
Move-spilleren skal blandt andet trække i kasser, afskærme for en regn af lavasten og trække i øgler i forskellige afskygninger. De ting, som Move-spilleren kan manipulere med, er markeret med et lyserødt materiale, der gør, at der aldrig hersker tvivl om, hvad man kan hive fat i. Spillet er ret hurtigt overstået, da det kun byder på 6 baner og 4 minispil, men det fungerer på den måde, som det er tiltænkt; en demonstration af hvilke muligheder, der gemmer sig i Little Big Planet, hvis man kombinerer det med PlayStation Move-controlleren.
Hvis du havde håbet, at Sackboys Prehistoric Moves kunne give dig et lille praj om, hvilken retning Media Molecule har taget serien i Little Big Planet 2, så bliver du desværre skuffet. Sackboys Prehistoric Moves er nemlig baseret på samme motor, der drev det originale Little Big Planet, og derfor er der som sådan ikke den store forskel at spore. Alligevel byder det nye Move-gameplay på en række nye puzzles og gådemuligheder, og spillet føles derfor ikke som en gentagelse af noget, man har set før.

Holdbarheden er ret lav, da det tager under en time at spille sig igennem de nye baner. Hertil kommer der selvfølgelig lidt trofæer, der kan indsamles, men det ændrer ikke på, at det hele er overstået, før det rigtig når at komme i gang. Det bør desuden også lige nævnes, at du ikke kan bruge nogen form for onlinefunktioner. Du kan altså ikke downloade andre baner, lave baner selv eller spille noget af det ekstraindhold, som du eventuelt har downloadet. Der er kun 6 baner og 4 minispil at gøre godt med.
Du kan få fingrene i Sackboys Prehistoric Moves på en række måder. Du kan købe det fra PlayStation Store, du kan downloade det gratis, hvis du er PlayStation Plus-kunde, eller du kan vente til Little Big Planet 2 udkommer, hvor det følger med på skiven.

Sackboys Prehistoric Moves er et sjov lille spil, der giver en god fornemmelse af, hvilke muligheder, der gemmer sig i Little Big Planet og Move. Jeg var godt underholdt i den lille time, som det tog mig at komme igennem, men vil samtidig også sige, at det ikke var et spil, som jeg ville have betalt alt for meget for - jeg fik det gratis, da jeg er Plus-kunde. Har du Little Big Planet-abstinenser, bør du naturligvis smutte online og downloade spillet. Planlægger du alligevel at købe Little Big Planet 2, bør du måske vente til slutningen af januar i stedet, hvor du som nævnt får Sackboys Prehistoric Moves med i Little Big Planet 2-pakken.