Scott Pilgrim vs. The World er et godt gammeldags beat em up, baseret på tegneserien Scott Pilgrim af Bryan Lee OMalley, og udgives side om side med premieren på filmen Scott Pilgrim vs. The World, som dog først kommer til de danske biografer d. 14. oktober.
Spillet er en stor kærlighedserklæring til en nærmest uddød genre, og det er proppet med gammeldags 8bit/16bit pixelgrafik, skrigende chipmusik, et enkelt og simpelt gameplay og en temmelig høj sværhedsgrad helt i tråd med hvordan spillene var dengang. Fans vil nok allerede nu klappe i hænderne, men for andre er det lidt en blandet pose bolsjer. Musik, og den karakteristiske pixelgrafik, fra 8bit æraen kan man vel næsten ikke blive træt af, hvis den, som i dette tilfælde, er lavet rigtigt, men med hensyn til gameplay er det en lidt anden snak det vender jeg tilbage til om lidt.
Scott Pilgrim er en ung fyr og en rigtig spilnørd. Han lever i en verden, som udgøres af situationer og scener fra klassiske spil, og derfor indeholder spillet også et utal af sjove referencer til gamle spil. Scott Pilgrim er blevet lun på pigen Ramona Flowers, men før han kan få adgang til hendes hjerte, skal han lige nedkæmpe hendes syv ekskærester først, og det er ikke helt så let, som det måske kunne lyde.
Det første man bemærker, når man starter Scott Pilgrim vs. The World op, er den flotte 8bit pixelgrafik. Ubisoft har arbejdet sammen med pixelanimatoren Paul Robertson, som er en af de førende kunstnere indenfor denne specielle grafik- og animationsstil. Grafikken består af store og farverige pixels, og animationerne er stive og lidt klodsede, men det er præcis som at se de gode gamle 8bit spil. Man kan vel næppe kalde denne grafikstil for unik, da den er set mange gange tidligere, men det er bestemt forfriskende, at Ubisoft har valgt denne stil til et spil i år 2010 selv om det på den anden side virker nærmest oplagt, når man ser på Scott Pilgrim universet.
Lydsiden emmer også af 8bit. Musikken leveres nemlig af chipmusikbandet Anamanaguchi fra New York, og det er lykkedes dem at få den helt rigtige 8bit-lyd frem. Lydeffekterne er ligeledes ganske gode og minder også om dem, man kunne finde i denne slags spil for mange år siden.
Så - både grafik og lyd sidder altså lige i 8bit-skabet, men hvordan med gameplayet? Jo, det er klart, at udviklerne hos Ubisoft har sigtet efter at ramme 8bit stilen både i lyd, grafik og gameplay. Efter nutidens standarder er gameplayet klodset og til tider voldsomt frustrerende, og det vil med stor sikkerhed irritere nutidens spillere. Men spillet er måske også mere målrettet dem, som kan huske 8bit spillene og ikke mindst dem, som elskede de ubarmhjertige beat em ups, som man kunne få dengang og de vil ikke have noget problem med gameplayet, men om det kan leve op til 8bit æraens bedre spil i genren, må være op til den enkelte.
Over syv levels kæmper man sig igennem nogle meget lineære baner, mens man sparker og tæver løs på alle på ens vej og man er da heller ikke for fin til at kaste med skraldespande, vejskilte og baseballbat. I starten har man ikke engang en håndfuld moves, men efterhånden som man nedkæmper fjenderne, bliver man stærkere, og man låser op for nye moves og angreb og inden længe laver man uppercuts, flyvespark og glidende tacklinger. Man optjener ligeledes penge undervejs, som kan bruges i spillets butikker rundt omkring. Her kan man købe ting som booster ens stats, ekstra liv og mange andre ting.
Sværhedsgraden er temmelig høj, især hvis man spiller alene. Faktisk er det så svært, at man kan støde på en boss, som er så stærk, at man ikke kan nedkæmpe ham, og så må man tilbage til tidligere levels for at spille dem igen, så kan man blive opgraderet og blive stærk nok til, at man kan besejre ham. Det er dog ikke en spilopbygning, jeg bryder mig ret meget om. Gameplayet er tydeligvis fokuseret mod co-op, hvor man kan spiller op til fire spillere side om side lokalt. Jeg vil dog anbefale, at man nøjes med at spille to spillere for den bedste oplevelse, for er man fire spillere på skærmen, er det svært overhovedet at se noget, da det hele er en stor klump af pixels, der farer rundt mellem hinanden, når man går i infight med skurkene. To spillere er altså optimalt, og så begynder gameplayet faktisk at fungere rigtig godt. Her har man en reel chance mod bosserne, og man kan igennem de syv levels arbejde sammen og dække hinanden. Dør den ene spiller, kan man desuden blive genoplivet af den anden. Det er dog ærgerligt, at der ikke er mulighed for at spille side om side over nettet men kun lokalt på den samme PlayStation.
Scott Pilgrim vs. The World: The Game kan gennemføres på omkring tre timer i co-op - spiller man alene, vil man blive tvunget til at smide lidt flere timer i det, da man måske skal tilbage og genspille nogle allerede gennemførte baner for at have en chance i bosskampene.
Man skal nok være glad for datidens ubarmhjertige beat em ups for at synes, at Scott Pilgrim vs. The World: The Game er de ca. 75 kr. værd, som spillet koster. Prisen er bestemt rimelig, men er man ikke gammel nok til at huske 8bit æraen, eller kan man bare ikke se det nostalgiske i den grove grafik, den skrigende musik eller det noget stive gameplay, så bør man nok spare de 75 kr. til noget andet. Men er man typen, som får et lille nostalgisk stik i hjertet, når man ser håndtegnet pixelgrafik, så er Scott Pilgrim vs. The World: The Games en herlig kærlighedserklæring til en svunden tid og en svunden genre.
Jeg står lidt med et ben i hver lejr; musikken og grafikken får mig til at tænke tilbage på min spæde ungdom med computerspil men gameplayet får mig til at tænke på, at det er godt, at vi er kommet videre.
Facebook
Twitter
