Sega Superstars Tennis

Anmeldt af: Bjørn Eriksen - 10. april 2008 - kl. 20:55
Del denne artikel:
1 0

Sonic og hans venner er klar ved center court.

Der hersker ingen tvivl om, at Sonic er SEGA’s allerstørste franchise igennem tiderne. Han er pindsvinet, der løfter resten af deres karakterkatalog og tilføjer merværdi til dem. På baggrund af dette virker det også naturligt, at han er at finde i et spil sammen med alle de andre spilfigurer, SEGA har skabt gennem tiderne. Bare de dog have valgt noget mere varieret end tennis.

Spillet kan med meget få ord beskrives som en tynd udgave af Virtua Tennis 3. Der er altså ikke meget at komme efter, hvis man ønsker et tennisspil med dybde. Selv om Superstars Tennis kun består af 40% tennis og de sidste 60% er minispil, så man skal måske rose SEGA for at kunne finde frem til så mange minispil. Igennem de knap 10 timer det tager at gennemføre singleplayer, vil man se omkring 80-100 forskellige minispil. Hurtigt vil det dog gå op for en, at der er tale om 10 minispil og 8-10 forskellige måder at spille hver af dem på.



16 forskellige figurer blev der plads til i spillet, og af dem kan man vælge halvdelen til at starte med. Med Tails, Nights og Samba side om side med Sonic er der masser at vælge imellem, men forskellen på de små tennisstjerner er ikke så stor. Styrke, hurtighed, præcision og allround er de egenskaber, som de 16 figurer besidder. Dertil har de alle et superangreb også kaldet starpower. Sonic, der selvfølgelig har egenskaben hurtighed, kan med sit superangreb skyde næsten projektilagtige bolde af sted. Andre har mere skadelige skud, som hvis man står placeret forkert, vil ramme en. Her er ikke tale om bolden, men om en ekstra tilføjelse som f.eks. lynnedslag eller en mindre uropatrulje. Under ens figur vises en gul stjerne, som i takt med, at man laver succesfulde slag, vil fyldes op og give adgang til ens starpower (deraf navnet).

Starpowers kan have stor betydning for udfaldet af en kamp, især hvis man vælger at tage turen online. Der er nemlig ikke så stor forskel på, hvilken figur man vælger at spille med pga. det sparsomme gameplay. Derfor bliver kampene ofte meget tætte og vundet med et enkelt sæt. Problemet med de tætte kampe er, at de stik imod forventning aldrig bliver neglebidende. Pulsslaget kommer aldrig op i det røde felt, så det betyder også, at alle kan være med.



Med op til fire spillere lokalt underbygges den påstand, at det frem for alt er et underholdende spil. Der er ikke meget seriøsitet at finde i Sega Superstars Tennis. Konstant flyder det med dumme one-liners fra figurerne. Desværre har de kun 2-3 sætninger at vælge i mellem, så det bliver hurtigt trivielt. Heldigvis holdes lydsiden oppe af et fantastisk soundtrack. De stemningsfyldte musiknumre, der låses op jo længere man kommer i singleplayermissionerne, forstår at fange hele essensen af Sega’s spilkatalog. Fornemmelsen af, at et helt symfoniorkester spiller for en, giver næsten kuldegysninger. Dertil kommer de matchende baner, der komplimenterer musikken og for en gangs skyld giver noget sjæl til spillet.

Banerne er ligesom musikken tematisk, og hver af figurerne har deres hjemmebane med i bagagen. Sonic har en hængende grøn platform beklædt med palmer og roterende guldringe. Samba derimod har en mexicanske baggård, der er pyntet op i anledningen af karneval. Alle bærer de præg af den tilhørende figur, og flere af dem har da også mere charme end figurerne.

Det er ikke fordi Sonic og hans venner er blevet ældre med årene, men i Sega’s forsøg på at genoplive flere af deres spilserier, kunne man godt savne arbejdet med detaljegraden. Hvis det ikke var for de farvestrålende scenarier, ville det dumpe på grafikken. De animerede superstjerner besidder ikke mange forskellige bevægelser og detaljer, så de bliver hurtigt belastende at følge. Enkelte baner og minispil kan forsage screentearing men aldrig i et omfang, hvor det irriterer.

Udover singleplayermissioner, som byder på en dalende sværhedsgrad for igen at stige til allersidst og faktisk blive umulig, kan man også spille turneringer og enkelte kampe sammen med vennerne lokalt, med computeren eller over internettet. De manglende minispil i multiplayer skader dog holdbarheden meget, hvilket er noget Sega har prøvet at gøre godt igen med Sega Tennis TV. En funktion, hvor man kan følge andre kampe online eller se højdepunkter fra tidligere kampe. Absolut den værste funktion i spillet.



Ingen af de 16 figurer har nogen personlighed, og derfor virker det som 16 ligegyldige deltagere i et spil tennis. Det kunne for den sags skyld have været Mario Tennis eller Lego Tennis, men til trods for det har Sega formået at lave et underholdende spil.
Gameplay:7.0
Grafik:6.5
Online:7.5
Holdbarhed:6.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.