Historien i Sekiro: Shadows Die Twice udspiller sig mod slutningen af Sengoku æraen, som spænder fra cirka midten af 1400-tallet til cirka år 1600. Her gennemfører krigsherren Isshin Ashina et blodigt kup og overtager dermed magten i landet Ashina. Tyve år senere er Ashina på randen af kollaps, da den ældre krigsherre nu er syg og fjenderne trænger sig på fra alle sider.
I et desperat forsøg på at redde klanen, kidnapper Isshins barnebarn Genichiro, den guddommelige arving Kuro, i håbet om at bygge en udødelig hær, da det siges at Kuros blod besidder helende kræfter. Man tager rollen som shinobien Wolf, som også er Kuros personlige bodyguard og i et opgør med Genichiro mister man sin ene arm. Man overlever og tre år senere støder man på The Sculptor, en tidligere shinobi, der giver en en kunstig arm, som kan håndtere en lang række forskellige gadgets og våben. Man er nu klar til at få Genichiro ned med nakken, én gang for alle - og vejen mod det endelige slag er brolagt med det ene smertelige dødsfald efter det andet.
Sekiro: Shadows Die Twice er at action eventyr tilsat en god portion stealth - og så er det væsentligt anderledes end de tidligere spil fra FromSoftware. Det føles mange steder mere som Ninja Gaiden end som Bloodborne og stealth er en stor del af gameplayet, som man kan vælge at gøre brug af, hvis man for ofte bliver sat på plads af fjenderne. Visse steder er stealth dog direkte påkrævet for at overleve og derfor er det ærgerligt, at denne del er spillets svageste.
Den kunstige arm som Wolf i starten af spillet bliver udstyret med, er en helt central del af spillet. Armens ultimative party-trick er en gribekrog, som gør Wolf i stand til at trække sig op til afsatser, tage og andre steder, som ellers ville være umulige at nå og den er dermed med til at gøre gameplayet langt mere vertikalt end hvad vi kender det fra både Dark Souls og Bloodborne - og så giver det nogle åbenlyse fordele at angribe intetanende fjender oppefra.
Den kunstige arm kan også udstyres med op til tre gadgets ad gangen, blandt andet kan den affyre kastestjerner eller fungere som en form for flammekaster. Man kan løbende skifte mellem armens forskellige funktioner og det er vigtigt, at man bruger den rigtige gadget til den rigtige fjende. Det lærer man helt automatisk på den hårde måde.
Som nævnt i starten, er sværhedsgraden høj, meget høj. De normale fjender lærer man forholdsvis hurtig at få nedkæmpet, selv om man ofte vil møde grupper af 4-5 stykker og så får man alligevel nok at se til. Det er de større fjender, mini-bosserne og de egentlige bosser, som er den virkelige udfordring. De har gerne flere health-barer, som skal tømmes før man kan sætte det dræbende angreb ind og det kan være enormt svært. Man skal kunne læse deres angreb og time ens egne angreb, blokeringer eller undvigemanøvrer helt perfekt for at have en chance - og begår man bare den mindste fejl, er man færdig, da de kan dræbe med bare et enkelt eller to velplacerede slag.
Undervejs finder man små statuer, såkaldte Sculptor’s Idols, og vælger man at hvile sig ved dem (og det gør man!), fungerer de som checkpoints og man bliver fyldt op med energi og én genoplivningsmulighed. Denne genoplivningsmulighed gør det muligt, at vende tilbage til livet én gang pr. liv hvis man dør - også uden at miste halvdelen af ens guld eller ens XP som man ellers ville gøre.
Nu kunne det lyde som om, at FromSoftware er blevet bløde på deres gamle dage med sådan en genoplivningsmulighed, men det er bestemt ikke tilfældet, for den kommer med en pris. Jo oftere man bruger den, jo mere spreder der sig en råddenskab og sygdom i landet og den inficerer de ikke-spilbare karakterer og de vil derfor ikke være i stand til at hjælpe dig med gadgets og andre ting i samme grad som tidligere. Jo mere sygdom der er i landet, jo mindre XP optjener man og muligheden for at få guldstykker fra faldne fjender er også lavere. Så denne mulighed kommer med en høj pris og man overvejer ofte, om det er prisen værd at gøre brug af denne genoplivningsmulighed.
Sekiro: Shadows Die Twice er anderledes end FromSoftwares forrige spil og hardcore Bloodborne og Dark Souls veteraner vil nok ikke være vild med spillet i starten. Jeg synes, at det er et bedre og mere tilgængeligt spil i de forrige fra FromSoftware, på trods af en højere sværhedsgrad. Sekiro vil nemlig udfordre dig, holde dig på tæerne hele tiden og frustrere dig så du får lyst til at rage-quitte - men det vil også fastholde dig, for det er så godt skruet sammen, at det alligevel er svært at lægge fra sig.
Grafikken i Sekiro: Shadows Die Twice er ganske flot. Designerne har på smukkeste vis fået den gamle kinesiske arkitektur i centrum og omgivelserne er smukke og meget stemningsfyldte. Også monstrene er, i ægte FromSoftware stil, ganske flot designet og selv om der er mindre fejl her og der, så er det grafiske udtryk ganske gennemført. Lydsiden er ligeledes god og stemningsfuld, specielt hvis man spiller med de originale asiatiske stemmer.
Sekiro: Shadows Die Twice er et glimrende action eventyr, men jeg vil gætte på, at der er rigtigt mange, der aldrig vil gennemføre dette spil. Den her anmeldelse er også skrevet uden at have gennemført spillet, da jeg ganske enkelt er nået til et sted, som det endnu ikke er lykkedes mig at klare. Hvis du bruger spil som afslapning fra hverdagens stress, er det ikke Sekiro du skal kaste dig over. Det vil rive dig rundt gang på gang og du vil have lyst til at smide dit joystick langt væk mange gange, men som med andre spil fra FromSoftware, så er det det hele værd, når man så endelig får bugt med udfordringen.
Sekiro: Shadows Die Twice er et ekstremt svært spil og er udelukkende for dig, som er på udkig efter en seriøs udfordring og det vil langt fra være et spil for alle.
Facebook
Twitter
