Saints Row: The Third - Remastered

Anmeldt af: Christian Mortensen - 22. maj 2020 - kl. 06:47
Del denne artikel:
0 1

The Saints er tilbage - og de er flottere end nogensinde. Saints Row: The Third har fået en voldsom opdatering og det er heldigvis ikke gået ud over galskaben.

Saints Row: The Third udkom oprindeligt tilbage i efteråret 2011 og nu ni år senere, er der landet en kraftigt opdateret udgave spillet, som også indeholder alle tidligere udgivet udvidelser.



Hvis du ikke har spillet Saints Row: The Third, så lad mig sige det med det samme: Gameplayet er præcis det samme som i originalen og det betyder også, at det ikke er for børn. Det er sindssygt, obskurt, vildt urealistisk og fyldt med platte jokes og kraftige sexuelle referencer. Det er et spil, der på ingen måde tager sig selv seriøst.

I Saints Row: The Third er banden Saints ikke længere blot en bande, men nu et kæmpe medieimperium. Der er energidrik, masser af fans og sågar en film undervejs. Saints er altså blevet store. Dette skaber naturligvis bevågenhed, som resulterer i at organisationen The Syndicate, vil have en bid af kagen. Uden at komme meget nærmere ind på historiens omstændigheder, flyttes adressen til byen Steelport, som danner rammen for den videre færd.



Efterhånden som historien får luft under sig, introduceres vi også for S.T.A.G., som er borgmesterens nærmest S.W.A.T.-lignende værn i bandekrigen. Med sig har de fremtidens våben, licens til at dræbe og kombineret med nul tolerance og en bunke zombier, bliver spillet lige krydret med lidt til dig, der har hang til bræk ud af munden og usammenhængende tale.

Historien er over-the-top og den skal opleves - og specielt hvis du har fået nok af andre sandkassespil, så giver Saints Row: The Third et fint bud på hvordan det skal gøre, helt over i den anden grøft. Det er heftigt, urealistisk, intet er sobert og det bliver gjort på en helt anden måde end hvad vi er vant til, hvilket rent faktisk er hylende morsomt. Selv her ni år efter den oprindelig udgivelse er det faktisk stadig ganske morsomt og man kan faktisk spille hele historien igennem side om side med en ven i co-op.



Ud over kampagnen, indeholder Saints Row: The Third og en Whored Mode. Ja, det er en variation af Horde Mode, hvor man skal kæmpe enten alene, online eller side om side med en ven, mod bølger af mange forskellige fjender. Efterhånden som man får kæmpet sig gennem bølgerne, bliver det bare mere og mere bizart og man kæmper mod bevæbnede energidrikke, prostituerede i alle størrelser, SM fyre og meget andet, mens man selv er udstyret med for eksempel maskingeværer, bazookaer, en enorm lilla dildo eller sidder i en tank. Ja, det er helt igennem crazy.

Da Saints Row: The Third udkom i 2011, var det ikke et specielt kønt spil. Spillet her er ikke blevet bygget op fra grunden som for eksempel Resident Evil 3 blev det, men den grafiske side er blevet kraftigt opdateret. Der er blandt andet blevet tilføjet nye højtopløselige teksturer på alle overflader - i alt er mere end 2.350 assets (overflader, bygninger, strukturer og lignende) blevet opdateret.



Lyssætningen er bygget op helt fra grunden med en ny lys-algoritme og alle hovedpersonerne i spillet er bygget op igen fra grunden med langt flere detaljer end oprindeligt. Der ud over er mere end 110 køretøjer blevet opdateret og spillets mere end 50 våben er blevet bygget op fra grunden igen. Endelig kører det hele i HDR, som er med til at give hele lyssætningen et mere realistisk udtryk. Man kan visse steder godt se, at vi har med et ældre spil at gøre, men Sperasoft har gjort et glimrende stykke arbejde og Saints Row: The Third ser nu ganske flot ud.

Omkring lydsiden så kan jeg ikke umiddelbart høre, om det også skulle være blevet opdateret. Lydeffekterne er fine og stemmeskuespillerne gør det også okay. Spillet indeholder otte forskellige radiostationer i forskellige genrer og der er alt fra rock, klassisk, urban latin til hop hop, rap og elektronisk musik. Man kan også lave sit eget mix tape, med ens favoritter på tværs af radiostationerne.

Saints Row: The Third - Remastered er en remaster, du ikke vidste du havde brug for. Den genopfrisker dog minderne omkring, hvor underholdende Saints Row kan være - det er helt igennem vanvittigt meget af tiden. Med denne opdatering inklusiv alle tidligere udgivet udvidelser med blandt andet missionspakkerne Ganstas in Space, Genki Girl og The Trouble With Clones, er der igen mange timers over-the-top action så er det ikke en helt skidt investering her i den stille sommerperiode - slet ikke, hvis du aldrig har spillet Saints Row før.
+ Vanvittig over-the-top gameplay, fedt soundtrack, flot visuel opdatering, mange timers spil med tre udvidelser inkluderet
Lidt upræcis styring, alderen kan mærkes lidt rundt omkring
Gameplay:7.5
Grafik:8.0
Online:7.5
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.