Sifu

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 6. februar 2022 - kl. 17:10
Del denne artikel:
3 5

Sifu er et hardcore kung-fu spil, med en brutal sværhedsgrad og et særdeles velfungerende kampsystem. Men det er bestemt ikke for alle - læs vores anmeldelse af PlayStation 5 versionen her.

Nærkampspillet Sifu kommer fra franske Sloclap, som mange nok kender fra deres glimrende debutspil Absolver fra 2017. Nu er de, efter lidt forsinkelser, klar med deres andet spil, som er et kung-fu eventyr af den lidt anderledes slags.



Sifu er, ligesom Absolver, et spil med et dybt kampsystem i centrum. Det er dog mere fokuseret end Sloclaps første spil; væk er multiplayer og i stedet er der tilføjet roguelike elementer og en knivskarp historie om en ung mand (eller kvinde, alt efter hvilket køn man vælger i starten), der vil hævne sin fars død. Som 12 årig ser man sin far blive dræbt og man bliver selv efterladt døende på gulvet - og 8 år senere, er man klar til at tage hævn over de fem bagmænd bag ugerningen.

De fem bagmænd gemmer sig forskellige steder og de skal nu jages og dræbes, én efter én, i deres egen baggård. Den første er Fajar (The Botanist), der arbejder som gartner for en kriminel bande, og han står for dyrkelsen af en bestemt blomst, der bruges til fremstilling af narko. Den anden er Sean (The Fighter), der holder til i en natklub og arrangerer ulovlige cage fights. Kuroki (The Artist) bestyrer et kunstmuseum hvor hun dag og nat, arbejder på hendes nye udstilling. Hvis alt går som det skal, får du sat en stopper for hende inden hun når at blive færdig. De to sidste bagmænd er Jinfeng (The CEO) og endelig Yang (The Leader).



Spillets kampsystem er naturligvis det helt centrale og det er inspireret af kung-fu film og er baseret på Pak Mei kampstilen. Sloclap har arbejdet sammen med en Pak Mei kung-fu mester, for at sikre at kampsystemet var så virkelighedstro som muligt. Sifu er et svært spil - et meget svært spil. Det er igen for at være tro mod kung-fu rødderne; “mastery through practice”, som er en af grundpillerne i kung-fu - man bliver kun bedre ved at træne og prøve igen, igen og igen. Sloclap forklarer, at det netop er derfor at spillet er designet til at være meget svært, for ellers ville spilleren ikke mærke den ægte følelse af at dygtiggøre sig og blive en sand mester, en Sifu (Sifu betyder “mester” på kinesisk).

Man vil dø rigtigt mange gange, men det er en del af spillets DNA, nemlig at man dør, lærer af ens fejl, bliver stærkere og prøver igen. Spillet indeholder en “death counter”, som holder øje med hvor mange gange man dør og det vil sige, at den altså stiger med 1 hver gang man dør - den vender vi tilbage til om et øjeblik. Undervejs kan man bruge ens optjente EXP på opgraderinger og nye moves og man bliver stærkere ved at finde små statuer rundt omkring, der enten kan forøge ens health bar, gøre ens kampstil med våben mere effektiv eller andet.



Man holdes i live af fem medaljoner og prisen for at spille videre efter man er blevet besejret, er tiden - ens alder stiger nemlig hver gang man dør. Hver gang man dør, vil ens death counter altså stige og denne death counter lægges til ens alder, hver gang man fortsætter spillet efter at være blevet besejret. Man starter som 20 årig og et eksempel kan være, at hvis ens karakter er 30 år gammel når man dør og ens death counter står på 5, så er man 35 år når man genoptager spillet. Næste gang man dør, vil death counteren så hoppe op på 6 og når man så fortsætter, vil ens alder så være 41 år (alder: 35 + death counter: 6). Man kan dog få ens death counter til at falde, ved at besejre bestemte fjender, men ens alder kan der ikke gøres noget ved.

Jo ældre man bliver, jo mere skrøbelig bliver man, men man bliver også mere erfaren og man er i stand til at kæmpe mere præcist og effektivt. Hver af de fem livgivende medaljoner vil blive ødelagt hver gang ens alder er steget med 10 år og når dette sker, bliver ens health bar mindre - når alle fem medaljoner er forsvunder vil man dø og kan ikke længere fortsætte. Det er en ganske frisk, men også brutal, måde at bruge døden aktivt på. Man skal passe på hver eneste fjende, som med få velplaceret slag, kan tilføje en god portion år til ens alder.



Kampene i Sifu minder om en blanding af dem vi kender fra Batman- og Yakuza spillene. De er vanedannede og meget tilfredsstillende og specielt når man begynder at lære de forskellige moves (som man i øvrigt kan træne hjemme i ens hus), begynder det hele at give mening. Man kan bruge stole, baseball bat, koste, bambus, jernrør og andet fra omgivelserne, man kan sparke stole i hovedet på fjenderne og kaste med flasker og andet - det hele i nærmest én flydende bevægelse. Det er et virkelig velfungerende og flydende kampsystem, der byder på enorm meget dybde.

Sifu kommer til både PlayStation 4 og PlayStation 5 og vi har spillet og anmeldt PlayStation 5 versionen. Her er grafikken virkelig flot og specielt i spillets mellemsekvenser kan man nyde den flotte visuelle stil, som minder lidt om en moderne tegnefilm. Kampene er flydende og animationerne ser overbevisende ud og det her er et af de spil, der er lige så sjove at se på, som det er at spille. Lydsiden er glimrende med et meget atmosfærisk kinesisk soundtrack og gode og tunge lydeffekter. Stemmeskuespillet er dog lidt til den sløje side. DualSense controlleren bruges godt og man kan mærke hvert et slag og hver en regndråbe - ganske glimrende.



Sifu er virkelig et stilfuldt og meget gennemført spil - det kan man mærke lige fra starten. Der er ikke meget dårligt at sige, andet end at man kommer til at bøvle lidt med kameraet undervejs, da det ikke altid ved hvor det skal pege hen og det kan resultere i nogle slag fra modstandere, man ikke kan se. Det er frustrerende, specielt i et spil med sådan en brutal sværhedsgrad.

Sifu er et glimrende spil og et lidt anderledes bud på et spil i roguelike genren. Alt virker gennemarbejdet og velfungerende, altså lige bortset fra kameraet. Kampsystemet er virkelig lækkert skruet sammen. Slagene flyder glidende over i hinanden og det er næsten som at se en kung-fu film, når kameraet bevæger sig rundt om kampene og præsenterer flotte vinkler, specielt når man laver et afgørende angreb.



Du skal dog være indstillet på, at lægge meget energi i spillet, da Sifu ikke tager dig i hånden, nærmest tvært imod. Jeg havde bestemt set frem til Sifu, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Nu er det her så og jeg vil sige, at jeg er positivt overrasket, da det er en speciel oplevelse, som jeg ganske enkelt har svært ved at slippe igen. Den brutale sværhedsgrad vil dog nok ikke være for alle.

Sifu kan fås til både PlayStation 4 og PlayStation 5 og du får begge versioner med når du smider 299 kr. på PlayStation Store.
+ Fremragende kampsystem, flot grafik, flotte koreograferede kampe, smart død/alder system
Kameraet er lidt for livligt til tider, sløjt stemmeskuespil, sværhedsgraden er nogle gange for brutal, bliver ensformigt
Gameplay:9.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.