Socom 2: US Navy Seal

Anmeldt af: - 18. marts 2004 - kl. 22:59
Del denne artikel:
0 0

For under et års tid siden udgav Sony spillet Socom: US Navy Seals nogenlunde samtidig med deres bredbåndsadapter til Playstation2. Der er nu gået 10 måneder siden det første spil udkom, og Zipper In

For under et års tid siden udgav Sony spillet Socom: US Navy Seals nogenlunde samtidig med deres bredbåndsadapter til Playstation2. Spillet var udviklet af Zipper Interactive og var det første spil til Playstation2 med mulighed for online spil. Det første spil indeholdte en tynd single player del, der bestod af 10 baner og det fremgik klart, at der var fokuseret på online-multiplayer.
Der er nu gået 10 måneder siden det første spil udkom, og Zipper Interactive og Sony er nu klar med anden titel i serien, der bare har fået navnet Socom 2: US Navy Seals (i denne anmeldelse omtalt som Socom2).

Den mest positive nyhed ved Socom2 er, at både Sony og Zipper Interactive har brugt meget tid siden udgivelsen af det første spil på at høre på spillernes ideer.

Mange af de ting, der irriterede spillere i 1’eren er blevet rettet i 2’eren, og har man spillet begge udgaver, føler man virkelig, at nogle af de dumme ”fejl” er blevet fjernet. Desuden føler man virkelig, at Zipper Interactive har hørt efter brugernes meninger og ikke bare valgt at overhøre dem.

Når man køber Socom2 kan man vælge mellem 2 versioner. Enten med eller uden headset (hvis man allerede skulle have et headset). Headsettet i Socom2 er også blevet ændret siden det, der fulgte med 1’eren. Blandt andet er det nye headset blevet udstyret med en mute knap, så man kan slukke for mikrofonen, når dem i spillet ikke må høre, hvad der bliver sagt i spillerens værelse. Desuden er mikrofonen blevet udstyret med et filter, som filtrerer baggrundsstøj fra.

Gameplay
Socom2 er et spil med god variation, da der både er en single-player del samt mulighed for at spille op til 16 spillere over nettet.
I spillets single-player del tager spilleren kontrol over Seal soldaten Specter, der har 3 andre soldater fra blandt andet US Navy Seal, SAS og Spetznaz. Holdet fungerer som verdens sidste løsning på problemet med terrorister og sendes ud på i alt 12 missioner fordelt over 4 lokaliteter (kapitler), dvs. 3 baner pr. verdensdel. Som nogle af lokaliteterne kan blandt andet Brasilien og Rusland nævnes.

Når man spiller single-player, starter man med at blive briefet om hvad missionen går ud på. Dernæst udstyrer man sine fire elite soldater med det udstyr og de våben man nu bedst kan lide. Efter man har valgt det udstyr, man foretrækker, er det bare at starte missionen, som foregår på følgende måde: Når man starter har man et kort, hvor de objektiver der skal klares for at gennemføre banen er påtegnet. Disse objektiver har som regel et navn som f.eks. Delta, Zulu, Foxtrot eller Charlie, som også kan bruges som waypoints når man dirigerer sine tre andre soldater rundt på kortet. Og brug af sine tre andre soldater er utrolig vigtig, hvis man ønsker at komme længere ind i spillet end første bane. I Socom2 er det nemlig ikke muligt at løbe igennem banerne og bare skyde vildt omkring sig, som det var i Kill.Switch, som vi anmeldte her på Console.dk for ikke så længe siden.


Med hensyn til mængden af baner vil mange nok synes, at 12 baner til single-player ikke er særlig meget, og det viser også at spillet oprindeligt ikke var tiltænkt single-player men derimod spillere, der ville bekrige hinanden online. Og online-delen af spillet er virkelig blevet bedre i Socom2.
Da Socom1 udkom var der kun 10 forskellige kort (baner), som spillere kunne bruge over nettet, men i Socom2 er antallet af kort kommet op på 22, der består af de 10 fra 1’eren og de 12 fra single-player delen i 2’eren. Dette giver flere valgmuligheder, når man vil ”lege” krig med sine venner eller kæmpe sammen og mod vildt fremmede fra andre lande.

Når man vil spille online, har man muligheden for at vælge mellem LAN eller Network. Forskellen på disse to er, at LAN er et ”lukket” spil, hvor man finder hinanden ved hjælp af hinandens kaldenavne eller IP’er. Network vælger man, hvis man ønsker at finde et spil på en af de mange Socom2 servere. Når man så har fundet en server, hvor der er spil med ledige pladser, kan man hoppe direkte på et af holdene i det spil, man vælger, og så tage den derfra.

I Socom2 er der 5 forskellige typer spil at vælge imellem, og de er som følger:

Breach (ny mulighed i Socom2)
Her skal et hold af Seals destruere forskellige mål i terroristernes base. Dog kan spillet vindes ved, at det ene hold udsletter det andet.

Demolition
Her gælder det om at få fat i en bombe, der ligger centralt på kortet, placere bomben i det andet holds base og sørge for de ikke afmontere bomben inden den sprænger.

Suppression
Dette er den mest populære spiltype, som gælder om at udrydde det ene hold før de udrydder en selv.

Escort (ny mulighed i Socom2)
Spillet Escort går ud på, at det hold, der spiller Seals, skal eskortere mindst 2 VIP’er fra et punkt til en sikker zone på kortet uden at holdet af terrorister får ram på VIP’erne.

Extraction
Er en variation af Escort. Her har terroristerne taget nogle civile som gidsler og det er nu Seal holdets opgave at redde gidslerne uden at der dør andre end terrorister.

Som det fremgår af listen, er de to spil Breach og Escort udviklet specielt til Socom2, hvorimod de tre andre er spiltyper, som er taget med fra etteren.

På våben-fronten er der ikke sket det helt store siden den første udgave af spillet. Der er kun to nye våben:

Anti-personelle miner: Disse miner lægges ud på jorden og er ideelle som fælder, hvis man bliver forfulgt. Det er dog vigtigt at huske, hvor man lægger minerne, så man ikke selv træder på dem.
Det andet nye våben er Rocket Launcher’en (Raketstyr), som kun kan vælges efter man har gennemført single-player delen på den hårdeste sværhedsgrad. Rocket Launcher’en er uhyre effektiv mod bygninger og tanks, men har den ulempe, at spilleren ikke kan flytte sig når man først har udstyret sin mand med våbenet.

Udover disse to nye våben er det nu også muligt at overtage de såkaldte turrets, som er maskinkanoner fastmonteret enten på en mur eller en trefod. Turrets er en udmærket måde at udrydde store mængder af fjender på, men står man for længe ved et turret, så høres larmen fra maskinkanonen, og man er hurtig et let mål for enhver sniper med et kikkertsigte.

Grafik
Socom 2: US Navy Seals byder ikke på den store grafiske forbedring i forhold til 1’eren. De kort, som banerne udspilles på, er blevet lidt større, og Zipper Interactive har fjernet den irriterende tåge, der lå overalt på banerne for at skjule grafiske mangler og fejl. Man vil hurtig se, at grafikken ikke er blevet bedre, men til gengæld er der blevet ryddet op i de fejl, der var før. Blandt andet kan der nævnes, at det ikke længere er muligt at gemme sig inde i vægge, når man spiller online.
Desuden kan det tilføjes, at vejr-effekterne stadig er lige så flotte som i 1’eren, hvis ikke de da er flottere.

Lyd
Lyden i Socom2 er ganske god og man føler virkelig, at man er landet midt i slagmarken, når de første ildkampe bryder ud. Lydeffekterne er meget virkelighedstro, så når man sniger sig rundt i højt græs eller en lille å, så føler man næsten ens fødder blive våde og kolde.
Musikken i Socom2 er ikke det helt store at skrive hjem om. Den består mest af alt af en gang baggrundsmusik, der ændrer intensivitet efterhånden som kampe bryder ud og spillet bliver mere intenst. Til sidst henvises der til lyden i headsettet, der giver én følelse af man sidder i samme rum som de 15 andre spillere, der er fordelt over hele verden.


Holdbarhed
Køber man Socom 2: US Navy Seals udelukkende for at spille single-player, bliver man meget hurtigt skuffet. Udnytter man sine tre medsoldater fornuftigt og tænker sig godt om inden man åbner ild mod fjenden, så er Socom2 gennemført på 7-10 timer, hvis man ikke slukker i ren frustration inden man når så langt. For den eneste rigtige grund til frustration er spillets save-funktion. Det er kun muligt at gemme sit spil mellem hver mission, hvilket betyder, at man bliver ”nødt” til at gennemføre den mission, man er startet på, medmindre man vælger at slukke for maskinen.

Køber man derimod Socom2 for multi-player delen, er spillet et fantastisk valg. Muligheden for at spille online giver spillet en uendelig levetid, da man kan vælge flere forskellige typer spil på flere forskellige kort. Desuden giver spillet mulighed for oprettelse af klaner, som vi kender dem fra Counterstrike, hvilket åbner op for kampe og turneringer med/mod andre klaner fra hele verden.

Konklusion
Socom 2: US Navy Seals er et okay single-player spil men et fantastisk multi-player spil med en uendelig levetid. Spillet indeholder god mulighed for virtuel krig mod Socom spillere fra hele verden. Dog kunne en bedre save-funktion ønskes.
Gameplay:8.0
Grafik:8.0
Online:
Holdbarhed:9.0
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.