
Sonic Generations tager sit udspring på Sonic's fødselsdag, alle hans venner har arrangeret en surprise fødselsdag for ham, men som vi alle ved, er det svært at overraske et blåt pindsvin, som er hurtigere end sin egen skygge. Alt ånder fred og ro, men pludselig dukker der en mystisk ukendt fjende op og suger hans gæster ind i forskellige tidshuller, og de bliver sendt til forskellige steder i Sonics univers. Sonic skal nu befri sine venner ved at kæmpe sig igennem velkendte scenarier som Green Hill Zone, Sky Sanctuary, City Escape og mange andre for at befri sine venner og nedkæmpe fjenden.
Spillets historie er ikke noget at råbe hurra for, det er den klassiske 90'er platformshistorie, hvor helten skal befri sine venner og sætte fjenden på plads. Men det fantastiske ved Sonic Generations er, at det samler det bedste af 20 års Sonic ned i en samlet pakke, som på ingen måde kan skuffe fans af det blå pindsvin. Historien har heller ikke været kendetegnende som det bærende element i platformspil fra den tid, det har fortrinsvis været gameplayet, som har holdt folk til.

Gamplayet i Sonic vil bringe dig direkte tilbage til 1991, hvis du altså spillede spillet dengang, det er præcist ligeså sjovt at løbe igennem banerne, mens man prøver at time sine hop, så man lige kommer op på den afsats, der giver én en direkte smutvej til mållinjen. Spillet består af to dele, da hver bane har to akter; en der skal klares af den klassiske Sonic, som vi kender fra tiderne med ren 2D og en, der skal klares af den moderne Sonic, hvor 2D og 3D spilelementer er blandet sammen. Det giver en god adspredelse til spillet, selvom man til tider godt kan blive lidt små forvirret og lave dumme fejl, hvis man lige har spillet en bane som klassisk Sonic og efterfølgende kaster sig over banen som den moderne Sonic. Hver type har nemlig forskellige måder at angribe fjenderne på, og ligeledes er banedesignet vidt forskelligt.
Uanset om du spiller som den moderne eller den klassiske Sonic, er styringen lige i skabet. Der er ikke noget nyskabende i styringen og tak for det, for SEGA havde allerede dengang fat i den lange ende, hvad det angår. Det er dermed ret ligetil at kaste sig over Sonic Generations, men det tager dog stadig lang tid at mestre det til perfektion, da spillet, vanen tro, foregår i et til tider hæsblæsende tempo, hvor det kan være svært at time sit hop, når man kommer susende med 200 km/t.

Spillets historiedel er ikke overvældende lang i sig selv, men der er nu stadig rigeligt at tage sig til i spillet, først og fremmest registrerer spillet din tid på hver bane, hvilket indbyder til utallige ture på samme bane.
Derudover er der utallige sidemissioner, som man kan give sig i kast med. Det er de såkaldte Challenges, her skal man f.eks. komme hurtigere i mål end computeren eller klarer sig igennem en bane, hvor fjenderne er dobbelt så hurtige. Hvis man går op i at indsamle ting og sager, er der på hver bane 10 røde ringe, som kan indsamles, ringene åbner blandt andet op for artwork af forskellige slags og meget mere. Det vil give Sonic fansene lyst til en ekstra tur på banen, og da disse ringe ikke ligger for fødderne af Sonic, skal der udforskes og findes alternative ruter for at få indsamlet dem alle.
Grafisk er Sonic blevet shinet op i anledning af hans 20 års fødselsdag, hele spillet ser generelt flot og indbydende ud, og det er især skønt at se mange af de gamle baner komme til live igen med opdateret grafik. Desværre er der en del frame rate problemer, og det hakker lidt, når man bevæger sig rundt i det billede, hvor man vælger bane.
Soundtracket består primært af originale toner, men der er også en del remixes, hvor ikke alle er lige heldige.

Lydeffekterne er lige i skabet, og nogen vil næsten få en tåre i øjenkrogen af ren nostalgi, når man indsamler ringe eller lave det klassiske spin move, der giver Sonic lidt ekstra fart i fødderne.
Sonic Generations er, når alt kommer til alt, et rigtig godt Sonic spil. Fans af Sonic vil finde stor glæde ved spillet, da man har samlet det bedste fra Sonic's 20-årige gaming historie på en disk. Hvis man er til platformspil og ikke tidligere har stiftet bekendtskab med det lille blå pindsvin, er det bestemt også et køb værd, da solide rendyrkede platformspil ikke er nemme at støve op til Playstation 3.