en ordentlig udfordring. Den egentlig udfordring finder man i hvert fald først, når man går op på hard. Hvor de fleste wrestlingspil giver én masser af udfordring på normal, må man her gå helt op på det øverste niveau for at få bare en smule for sine penge, og alligevel er det begrænset, da man som før nævnt kan slå en hvilken som helst modstander på meget kort tid - dette selvom man spiller på hard.


Rumble Roses har et gameplay, der er meget nemt at gå til, spillet indbyder nærmest til at button-bashe(slang for at trykke på alle knapper og håbe på det bedste, en taktik, som uøvede spillere benytter sig af). Selve gameplayet er ganske logisk bygget op, og man kan udføre en masse wrestlinggreb. Alle personer har forskellige moves, som man kender det fra andre spil, samt et specielt supermove. Ideen er så, at man smadre sin modstander til ukendelighed via forskellige små greb og slag for derefter at udføre sit killermove, og derfor kan man relativt hurtigt vinde en kamp, da computeren aldrig bruger sit killermove. Det er simpelthen for let for spilleren, og når man har for let ved ting, gider man jo ikke forsøge igen, vel?

Styringen er sådan set ok. Man har mulighed for ganske mange moves, og de er slet ikke svære at trykke på kontrolleren, da man bare bruger trekanten til alle greb og kast osv, derefter trykker man bare op, ned, venstre eller højre for at bestemme, hvilket kast, greb eller whatever, man vil udføre - simpelt og logisk. Problemet er bare, at så snart man finder ud af, at man bare kan løbe modstanderen ned og sparke til dem, til man får nok point til et killermove, så gør man bare det. Dette ødelægger helhedsindtrykket, da man aldrig får indtrykket af, at det er rigtigt wrestling, man sidder med. Så styringen kan man ikke klage over, dog kan man sagtens sætte en finger på den mildest talt elendige AI, der er kastet ind i de meget smukke, om end meget dumme, stiletbærende damer. Med Exibition er det faktisk lidt af samme historie, selvom man er 2 spillere. Her bliver det også hurtigt trivielt, når man finder ud af ovenstående vedr. gameplayet, så går gassen også af ballonen her. Her burde Rumble Roses egentlig hente mange point, men det er svært at holde sig til ilden, da spillet lider af meget lange loadetider, så kan styringen være nok så god.

Lange loade tider imellem cutscene og reel kamp dræber desværre en del af den skabte stemning, som cutscenen kører op i en spids. Dette gælder både i singleplayermode og i multiplayermode.

Grafik
Rumble Roses er ikke et typisk wrestling spil i den forstand, at vægten primært er lagt på det grafiske look af de figurer, vi som gamere kan benytte os af. Derfor skal der lyde en stor ros til de udviklere, som har stået for det grafiske indtryk af Rumble Roses. Spillet er ret flot, når man tænker på, hvad PS2’en kan magte nu om dage.

Den bliver aldeles presset af de flotte og ganske livagtige animationer, som Konami’s udviklerhold har formået at skabe. Så derfor er det største og bedste indtryk ved denne titel grafikken og den måde, udviklerne har lavet de figurer, man spiller med. De er virkeligt flotte både grafisk og ud fra et nørdet Lara Croft synspunkt. For ja der er kælet for de lækre 3D damer - der er bestemt ingen smalle steder.

Lyd
Rumble Roses byder på en meget flad lydside, og når det gælder tilskuere, slag og spark, så formår spillet ikke at føre spilleren ind i wrestling verdenen - man tror ikke rigtigt på hele set up’et. De forskellige wrestlere har dog en meget godt set up af intro musik, som faktisk på intet tidspunkt bliver irriterende, det er faktisk ret outstanding. Den ros fortjener Konami. Derfor er lydbilledet også lidt broget.

Holdbarhed Om Rumble Roses holdbarhed må man sige, at det ikke er et spil, man lige foreløbig tager frem. Spillet har desværre for lidt udfordring og for dårlig AI. Spillet ville have haft større holdbarhed, hvis de lækre damer også kunne sparke røv. Holdbarheden bliver da også meget forringet, når man ved hver gang skal sidde og vente på en fremloadning af spillet. Det gør, at man bliver utålmodig.

Overall
Rumble Roses er egentlig et sjovt tiltag og et meget godt alternativ til mange normale beat’em up spil, da styringen sådan set er ganske ok, og grafikken er flot. Dog mangler der en form for substans. Den substans skulle nok i sidste ende have tilført en bedre AI og en længere og mere indholdsrig storymode, der må siges at være for kort og for overfladisk. Det er ellers synd og skam, da Konami har fat i den lange ende med det her koncept: Lækre damer i bikini og lækre damer i mudder, der smadrer hinanden. Hvis det ikke er et koncept, der holder, så ved jeg snart ikke.

Så på spørgsmålet om, hvorvidt du skal have den store tegnedreng op på disken, er svaret lidt tvetydigt. Da det afhænger af, om du var én af dem, der kun købte Tomb Raider spillene for Lara’s attributter. For hvis du købte det af den grund, så kan du sagtens gå ud og købe Rumble Roses, men leder du efter et spil, der vil tage dig længere tid at gennemføre og give dig masser af udfordring, ja så må jeg sige, at du er gået forkert med Rumble Roses.