Historiedelen bindes på ingen måde sammen med de tidligere spil i serien, og jeg må da blankt erkende, at jeg ved første øjekast ikke ligefrem mødes af en præsentation, der skriger Socom!. Pressematerialet, der fulgte med min pakke, insisterer dog på, at den skulle være god nok - og logoet er nu heller ikke til at tage fejl af.
I rollen som Cullen Gray bliver man sendt ud på en du-er-den-eneste-der-kan-gøre-det-mission med sin fem mand høje enhed af specialtrænede marinesoldater. Der er 14 missioner tilgængelige, og i snit tager de i omegnen af en halv times tid at komme igennem. Terrænet byder på alt fra ødelagte byer til lettere ufremkommelige junglemiljøer, hvor der skal udføres en række klassiske opgaver, såsom at dræbe officerer og sabotere udstyr. Sporadisk optræder et par stealth-missioner, hvor man indtager rollen som holdets snedige koreanske indspark Forty-Five, der bevæger sig i skyggerne og nedlægger mål med sine lyddæmpede våben.
På trods af, at det efterhånden er et par år siden, at vi har set en Socom-titel, så har marinesoldaterne ikke hvilet på laurbærrene. Udviklerholdet har ladet sig inspirere ret kraftigt af andre af tidens populære skydespil, hvilket betyder, at der blandt andet er blevet plads til et coversystem. Derudover er spillet blevet en del mere tilgængeligt og nybegyndervenligt, hvilket blandt andet ses i missionerne, hvor man konstant bliver guidet af store ikoner, der viser hvor ens næste mål befinder sig. Kendinge af serien vil også bemærke, at kameravinklen har ændret sig over til et perspektiv over-skulderen.
Hvorvidt man er for eller imod de mange nye ændringer kommer i sidste ende ud på, hvad man forventer af spillet. Personligt har jeg et noget ambivalent forhold til ændringerne, som jeg ikke mener klæder spillet særlig godt. Realismen er blevet nedtonet i forhold til forgængerne, og man satser mere på at lave publikumsvenlige actionsekvenser, hvor man ene mand eksempelvis skal nedlægge en helikopter med sin kampriffel. Samtidig gør den ret forudsigelige missionsstruktur også, at man egentlig sidder og keder sig lidt igennem spillets historiedel. Det er svært helt præcis at sætte en finger på, hvor det fejler, men den generelle fornemmelse af våbentyngde synes ikke at være ramt så præcist, som man kunne have ønsket. Samtidig mangler figurerne lidt kant, og tilføjer man så de førnævnte ikoner, der som en anden børnehavepædagog sirligt guider en fra A til B, og putter man en noget svingende modstanderintelligens oven i puljen, så er slutresultatet desværre ikke helt så ophidsende.
Det ser heldigvis lidt anderledes ud på onlinefronten, hvor vi også finder spillets største make-over. Kraftigt inspireret af Call of Duty er spillet nu blevet til en respawnbaseret titel, der også rummer et xp-system og en killstreak-belønning i form af luftangreb. Den største ændring findes dog i det nye matchmakingsystem, der er blevet valgt frem for den klassiske lobbystruktur. Især sidstnævnte er noget, som fans af serien står lidt uforstående overfor, men ændringen tegner egentlig et ganske godt billede af, hvor meget Socom-serien er begyndt at satse på den brede appeal og den lettilgængelige oplevelse. Helt glemt bliver fans af serien dog ikke, da man foruden de nye respawn-spiltyper også har inkluderet en classic-mode, hvor der i stil med Counter Strike spilles uden respawn.
Størstedelen af de gamle spiltyper er blevet skrottet, således at der nu kun er den obligatoriske deathmatch-spiltype med i spillet a la Socom hedder den Suppression. Derudover kan man spille Uplink, hvor man skal stjæle og uploade data, og i Last Defense skal man overtage en række kontrolpunkter og derefter bombe modstanderens base. Den mest spændende tilføjelse finder vi dog i Bomb Squad, hvor en spiller bliver iført beskyttelsesdragt og får den tvivlsomme ære, det er at skulle afmontere tre store sprængladninger. Modstanderholdet forsøger selvsagt at dræbe bombespecialisten, men det er ikke helt nemt, da han foruden tungt panser også er udstyret med en granatkaster og et automatisk shotgun.
Spillet indeholder også en coop-del, som klart er den bedste tilføjelse i denne omgang. Kampen imod massive bølger af fjender kan virke lidt formålsløs, men den er samtidig ganske afslappende, sjov og udfordrende. Fylder man en server med fem venner, så skulle der være garanti for fin underholdning, og spillets haltende historiedel opvejes en smule af dette.
Spillet indeholder ni multiplayerbaner, der alle er blevet designet fra bunden med udgangspunkt i de nye spiltyper. Hvorvidt det er for at skabe balance, skal jeg lade være usagt, men størstedelen af de nye baner virker lidt kedelige i deres design. Den primære årsag er først og fremmest, at de er ret åbne de gamle Socom-spil har altid satset på kampe i tætte korridorer og delvist lukkede områder. Den nye stil gør, at man tit oplever, at man blive ramt af sniperskytter fra den anden side af banen. Ydermere føles det lidt som om, at man har tegnet en streg direkte ned igennem banernes midte og herefter spejlvendt det hele for at skabe balance i designet. Det er naturligvis en overdrivelse, men alligevel vil jeg tillade mig at mene, at banedesignerne hos Zipper et par steder har valgt den nemme løsning.
Spillet understøtter PlayStation Move, og den bevægelsesfølsomme styring er et fint alternativ til den gode gamle controller. Move-spillerne kan nyde godt af øget præcision, men må desværre også tage til takke med et system, der virker lidt tungt i måsen, når der skal drejes rundt. Hertil kommer de der små irriterende øjeblikke, hvor Move-controlleren ikke helt reagerer, som man ønsker jer der har prøvet Move-spil ved præcist, hvad jeg taler om. Eksempelvis forsøgte jeg at være lidt ninja ved at snige mig om bag en modstander og udføre et knivdrab. Ikonet på fjernsynet viser, at jeg skal støde controlleren imod skærmen for at lade blodudgydelsen blive en realitet, men efter et par ihærdige stød erkender jeg, at min soldat på skærmen er mere optaget af at sigte febrilsk i øst og vest. Move understøttes også i onlinedelen, hvor folk med og uden Move bliver blandet sammen på serverne.
Personligt ville jeg til enhver tid vælge en almindelig controller over en bevægelsesfølsom en af slagsen, men alligevel havde det været rart, hvis man kunne vælge at spille med ligesindede, så der ikke var nogen, der fik en fordel over andre. Jeg kunne egentlig nemt forestille mig, at en server, hvor der kun var Move-spillere, kunne være ganske underholdende.
Et gammelt ordsprog siger: hvis det ikke er ødelagt, så forsøg ikke at lave det, og selvom det tit kan vise sig at være noget sludder, så er det desværre ganske sigende i denne sammenhæng. For mig at se er Socom rykket ret langt væk fra det udgangspunkt, der i sin tid dannede grobund for den store popularitet, som serien har opnået. Spillets historiedel er ikke særlig mindeværdig, og man bliver guidet lidt mere end hvad godt er. Online har spillet fået en kraftig overhaling, der gør det hele mere tilgængeligt. Desværre tolker jeg det også lidt som et udtryk for, at man er blevet lidt bange for at stå på egne ben og gøre noget, som ingen andre gør. Socom: Special Forces er på ingen måde et dårligt spil, det er bare heller ikke særlig mindeværdigt.
På den ene side forsøger Zipper og Sony at lave en Call of Duty-lignende oplevelse for at tilfredsstille det brede publikum. På den anden side har de tilføjet en classic-mode for at ramme seriens fans. Problemet er bare, at Call of Duty-fans kan få deres fix et andet sted, og derfor bliver de næppe hængende i særlig lang tid. Socom-fans må desværre spejde langt efter den genkendelige Socom-fornemmelse, for det finder de heller ikke i Socom: Special Forces, og derfor spår jeg, at de næppe bliver hængende særlig lang tid heller.
Facebook
Twitter
