| Gameplay Der er vel ikke så meget at sige om tennis, eller er der? Enten kan man det, eller også kan man ikke. Selvom man ikke er den store motorik-haj, er der ingen problemer i PT2. Det er et klassisk arkade spil, der er lige til at gå til. Er man den ivrige type, kan man kaste sig over Arcade eller Exhibition mode, hvor man bliver kastet ud i det med det samme (Det er ikke så svært som det lyder). Eller som min pappa altid sagde, tag et skridt af gangen. |  |
Er man den mere grundige og fornuftige vælger man Tutorial mode, hvor man bliver introduceret for alle slagene, samt hvordan man løber rundt på den lille bane. Man skal ikke sætte næsen op efter de helt vilde slag og serveesser hver gang, da det er så godt som umuligt. Der er nogle simple slag, og det er det. På den anden side, så ser man jo heller ikke de vilde moves på fjernsynet (nej vel Kenneth Carlsen).
Begynder vi fra Square-one, starter man med at lave sin egen karakter. Det foregår som i så mange andre spil, hvor man skal vælge alt fra hudfarve til tøjets farve. Ikke nok med det, man skal også vælge om man er højre- eller venstrehåndet. Undervejs som man bliver bedre og vinder nogle turneringer, bliver der mulighed for at købe andet tøj til ens karakter, der forbedre ens udfoldelser på banen, f.eks. svedbånd, der giver +10 i power.
Så er man ved at være klar til at komme i kamp med den lille runde. Spillet foregår ligesom en rigtig tennis sæson, hvor der både er de store Grand Slams og mindre turneringer samt træning ved siden af. For at blive bedre skal man optjene experiencepoints, så man kan forbedre sin karakter. Man kan forbedre sig i alt fra udholdenhed, så man holder længere, hvis matchen skulle trække ud, i ens for-/baghånd, eller i én af de 6 forskellige slag, der nu er. Disse points bliver optjent ved enten træning eller ved at vinde turneringer. Og der skal immervæk nogle points til før man kan se resultater.
Træningen er almen grundtræning i føling med bolden og præcisionsskud. Træningen giver en stigende udfordring i takt med, at man kan vinde flere points. Man behøver dog ikke blive ved med at træne - mener man, at man er god nok - hopper man bare frem til turneringerne.
Da man jo er startet fra bunden af tennishierarkiet, er man nok ikke inviteret til nogle Grand Slams, og wildcardene hænger jo ikke ligefrem på træerne. Da man skal have en vis ranking for at komme med til de helt store turneringer, har man 2 muligheder. Enten venter til man har spillet sig op og ligger blandt de bedste, eller spille sig igennem kvalrunder (det er ikke så svært, men tager tid). Der er masser af turneringer, selv for en lille tennisspiller, så det er bare om at komme i gang.
En sjov feature er, at under en kamp, er der små missioner, der kan give ekstra experiencepoints. Man skal f.eks. lave et serve es eller må max, ramme bolden 40 gange i løbet af et parti. Det giver lige det ekstra touch, men kommer til at fjerne fokus lidt fra selve spillet.
Så sidder man sikkert og tænker det tager da alt for lang tid at spille en tennis kamp. Det er så der Namco har valgt at simulere noget af kampen, så man kun skal spille enkelte partier i en hel kamp. Disse partier skal dog næsten vindes hver gang for at få succes. Hvilket godt kan være lidt irriterende, hvis man taber én bold, der så gør, at den simulere man taber de næste 20 og dermed kampen. Er man en hardcore tennisspiller kan denne funktion slås fra. Det er dog ganske dejligt at kunne få overstået Wimbledon på under 10 min.
Grafik
Det er ikke nogen banebrydende grafik, der præger PT2; der er det der skal være og ikke mere. Endnu et tegn på, at det er et klassisk arcade spil. Dog er de forskellige figurer i spillet meget godt lavet og bevægelserne når man løber rundt efter bolden, er også meget godt udført. Der er ikke nogle steder i spillet, hvor man sidder med åben mund og polypper over noget grafisk. Det er som en gammel skabelon, der bare er blevet tegnet op igen.
Lyd
Lydmæssigt er der heller ikke så meget at komme efter. Man kan ikke lave den helt vilde lyd, når man slår til en tennisbold, men var der bare lidt af det, som man hører i Wimbledon, var vi ved at være der (der er ikke noget bedre, end en kvinde, der skriger ååhhh ved hvert slag).
Udover det, er der også musikken, som spiller i baggrunden. Det lyder som et keyboard, man kan købe i Fætter BR, der bare er gået helt amok. Meget sjovt den første gang, men derefter bliver man nødt til at slå musikken fra.
Der mangler lidt lyd fra publikum, når man f.eks har en lang duel, der rigtig trækker ud. Eller når man har vundet en turnering, så står man og kysser til fansene, men der er musestille. Et lille irritationsmoment, hvis man lige har slået verdens nr. et på ranglisten efter en benhård duel.
 | Holdbarhed Selvom der måske er visse mangler, er holdbarheden ganske lang. De mange muligheder gør, at hvis man er ved at køre sur i noget, så kan man forsætte lidt på noget andet. Arcade er hvis man lige hurtigt skal have et spil, bare for at få tiden til at gå. I Exhibition kan man være op til fire spillere på samme tid, hvilket må siges at være en fed feature. Om den holder må være op til de fire spillere at vurdere. |
Er man en nogenlunde rutineret spiller, når det kommer til PS2, burde det ikke tage lang tid før man er verdens nummer et på tennisranglisten. Har man en makker der er frisk, er der mange timers god underholdning gemt i PT2, hvis man spiller mod hinanden, men det er begrænset hvor ophidsende det er efter første sæt.
Overall
PT2 er et udmærket spil, hvis man er tennisfan. Ellers kan det ikke anbefales. Der er for mange mangler, og det virker som om Namco kører lidt i samme rille fra nogle af deres andre arkade titler. Lidt synd, da PT2 kunne have været kommet i toppen, men må blive i skyggen af mange andre titler. Namco prøvede at komme med lidt nytænkning indenfor tennis genren, men vi må indrømme de gled i svinget.
Er du den, der bare ikke kan holde fingrene i ro, når der kommer til tennis, så hop ned i Blockbuster og lej spillet i en weekend, og vent med at investere til der kommer et nyt tennis udspil.
Facebook
Twitter
