Sonic Forces

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 15. november 2017 - kl. 14:31
Del denne artikel:
0 0

Segas blå maskot er tilbage og Sonic Forces skal forsøge at ride videre på den positive bølge som det forrige Sonic Mania skabte. Vi har set nærmere på, om det er lykkedes.

Sonic Forces er det andet Sonic-spil, som udkommer i år - det første var Sonic Mania, der kom i sommers til stor ros fra både gamere og medier. Og lad os da lige i den forbindelse få det afklaret med det samme; Sonic Forces følger desværre ikke i Sonic Manias fine fodspor.



Den onde Dr. Eggman har nedkæmpet Sonic, som nu har været forsvundet i 6 måneder og hans venner formoder han er død. Vennerne, med Tails og Knuckles i spidsen, samler nu et team for at nedkæmpe Dr. Eggman og hans nyeste kreation, Infinite, som virker nærmest uovervindelig. Historien er papirstynd, men den er med til at give spillet den fremdrift, det har brug for.

Sonic Forces kører på den nye Hedgehog Engine 2.0 og det kan ses, da det uden tvivl er det teknisk flotteste Sonic spil til dato. Der er fuld fart på grafikken og det hele krydres med flotte lyseffekter, flotte og flydende animationer og det hele kører ved 60 frames i sekundet. Sonic Mania havde mere charme, men der er ingen tvivl om, at Sonic Forces tager grafikken i Sonic spil op på et nyt niveau.

Spillet indeholder omkring 30 baner af forskellige slags. Der er baner med Modern Sonic, hvor man løber ind i skærmen og hvor kameraet til tider kan finde på at svinge rundt om ens karakter, andre baner hvor man spiller som Classic Sonic hvor man løber fra venstre mod højre - og Avatar levels, hvor man spiller med en karakter, kaldet The Rookie, som man skaber i starten af spillet.



Styrken i gameplayet i Sonic spil har altid være en præcis styring og følelsen af virkelig høj hastighed. Hastigheden er bestemt til stede i Sonic Forces og man kan næsten tabe pusten når man med hæsblæsende fart suser ned af ramper og kaster sig ud i intetheden for i sidste øjeblik at gribe fat i en svævende ring, som svinger en 180 grader rundt og videre mod andre platforme. Det ser til tider ganske imponerende ud. Hastigheden bliver dog til et problem, når den præcise styring ikke er til stede.

Nogle gange virker det som om at Sonic ikke reagerer og andre gange virker styringen bare for tung og upræcis og slet ikke gearet til hastigheden i spillet. Det fører til en del frustrerende dødsfald - men man lærer at kompensere for den klodsede styring med tiden, men inden man når at lære det, har man flere gange haft lyst til at kaste ens joypad efter katten som ganske provokerende ligger og sover på sofaen ved siden af.

Levels med både 3D Modern Sonic og 2D Classic Sonic spiller som vi kender det fra andre Sonic spil, dog med små justeringer. Den mest interessante karakter er dog ens egen karakter, The Rookie, der spiller noget anderledes end de to Sonic udgaver gør.



The Rookie har for eksempel adgang til en række såkaldte Wispon våben, som foruden at være et offensivt våben, også giver forskellige egenskaber. Der er for eksempel Wispon Cube, der fanger alle fjender indenfor rækkevidde i kasser, som man så skal smadre for at slippe af med dem - og på samme tid kan man skabe nye platforme med dette våben. Wispon Burst er en flammekaster, der på samme tid giver The Rookie muligheden for at hoppe ekstra højt - og sådan er det med i alt syv forskellige våben, som alle er ret opfindsomme og som har gode specielle egenskaber.

I løbet af spillet åbner man op for de her våben, men også for masser af forskellige visuelle opgraderinger til The Rookie, lige fra forskellige sko, bukser, bluser, briller, hatte og meget meget andet. Det kan godt være, at det kun er kosmetiske, og mere eller mindre ligegyldige opgraderinger, men spillet belønner konstant spilleren med nye ting og det er ganske enkelt meget tilfredsstillende hele tiden at bliver belønnet. Med alt dette udstyr, kan man skabe sin helt egen figur og det er muligt at gå helt amok med nogle ret tossede designs.



Sonic Forces kan købes til lidt over 300 kr. og det er heller ikke noget specielt stort spil. Det indeholder lidt over 30 baner, som hver i gennemsnit kan gennemføres på en 5 minutters tid, så der er ikke spil til mere end højest en weekend her. I løbet af spillet popper der dog med mellemrum nogle SOS missioner op på baner man tidligere har gennemført og disse missioner har specielle mål der skal nås, for eksempel at finde en gemt karakter på banen eller at den skal gennemføres med en bestemt figur. De er med til kunstigt at forlænge spillet en smule, men jeg valgte hurtigt at ignorere dem, da de ikke var specielt spændende.

Sonic spillene har været i problemer i en årrække, men fans af den lille blå maskot, fik nyt håb da det glimrende Sonic Mania udkom tidligere på året. Desværre er Sonic Forces et skridt tilbage mod de seneste års skuffende udgivelser. Historien er mere eller mindre intetsigende, dialogen er pinlig, styringen er klodset og upræcis og det resulterer i et frustrerende gameplay. På den positive side er, at spillet konstant belønner spilleren med nyt til ens avatar, våbnene til The Rookie er sjove og det er uden tvivl det flotteste Sonic spil til dato.



Nok kan Sonic Forces fås til en fin pris, men man skal være stor inkarneret fan af Sonic for at få rigtig glæde af Sonic Forces, som desværre virker som endnu et skridt tilbage for Sonic serien. Sega må snart overveje, hvad de vil med serien og tage et godt og grundigt kig på, hvad det var som gjorde Sonic Mania til det bedste Sonic spil i årevis.
+ Gode og sjove våben, spillet belønner konstant spilleren, flot grafik
Klodset og upræcis styring, papirstynd historie, frustrerende gameplay, pinlig dialog
Gameplay:6.0
Grafik:8.0
Online:-
Holdbarhed:6.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt PSlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.