Sly Cooper: Thieves in Time' tager et fascinerende, men også brugt kort; tidsrejser. Tidsrejser er nemlig byggestenene for den bærende historie i spillet, hvor forfædre og skurke holdes op imod hinanden. 'Thievius raccoonus', en bog der igennem generationer har været Cooper-familiens nøgle til succes, får for øjnene af Bentley sine sider om forfædre og hemmeligheder udvisket. Den skriglyserøde flodhest 'Murray', den charmerende vaskebjørn 'Sly' og den altid hurtigtænkende skildpadde 'Bentley' samles derfor for at rejse tilbage i tiden og stoppe hvem end det måtte være, der prøver at udviske Cooper-familiens eksistens.
Det betyder, at man som spiller bliver trukket tilbage til forskellige tidsaldre, som for eksempel den britiske middelalder eller en fjern istid med vaklende mammutter. Undervejs møder man forfædrene til Sly i forskellige kniber, hvor det er op til spilleren at få reddet dem sikkert videre og nedskrevet i 'Thievius raccoonus' igen.
Ideen med at rejse gennem tid og sted fungerer rigtigt fint, da de forskellige Cooper-forfædre har meget at byde på. Persongalleriet bliver nemlig udbygget med en række sjove personligheder, hvor vi ser alt fra en hovmodig middelalder-Cooper til en western drengerøv, hvor alt bliver taget med et køligt svar. Det giver en række sjove scener, hvor nutidens og datidens personligheder ikke rigtigt kan arbejde sammen, og hvor en halvtræt Bentley gentagne gange må skære ting ud i pap. Fjendegalleriet halter dog desværre lidt fra start, og man skal over halvvejs ind i spillet, før vi kommer ud over den kedelige magtbegærlige jeg er ond og led-type. Men det er ventetiden værd, for en fed, britisk elefant og en rappende bjørn rammer plet med en humor, der uden tvivl vil få dig til at smile.
Historien er på trods af et godt persongalleri til tider meget forudsigelig, og den egentlige fjende bag det hele bliver alt for sent introduceret til at man kan komme ordentligt ind under huden på ham. Det betyder, at den sidste boss-kamp ikke er synderligt mindeværdig, hvilket må siges at være en kæmpe skam. Spillet plages også af et par enkle forfejlede spændingsopbygninger, hvor man bagefter sidder med en halvtom følelse.
Spillet er et platformsspil af den klassiske slags, der lader spilleren bevæge sig frit på bygninger og klatreværk, og det er her, at spillet viser styrker. Styringen er nemlig utroligt præcis og lader en komme omkring alverdens småhjørner, uden at det volder store problemer. Spillet har denne gang en meget større tilgang til en åben verden, hvor der skal findes guldstatuer og andre gemte objekter.
Der er blandt andet 30 flasker spredt i hvert enkelt af de fem verdener, og findes de alle sammen, vil det lukke op for nye specialangreb. Der vil også være små Sly-ikoner at finde rundt omkring i de forskellige missioner, som efter et antal bestemte fund vil lukke op for småændringer i spillets gameplay, som eksempelvis nyt camouflage til Sly's paraglider.
Der er i missionerne lagt vægt på, at der skal være så meget variation som muligt. Det gør, at man sjældent føler, at man laver det samme. Dog måske lidt for sjældent. Spillet har nemlig en tendens til at byde på utroligt mange minispil, som alle fungerer upåklageligt, men der er blot for mange. Det giver nogle drastiske dyk i spillets fremskredne hastighed, som i spændingsfyldte missioner helst skulle have været undgået. Når spændingen dog holder, så leverer kampsystemet et simpelt, men virkningsfuldt antal forskellige angreb, som let kan udvide i spillets virtuelle butik 'Thiefnet'.
I spillets missioner kan man spille som henholdsvis Sly, Bentley, Murray og, som den nok bedst fungerende ting i spillet, som Sly's forfædre. Forfædrene er nemlig en vigtig del af spillets historie, og de bliver også flittigt brugt i missionerne. Hver af forfædrene har deres unikke kræfter, hvor man hurtigt finder sin personlige favorit. Skal det være den japanske Cooper med muligheden for at bevæge sig rundt på objekter med utrolig hast, eller skal vi blot snuppe en svingom med western-Cooperens revolver? Med hensyn til western-Cooper, så er det tydeligt, at spillet låner med arme og ben. Man har nemlig mulighed for at sætte alt i slowmotion og placere fem skud, præcis som vi har set det i 'Red Dead Redemption'. Det er ikke noget, der trækker ned, da spillet udfører disse lån uden problemer, man ville bare nok kalde det uopfindsomt.
Gameplayet er nok det allermest velfungerende aspekt ved 'Sly Cooper: Thieves in Time', men også lyden er yderst tilfredsstillende. Musikkens blanding af agent- og eksempelvis middelaldertoner er utroligt velkomponeret, og specielt det grove western/agenttema lyder formidabelt. Stemmeskuespillet er også ganske udmærket, og selvom Sly's stemme til tider kan være en smule kedelig og mat, så er Bentley's professorstemme et rigtigt godt eksempel på en rolle, hvor charmen ligger i stemmen. Ikke mindst er Murray's stemme meget humoristisk og fik flere gange et smil frem på mine læber i hans evindelige snak om mad og tæsk.
Man kunne håbe, at de danske stemmer ville levere et lige så fint stemmeskuespil, men det er ikke tilfældet her. Jovist, stemmerne har mange af de samme vokaler, men charmen er væk. Sly's stemme lyder eksempelvis som det pædagogiske børneprogram Ni Hao, Kai Lan, hvor alt bliver fortalt med meget tydelig røst, og når man hører en bjørn udbryde her kommer Bjørn, her komme Bjørn 14 gange i træk, så går det op for en, hvor vanartede de danske stemmer gør sig i dette spil.
Grafisk set rammer spillet plet i stil og farver. Spillets farverige tegneseriestil inviterer spilleren ind i det komiske univers, og man får fra starten af lyst til at blive hængende. Desværre er der dog et par men'er i denne sammenhæng. Spillet har det nemlig med at dykke til under 30 billeder i sekundet i diverse fjendefyldte missioner og det er noget, der går udover en ellers fuldstændigt flydende oplevelse. Teksturer og overflader er også ofte meget grynede og uskarpe og kan på ingen måde tåle at komme under luppen.
Med det sagt, så er spillet stadig utroligt charmerende og har med et solidt gameplay, en velskreven dialog og nye humoristiske karakterer overbevist mig om, at der er håb for Sly, Bentley og Murray i fremtidige spil. Med cirka 12 timers ganske udmærket spilletid tog 'Sanzaru Games' en chance og brugte den rigtigt, selvom der ikke var meget nyt under solen.
Men hvad pokker - intet nyt er godt nyt.
Anmeldt af: Sofus Welling Lindberg
Facebook
Twitter
