Smoke and Sacrifice

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 17. januar 2019 - kl. 19:24
Del denne artikel:
0 0

Drag ud på en farefuld færd i en grum og fjendtlig verden i dette lille survival rollespil fra Solar Sail Games. Læs anmeldelsen af Smoke and Sacrifice her.

Smoke and Sacrifice kommer fra den lille indie-udvikler Solar Sail Games og kan bedst beskrives som en blanding af et survivalspil med rollespils-elementer. I Smoke and Sacrifice tager man rollen som den unge kvinde Sachi, som er centrum for et ritual i hendes lokale landsby.



Ved ritualet beordre byens præster hende til at ofre hendes førstefødte for at holde guderne tilfredse og det lokale Sun Tree i live, så landsbyen kan forblive oplyst. Som spiller er ens første barske opgave, som Sachi, at hente hendes barn hytten og placere det på et koldt jernalter så ofringen kan blive gennemført - ikke den mest behagelige start på dette lille spil.

Efter ritualet overhører Sachi en samtale mellem præsterne, som gør hende mistænksom omkring ritualet, som måske ikke er helt hvad hun er blevet fortalt - måske er hende søn stadig i live. Hun har dog ikke mulighed for at gøre noget ved det før syv år senere, hvor landsbyen bliver overrendt af monstre og midt i kaosset får hun sneget sig ind i templet og undersøger alteret. Pludselig bliver hun zappet til en mystisk og alternativ verden, hvor hun opdager, at alle landsbyens ofringerne befinder sig og de er alle i live. Det giver Sachi et håb om at finde hendes søn og hun begiver sig nu ud på et eventyr for at blive forenet med hendes fortabte søn.



Gameplayet i Smoke and Sacrifice er ikke det mest ophidsende - hvis du har spillet Don’t Starve, så ved du hvad du har med at gøre her. Det er ikke dårligt, det byder bare heller ikke på noget nyt. Man kæmper mod forskellige fantasi-skabninger som lysende gopler, kæmpemyg og noget der ligner en blanding af et vildsvin og et pindsvin - mens man indsamler materialer som gør det muligt at crafte gear og andet man skal bruge for at komme videre i spillet.

Fjenderne er forholdsvis nemme at nedkæmpe, da de ikke udviser nogen form for strategi i deres angreb - de løber blot direkte mod en. Man kan crafte forskellige våben, både skydevåben, nærkampsvåben og bomber, som gør det lidt sjovere at kaste sig ud i spillets kampe. Variationen i kampene kommer fra hvilke våben man vælger at gøre brug af og dermed også ens egen tilgang til kampene.

Spillet har, på overfladen, en spændende dag og nat cyklus. Om natten er den fjendtlige verden endnu mere fjendtlig; den er fyldt med en mørk tåge og fjenderne er langt stærkere og mere aggressive. For at overleve denne tåge skal man være udstyret med en form for lyskilde, for eksempel en lanterne, men i virkeligheden er natten blot frustrerende og noget der blot skal overstås, da man ikke rigtigt kan foretage sig noget om natten på grund af de mange monstre og den mørke tåge.



Som i andre spil i samme genre, skal man i Smoke and Sacrifice ikke tænke på at sove og spise. Man bruger dog en del tid på at vurdere hvad man skal have i sin rygsæk og på at crafte nye våben og nyt gear. Dette foregår i spillets menuer og de er desværre ikke specielt brugervenlige - og selv om crafting-processen er nem og ligetil, så kompliceres den en smule af et knudret brugerinterface. Man lærer at leve med det, men det er frustrerende i starten.

Hvis man skal have det optimale ud af Smoke and Sacrifice, så skal man kunne lide at lede efter materialer og crafte nyt gear. Langt det meste af tiden går med at nedkæmpe fjender, indsamle materialer og lede efter lige præcis det sidste stump, for for eksempel at kunne grafte de vinterstøvler man behøver for at kunne bevæge sig ind i den snefyldte del af spilverdenen. Hvis man synes at den slags er frustrerende og en showstopper for underholdningen, skal man ikke spille Smoke and Sacrifice - eller andre spil i denne genre for den sags skyld.



Historien i Smoke and Sacrifice er ikke noget specielt - og den ryger faktisk lidt i baggrunden undervejs. Det er lidt svært at holde fokus på historien, når man kan bruge op med en time på at dræbe fjender i håbet om at finde de sidste materialer, for at kunne crafte de ting man mangler. Jeg ved godt, at der er fokus på crafting og den slags i denne type spil, men det er som om, at Smoke and Sacrifice sætter lidt for mange forhindringer op for spilleren, så dele af gameplayet mere føles som hårdt arbejde end som den underholdning spil i virkeligheden burde være.

Jeg er ikke vild med den grafiske stil i Smoke and Sacrifice. Jeg har svært ved præcis at sætte en finger på hvad der er galt med den, for karakter designet er opfindsomt og spilverdenen er på en og samme tid smuk men også mørk og dyster. Der er bare et eller andet ved hele stilen, som virker sær og den tiltaler mig ikke - men det er naturligvis en smagssag. Til gengæld er jeg vild med lydsiden; specielt soundtracket er fremragende og meget stemningsfuldt og lækkert.



Smoke and Sacrifice fortæller historien om en mor, som forsøger at redde sit barn og som opdager, at hun har evnen til meget mere end det. Den store fokus på crafting placere historien i baggrunden og det er lidt ærgerligt - og dele af indsamlingen af materialer kan føles mere som påtvunget arbejde end nogen som man i virkeligheden har lyst til.

Hvis du kunne lide Don’t Starve og andre spil i denne genre og indstiller dig på at du kommer til at bruge lang tid på at lede efter de rigtige materialer, så vil du formentlig være godt underholdt af Smoke and Sacrifice. For mig var det en lidt frustrerende omgang og den underlige visuelle stil gjorde det ikke lettere for mig at holde af spillet her.

Smoke and Sacrifice koster 149 kr. på PlayStation Store - og i skrivende stund kan det købes til 119 kr.
+ Fremragende soundtrack, velfungerende kampsystem
Næsten for stor fokus på crafting, gameplayet kan til tider føles som påtvunget arbejde, underlig blandet visuel stil, knudret interface
Gameplay:7.5
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.