Snowrunner

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 29. april 2020 - kl. 08:16
Del denne artikel:
2 4

Snowrunner er noget så sjældent som en offroad lastbilsimulator. Ja, den er god nok - og det vil sætte din tålmodighed på prøve. Læs anmeldelsen her.

Snowrunner er efterfølgeren til Mudrunner, som blev et overraskende hit for Saber Interactive. Snowrunner fortsætter i samme mudrede fodspor som forgængeren, blot med større områder der skal udforskes og, som navnet antyder, er der kommet sneklædte landskaber med i puljen.



Snowrunner er en offroad lastbilsimulator og et spil, som på alle måder tester ens tålmodighed. Når man starter op, bliver man ført igennem en lille øvelses-mission, som ikke volder de store problemer, men derefter slippes man løs i den store mudrede verden i Michigan i USA. Man skal stadig transportere tung last og diverse varer rundt til forskellige virksomheder, butikker og private og en luksus som asfalterede veje, ser man ikke meget til.

Snowrunner er et langsomt spil og det er ikke specielt tilgængeligt. Jeg brugte lang tid på at finde ud af hvordan jeg bare tjente en lille smule penge, så jeg havde råd til opgraderinger og ikke mindst til at købe nye lastbiler. Der hvor ens tålmodighed for alvor bliver sat på en prøve, er når man efter måske 1 times omhyggeligt asen og masen igennem naturen, pludselig sidder fast i et mudderhul og man kan hverken komme frem eller tilbage. Ens lastbil er ikke udstyret med hverken firehjulstræk eller et spil foran, som kan trække den fri, så man sidder bare ubehjælpsom fast. Den eneste udvej er at recover ens køretøj, hvilket betyder at man bliver sendt tilbage til ens garage og så er det forfra. Når det sker, og det gør det tit, så skal man virkelig mestre øvelsen i at tælle til 10 og trække vejret roligt.



Det bliver dog anderledes, når man får fat i de mere terrængående lastbiler. Den første jeg fik af den slags var en International Fleetstar F-2070A, som trak på alle seks hjul, havde et spil foran og også mulighed for spærredifferentiale. Selv om den ikke er en decideret offroad truck, kunne den på imponerende vis æde sig gennem mudderet, selv med en tung trailer på slæb. Dog skulle jeg holde mig fra decideret sump-områder eller høj sne, til disse terræner kræves der en fuldblods offroad truck.

Spilverdenen er langt større end den var Mudrunner. Man starter i Michigan med store skove, små floder og mudrede veje og i løbet af spillet kommer man til det kolde Alaska og til Tajmyr halvøen i det nordlige Rusland. Der er massevis af vild natur at udforske i Snowrunner, men desværre virker verdenen noget tom. Man ser ingen andre køretøjer, ingen andre mennesker og stort set ingen dyr i naturen. Det virker som en tom, men dog flot, teaterkulisse man kører rundt i.



Der lægges op til, at landskabet skal udforskes - også udenfor de luksuriøse mudrede veje. Rundt omkring er der placeret udkigstårne, som afslører mere af kortet efterhånden som man får dem låst op. Landskabet er fyldt med forskellige missioner og det er typisk noget med at man skal skaffe materialer, så en gammel bro kan blive genopbygget eller en væltet el-mast, eller en olieledning, kan blive repareret. Det kræver både de rigtige materialer og det rigtige køretøj til at transportere disse materialer.

Rundt omkring kan man også finde forskellige opgraderinger, mindre sidemissioner og forskellige andre ting og da man bevæger sig langsomt rundt, hovedsagligt på grund af den ufremkommelige natur, så er der en god portion timer gemt her, specielt hvis man begynder at udforske omgivelserne.

Snowrunner byder på 40 forskellige lastbiler fra nogle af de største producenter i verden, blandt andet Caterpillar, International, Chevrolet og Freightliner - samt russiske mærker som Maz, Ural, UAZ og KamAZ. Alle lastbiler kan i ens garage opgraderes med blandt andet nye motorer, højere affjedring og bedre dæk, så de kan klare sig i den brutale natur. Man kan også udstyre dem med kraner og andet udstyr, som er påkrævet i visse missioner.



Snowrunner er et brutalt svært spil. Det giver ikke ved dørene og man bliver straffet omgående hvis man begiver sig ud hvor man ikke skal være. Det kan være utrolig frustrerende i perioder, men det er alligevel også fængende og det er en fed fornemmelse, når man får leveret et læs byggematerialer til en afsidesliggende farm, så de kan få bygget den tilbygning de har planer om. Men forvent ikke, at Snowrunner på nogen måde giver dig en hjælpende hånd - det er der ikke noget af.

Men en hjælpende hånd kan dine venner måske give dig. Snowrunner giver nemlig muligheden for at spille med op til tre venner, så man begiver sig i kast med naturen sammen og løser diverse missioner og opgaver sammen. Vi havde dog ikke mulighed for at teste denne del inden udgivelsen, men det lyder som en god tilføjelse til konceptet og det giver absolut mening, at køre sammen, da man helt uundgåelig vil køre fast og så kan hjælpe hinanden.



Grafikken i Snowrunner er overraskende lækker. De 40 forskellige køretøjer er meget detaljeret og de bevæger sig realistisk når de kæmper sig vej gennem de mudrede og tilsneede veje. Naturen man kører rundt i er også flot, med vandløb er krydser vejene, tætte skove, åbne sumpområder og sneklædte landskaber. Lyset ændre sig efterhånden som dagen går og det bliver ikke lettere at finde vej gennem det vilde landskab når mørket falder på. Selv om der er lidt grafiske ujævnheder her og der, som for eksempel at en forladt trailer laver et underligt hop (nærmest et glædeshop) når man første gang finder den, så er Snowrunner et ret stemningsfuldt og flot spil. Lydsiden er ligeledes glimrende, med nogle gode tunge lydeffekter fra de store lastbilers motorer.

Snowrunner er en simulator og sværhedsgraden er brutal. Det er et spil for den tålmodige gamer og en god tilføjelse til køresimulator-genren. Generelt fungerer spillet godt - selv om det kan være lidt svært for nybegynderen af finde ud af hvad spillet har at byde på. Der er masser af lastbiler og offroad-køretøjer, som alle kan bruges til noget forskelligt og grafikken er flot og stemningsfuld. Så hvis du er den tålmodige type og måske er en smule fascineret af de store terrængående køretøjer, som kan æde mudder og sne som var det ingenting, så tag et kig på Snowrunner.
+ Velfungerende gameplay, flot grafik, en solid udfordring, mange forskellige lastbiler
Livløse landskaber, lidt for svært for nybegynderen
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.0
Log ind og stem
4
Der er 4 brugere som med til at gøre PSlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.