Skully

Anmeldt af: Christian Mortensen - 15. august 2020 - kl. 09:26
Del denne artikel:
0 0

Skully er en ulv i fåreklæder. Det ser nuttet og pænt ud, men er brutalt svært - desværre af de forkerte årsager. Læs anmeldelsen af Skully her, skrevet af en knækket anmelder.

Skully er et svært spil - så er det sagt. Ikke siden Nioh 2 og Cuphead er jeg død så mange gange som jeg gjorde i Skully. Og det havde jeg faktisk ikke forventet da jeg læste om Skully, så de første screenshots og endelig modtog spillet til anmeldelse. En høj sværhedsgrad er jo ikke en dårlig ting, men når sværhedsgraden bliver høj fordi at spillet er decideret urimeligt, så bliver det et problem.



Skully er et kranie, der skyller i land på en unavngiven ø hvor han bliver bragt til live af noget magisk ler, som sætter sig inde i kraniet. Han støder også på guden Terry (perfekt navn til en Gud i øvrigt), som ligger i en fejde med hans Gud-søskende og som Terry ønsker Skullys hjælp til at slutte fred med - med magt hvis nødvendigt.

Man starter med at trille rundt med Skully (meget ligesom med Morph Ball i Metroid Prime), hopper på platforme, klamre sig til vægge og indsamler noget der ligner små gyldne blomster. Alt er godt - i starten. Efterhånden som man kommer gennem spillet, får Skully mulighed for at transformere sig om til tre forskellige figurer, alle lavet af ler.



Hver af disse lerfigurer har hver deres styrker og svagheder. Den første form man støder på er et stor trold, som kan smadre døre og forhindringer og også nedkæmpe fjender med et kraftig angreb. De andre forme kan blandt andet dobbelt-hoppe og manipulere med omgivelserne ved at flytte rundt på diverse forhindringer.

Som jeg nævnte i starten, er Skully et meget svært spil. Allerede i anden verden døde jeg 30-40 gange ved en bestemt sektion og det bliver ikke bedre efterhånden som man kommer gennem spillet. Den nydelige og fredelige overflade snyder, for det her er brutalt svært - og det kan formentlig blive for meget for nogen.



Det er som om, at der er noget galt med balancen i spillet. Det er meget fint, at der er forskellige figurer, men desværre er de ikke rigtigt sjove at spille med. Skully er måske den sjoveste, men også den sværeste, da han er meget følsom at trille rundt med og det er meget nemt at trille ud over kanten og i den sikre død. De tre andre figurer er for det mest lidt kluntede - og ganske enkelt bare ikke sjove at spille med. Det er lidt ærgerligt.

Noget andet er, at bane-designet er helt i hegnet. Mange af de uskrevne regler, der er i platformspil og spildesign generelt, overholdes ikke her og det gør spillet unødigt svært, fordi tingene fungerer anderledes end man forventer. Det kan måske lyde spændende at tingene ikke altid er som de plejer, men det er egentlig mest frustrerende, når man ikke kan se rækkevidden på fjender som slår ud efter en og når platforme forsvinder under ens fødder, uden nogen form visuel indikation på, hvornår det vil ske. Læg dertil et kamera med sit eget liv og en høj sværhedsgrad, så har man opskriften på et frustrerende spil.



Grafikken i Skully er egentlig fin nok. Man triller gennem flotte landskaber, med forskellige (dog velkendte) temaer og det ser ganske nydeligt ud. Karakterdesignet på de tre alternative former er dog lidt kikset, men de fungerer. Lydsiden er fin, uden at gøre det store væsen af sig.

Jeg er skuffet over Skully. Jeg synes egentlig det så spændende ud da jeg så det første gang, men det er en skuffende omgang. Det ringe banedesign, et livligt kamera og en meget høj og ubarmhjertig sværhedsgrad er en sløj kombination, som får Skully til at fejle. Spillet kan gennemføres på 10-11 timer, hvis man kan holde ud så længe - mit bud er, at mange vil rage-quitte inden man når så langt.

Skully kan købes på PlayStation Store for 239 kr.
+ Fin grafik, kan være sjovt at trille rundt med Skully-kraniet
Ringe banedesign, kluntet kamera, kikset karakterdesign, urimelig sværhedsgrad
Gameplay:5.0
Grafik:7.5
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 5.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.